13 / 112
10
l i g g e i s t , T r i n i t a t i s o g F r e l s e r s Sogn. Da de alle
laa i Nærheden af Sognekirkerne, fik de efterhaanden Nav
net „ K i r k e s k o l e r “ i Modsætning til de senere egentlige
Fattigskoler, der skylder den bekendte Agent H a n s H o l c k
deres Tilblivelse.
Tanken i alt dette var nu fortrinlig nok; men en væ
sentlig Ting havde man ikke bekymret sig videre om: at
sørge for gode Lærerkræfter og tilstrækkelige Undervis
ningslokaler. Den usle Betaling, man bød Lærerne, kunde
kun lokke de allerdaarligste blandt disse; de slet opvar
mede og oplyste Skolestuer bevirkede, at Børnene oftest
følte sig i højeste Grad uoplagte; og den store Misfor-
staaelse, at en aandløs Opremsen af Katekismus og Bibel
historie var tilstrækkelig for den Unge til at klare sig hele
Livet igennem, førte i Virkeligheden det med sig, at Uvi
denheden blomstrede som ingensinde før. Børnene — i
Hænderne paa forkuede og forsultne Lærere med en højst
mangelfuld Uddannelse — lærte mest kun Unoder og det,
der var værre, saa at man en Tid lang — særlig i Begyn
delsen af det nittende Aarhundrede — ikke var langt fra
at anse Folkeskolen som en Slags Udklækningsanstalt for
Forbrydere.
Saa kommer den store Reformernes Tidsalder.
Man „opdager“ først B ø n d e r n e s usle Livsvilkaar og
forbedrer dem gennem den bekendte Mængde af Landbo
kommissioner o g Reskripter, og Turen kommer derefter
til S k o l e v æ s e n e t .
Ved kgl. Kommissarium af 7. Juli 1809 nedsættes d e n
s t o r e S k o l e k o m m i s s i o n , der — betegnende nok for hele
Tidsaanden — ikke rummer een eneste virkelig Skolemand.
Formand var — ret naturligt — O v e r p r æ s i d e n t e n , hvis
Embede dengang beklædtes af den for sin Dygtighed som
Administrator bekendte Baron F r e d e r i k Ad e l e r . De øv