19 / 112
16
forsigtig i sine Udtalelser og iagttage den Agtelse, han
skylder sine Foresatte.“ —
Direktionens Virksomhed overfor sit egentlige Virkefelt,
den o f f e n t l i g e S k o l e , vil blive nærmere behandlet i
de følgende Kapitler. Her skal kun henvises til, at den
megen Kritik, den var udsat for — og med Rette —,
paa Grund af Skolens usle Tilstand, dog ofte skyder ud
over Maalet, da Direktionen, hvor varmt den end var be
sjælet af at forbedre paa alle Omraader, dog under ingen
Omstændigheder vilde have været i Stand til at opnaa
større Resultater, dels som Følge af den Kulde, de øvrige
kommunale Myndigheder bar til Skue, og dels som Følge
af det ulyksalige, utrolige Sparesystem og Kniberi, der
endog gik saa vidt, at F r e d e r i k VI. (20—3—1824) spør
ger, om man ikke kunde raade Bod paa de mange Skole
forsømmelser ved at oprette flere Klasser „dog uden der
for at besvære Stadens Kasse med forøgede Udgifter.“
Dette maa Direktionen selvfølgelig besvare afvisende. —
Den Myndighed, der var tillagt Direktionen, var t i l
s y n e l a d e n d e ret vidtgaaende, i Virkeligheden indskræn
kedes den dog ret betydeligt paa forskellig Vis.
Først var der adskillige Skolekommissioner — særlig
saadanne, som hidtil havde staaet fuldstændig uafhængige
—, der ikke vilde underkaste sig Direktionens Autoritet*);
men dernæst var det K a n c e l l i e t , som i enhver Hen
seende undergravede Direktionen. Efter 1826 gik dette For
hold endog saa vidt, at Direktionen maatte søge Approba
tion paa selv den allermindste Udgiftspost.
*) Med St. P e tr i S k o le k om m iss io n førtes der saaledes i Begyndel
sen af Tyverne en længere skriftlig Fejde, da den havde kaldt sig
k o n g e lig og ikke vilde give Afkald paa dette Prærogativ, som Di
rektionen alene mente tilkom den. Enden paa Striden blev, at Kom
missionen kaldte sig for »autoriseret af den kgl. Skoledirektion c. Det
k o n g elig e kunde den ikke undvære.