361 / 448
— 356 —
klare Pande, saa forlader hun aldrig den gode og urbane
Tone. „Vi staa over for en Digter, der er sig sit
Talent, dets Sfære og dets heldigste Ytring meget vel
bevidst“, „en dansk, men attisk dannet Bukoliker“.
Der gjores opmærksom paa, at „Nogle Digte“ have en
dybere, mere mørk og alvorlig Aand end „Digte gamle
og nye“, en Aand, der undertiden finder Behag i at
lade den idylliske Form spille paa Digtets Overflade,
imedens Balladens tragiske Grundklang bæver gjennem
dets indre Væsen. Som et Exempel herpaa nævnes
„De to Kusiner“, i hvilket røbes Digterens poetiske
Tilbageholdenhed, der overlader Meget til Anelsens
Uvished, hvilken Egenskab hos Winther staaer i For
bindelse med hans Skræk for ikke at være tilstrækkelig
kort; men
Molbech
mener — og det med Rette — at
denne Skræk her har havt Dunkelhed til Følge.
Anderledes fuld Helhed finder Recensenten — mær
keligt nok-— i „Annette“. Han kan ikke tage Del i de
almindelige Klager over, at Slutningen ophæver Ind
trykket af de foregaaende Romancer og ødelægger den
Stemning, disse have vakt; han mener tværtimod, at
dens mørke Kontrast naturligt 'o g rimeligt frembrin
ger Digtets Hovedvirkning; dets idylliske Lyksalighed
vilde i Længden have virket noget trivielt. Digteren
vilde aabenbart svare den utilfredsstillede Læser, at det
kun er
Nysgjerrighed,
som her savner Hvad der i
dette Digts Organisme ikke hører til det Væsentlige.
Anmelderen er dog saa god at indrømme, at det næppe
vilde have skadet, men snarere forhøjet Digtets poetiske
Virkning, hvis under Handlingens Udvikling et eller
andet Moment som en sagte, varslende Anelse hemme