12 / 85
Der var dem, der mente, at det simpelthen var en folkelig udtale af
Rendegade, stadig med henblik på den gamle byrende. Og det er måske
værd at bemærke, at den moderne kloak gennem Sværtegade i dag går
nøjagtig, hvor den gamle byrende løb. Der er sikkert mange, der har hørt
unger i de gamle gader synge remsen: »Vinde, vinde nøglegarn, så fint så
fint som regnegarn«, hvor det naturligvis skulle være »rendegarn«, og så
dan mente man også, at gadenavnet var blevet til.
Men der er, må man lige bemærke, også dem, der har en langt mere
poetisk forklaring. De siger, at navnet stammede fra den lille yndefulde
plante, regnfang, men at dette så af magelige mennesker var blevet for
vandlet til Rende- eller Regnegade.
Nå, Regnegadenavnet blev efterhånden overført på andre gader, og
Sværtegade blev det almindeligt anvendte. Det har dog været lige på nip
pet til, at den endnu en gang blev døbt om. I året 1876 fik Sværtegades
grundejere fine fornemmelser og indsendte til magistraten et ansøgende
om at få lov til at omdøbe gaden til Ny Kronprinsensgade, da den jo lå
i forlængelse af den i 1785 anlagte Kronprinsensgade (opkaldt efter den
senere Frederik VI), men heldigvis kom der afslag.
Sværtegade var det - og Sværtegade blev det.
Stort set udviklede Sværtegade sig efter den store brand til en levende
handels- og håndværksgade, men den har også fået sin plads i nordens
åndshistorie —gennem det berømte nr. 7, hvor »Det norske Selskab« i så
mange år havde til huse. Da huset ejes af I. G. Schwartz & Søn, hører
dets skæbne på en måde sammen med etablissementets.
Kaffehusene var kommet på mode i Christian VII’s tid, og de holdtes
hovedsagelig af djærve madammer, hvoraf de berømteste var madam
Neergaard i Badstuestræde og madam Juel i Sværtegade 7.
Mellem disse to kaffehuse delte tidens skønånder sig i skarpt adskilte
partier, mellem hvilke der ofte udkæmpedes hele fejder. Hos madam
Neergaard kom de, der satte Ewald højt som digter, mens hans modstan
dere, der for en stor del bestod af nordmænd, samledes hos madam Juel.
De berømteste fejder stod om Ewalds »Rolf Krage« og nordmanden
Bredals »Tronfølgen i Sidon« - og et vist indtryk af det hele får man gen
nem Ewalds »De brutale klappere«.
Men her er det altså madam Juel i Sværtegade, det gælder. Her kom
mænd som Johan Norddahl Brun, Ove Gjerløv Meyer, Brødrene Wibe,
den største af dem alle, Johan Herman Wessel, Edvard Colbjørnsen og
mange andre.
12