18 / 85
kunstdrejerfirma stammer fra den »hochgräflich-Isenbürgische« residens
stad Büdingen i nærheden af Hannau.
Her boede i midten af det 18. århundrede en brav mand, Johan Georg
Schwartz, der som så mange i disse egne forenede de to stillinger, fragt
mand og landbruger. Han var, hvad jo var almindeligt i de tider, velsig
net med en stor børneflok - og i spidsen for den gik to prægtige drenge,
Johan Nicolaus og Johan Adam.
Johan Nicolaus gik i faderens fodspor, men Johan Adam kom i drejer
lære, og det var ham, der knyttede forbindelsen med Danmark.
Det var patriarkalske tider, og øvrigheden vågede bogstaveligt over
hvert af en sådan håndværkerynglings skridt. Yi synes nok, at hr. kon-
torius i vore dage har bragt den store papirplage ind i vort liv, men man
må såmænd ikke tro, at det var bedre i slutningen af det 18. århundrede.
Man kunne bogstaveligt ikke flytte sig fra stedet uden pas og rejsetilla
delser og vandelsattester - sådan som forresten vores egen Jens Baggesen
har givet en levende skildring af det i det berømte kapitel »Passet« i
»Labyrinten«.
Johan Adam hørte til dem, der gemte sine papirer, og de er gået videre
over i familiearkivet, hvorfor man så mange år efter kan følge hans fær
den. Således finder man fra den 20. september 1771, da han var tyve år
gammel, et rejsebrev udstedt i hans fødeby af de »geschworne Zünft- und
andere Meister der löblichen Treschler-Handwerks«, af hvilket det frem
går, at han i
2
år og
12
uger har arbejdet i byen og opført sig »treu,
fleissig, stille, friedsam und ehrlich wie einem jeglichen Handwerks-Gesel
len gebühret«.
Navnlig må man smile ved ordene »stille und friedsam«. Nu, den slags
papirer blev sammensat efter formler med ærværdige traditioner på ba
gen, men stort set har karakteristiken nok været meget rammende. Her
var en ung mand, der havde sat sig et mål i livet og ikke veg væk fra
den lige vej.
Med sit rejsebrev i lommen drog han ud for at dygtiggøre sig, han
rejste fra by til by og tog arbejde, indtil han sidst i juni 1778 indskibede
sig i Lübeck for at drage til København.
Hvad der bevægede ham hertil, ved man egentlig ikke, men man kan
tænke sig til det. Der var ikke så forfærdelig mange drejere i København
- og en ærgerrig ung mand kunne derfor såre vel sige til sig selv, at der
måtte være noget for ham at gøre i Kongens by.
Har Johan Adam ræsonneret sådan, tog han i alt fald ikke fejl! Han