364 / 448
—
3 5 9
—
gaaer, da mener jeg i Slutningsverset netop — skjondt
aldeles uden at reflektere derover — at have truffet det
eller de rigtige Udtryk for en vild Fortvivlelse, en bitter
Ironi, hvorimod den Forandring, som De har foreslaaet,
efter min Mening vilde nedstemme det til en tør Be
tragtning. Dog — skulde De ville aftrykke Digtet i
Antologien — da har jeg Intet imod, at det skeer med
hin Ændring; kun maa jeg venligt bede Dem — hvis
det er passeligt — at tilføje den Bemærkning, at For
andringen er skeet, vel med mit Samtykke, men mod
min Overbeviisning. “
I Anmeldelsen af „Nogle Digte“ gjør
Molbech
op
mærksom paa, at Winther i sit Grundvæsen er mere
episk end lyrisk, hans Fantasi virker mere til umiddel
bar Anskuelse og Fremstilling af Idébilleder gjennem
den fortællende og malende Poesi end til at besjæle
Reflexionen og sammensmelte denne med Følelsen gjen
nem den patetisk-lyriske Digtform; Winther fremhæver
ikke den subjektiv-poetiske Individualitet. Hans Ro
mancer, der nærme sig til det Æventyrlige, bære som
oftest den episke Karakter som ren Grundtone, og, hvor
Sangeren selv træder frem,
der
skeer det mere i Lunets
lette Spil eller halvdulgt bag Skjæmtens og Ironiens
Skjærm end med den tragiskstærke sublime Alvor, den
næppe synlige, over Digtningen svævende Digterperson
lighed, der udmærker
Oehlenschlceger
i hans Romancer.
Winther lægger i sine Vind paa det
Pittoreske
med
det fine, livlige, blussende, yndige Farvespil.
I Modsætning til
Wilster
finder
Molbech
at „Digte
gamle og nye“ og „Nogle Digte“ ere skjønne og friske
Roser af een Art og paa samme Træ — de sidste blot