38 / 133
Amalienborg Plads.
EN SØNDAGSTUR
Se, hvor de søndagsspaserende Sk a re r
Fo lder sig ud i det dejlige V e jr,
L y tt e r til V ag tparaden s F an farer,
Sm iler i M aj solens tindrende Skær.
Hør, hvor det bjørneskindsklædte O rkester
F y ld e r med Toner den fornemme P lads,
Sam let om R ytte ren , gjort a f en M ester,
F ire Palæer, men intet P alad s.
Favnende B yen s og Borgernes V irk e
Aaben for Fæ rdsel, dog sluttet og fast.
H ilst a f sin Gjenbo, den kuplede K irke,
P ra je t a f Havnen med Skorsten og M ast.
S a a et F a r v e l til de skønne Palæer,
V a a ren os kalder fr a Sten og fr a S tøv
U d under Skyggen, hvor Grønningens T ræ er
Spe jler i V an d e t det lysgrønne Løv.
H ist mellem Stammer vi ser Esplanaden,
Skim ter den engelske K irke s Profil,
Gefion pløjer i Springvandskaskaden ;
Sjæ lland hun fly tter de hundrede M il.
Sagnet er Strømmen, hvis K ild e r sig dølger
Løn ligt som Guldet i O ldtidens G rav .
M indet er B ru set a f bristende Bø lger
B a a re t mod K y s t a f det rullende H av.
Yndefu ld hvilende, værdig og rolig
Enevoldsmagten et skønt Monument,
Selv i vor ødslende Nutid en Bolig
Som vel en Konge kan væ re bekendt.
Se Langelinies bugtede Gange,
Skiftende B illed a f L a tte r og G raad ,
Smilende So l og vemodige K lange,
Legende Ungdom og M inder om D aad .