ChristianWinther

— 362 —

just altid et Geni, der gjør Epoke, dog bestemt og

ejendommelig udpræget Karakter og Ævne til at virke

med denne, ikke blot gjentagende og efterlignende, men

i en selvskabt eller original Retning . .

„denne Aand

i ham viser, at den har vundet mer og mer i Digter

kraft, jo mere den har frigjort sig“.

Med mindre væsentlige Indvendinger, mest i formel

Retning, slutter denne yderst anerkjendende Anmeldelse.

Af andre Udtalelser om „Nogle Digte“ vil jeg

nævne

P. L . Mellers1);

han fastslaaer, at Winther

efter Paavirkning af

Goethe

Oehlenschlæger og Uhland

har den betydelige Fortjeneste hos os at have grund

fæstet Bevidstheden om den sande

lyriske

Diktion.

Flan kan siges at have for stedse afskaffet

prosaiske,

abstrakte og fattige Fraser i det lyriske Sprog, som

man tidligere tog for gode Varer. Vel har

Oehlen

schlæger

været hans Forgænger; men dennes objektive,

omfangsrige Geni kunde blot temporært fordybe sig i

Lyrikken. Winthers Lyrik var i hans Ungdom altfor

sund og umiddelbar til at sympatisere med den roman

tiske Skoles idealistiske Overspændthed, og han be

gejstredes ikke af den nordiske. Aands

antikke

Kraft;

derimod havde han en sjælden Sans for Folkelivets

naive Ejendommelighed og forstod med fint Instinkt at

udfinde de skjulte Traade, som endnu forbinde dette

med Kæmpevisernes Poesi; derved fik hans Lyrik —

især i det Erotiske — en Gemytsinderlighed, en Tone

og Farve, der tiltalte dobbelt, fordi den var saa aldeles

dansk.

Om end Winthers Indhold og Livsanskuelse ikke

Kritiske Skitser, I, S. 93 og II, S. 211 og 213— 23.