60 / 85
ARBE JDE - MEN OGSÅ FEST
D
e
var en hårdt arbejdende slægt, disse Schwartz’er, men tid til at
feste blev der også. Der var familiefester, der var håndværkerfester, men
der var jo også de mange store officielle fester, som Johan Adam Schwartz
i kraft af sine mange tillidshverv og sin stilling som borgerrepræsentant
kom til at tage del i.
Det er så heldigt, at etablissementets arkiver har opbevaret en hel
buket af viser, menu’er og programmer fra disse festligheder i tiden fra
den nationale bevægelse omkring 1848 og frem til Johan Adam Schwartz
død. Det er en svunden tids Københavnerliv, der står op af graven, når
man læser disse gulnede blade og nynner disse henvejrede viser. Det var
en tid, der var enklere og naivere end vor og måske derfor forstod sig
bedre på festen, på den fuldstændige læggen til side af dagligdagens be
kymringer. I almindelighed var traktementet sikkert såre beskedent, men
når de store borde blev dækkede, når sølvtøjet og de tunge kandelabre
kom frem, når de levende lys spejlede sig i krystal og de danske drivhuses
robuste blomster, når herrerne med de brede ordensbånd over de hvide
skjortebrysters endeløse snesletter og de fyldige skønheder i deres bru
sende kjoler, måske i krinoliner, der spændtes af fiskeben eller cetacin fra
Schwartz, mødtes, så kom man med en appetit på livet, der idag virker
som et fortidseventyr, og man kunne udrydde retter og vine, der nu ville
få de mest modstandsdygtige til at gå under bordet.
Johan Adam Schwartz var jo ikke nogen stærk mand, men det svæk
kede aldrig hans interesse for livet. For ham var disse fester og sammen
komster tydeligt nok smukke milepæle på hans livsbane, ellers ville han
næppe så omhyggeligt have opbevaret alle disse erindringer.
Man ser ham som nygift kunstdrejermester tage del i håndværkernes
festlige søndagsmøde den 26. december 1847 og af fulde lunger synge med
på J. Lasanous-Kramps vise til bordet:
60