39 / 133
LangeUme.
H ø rer I D rønet a f H vitfeld ts Kanoner,
Heltenes R a a b p aa det synkende V rag .
S e r I F regatterne ud for Trekroner,
H y lle t i R øg fra Skærtorsdagens Slag.
Nej, du kan spørge den sukkende Bølge,
.Hvem den har favnet i Rædslernes N at,
N a a r en Torpedo, med Døden i Følge,
B rag te sit Bud, ubønhørlig og brat.
Endnu et Minde, histovre ved K ranen
Skim ter vi »Jyllands« ærværdige Skrog,
T rø st vi os hented, da Krigsveteranen
snakked med Fjenden sit fyndige Sprog.
Fædrenes Hæder, i F a ld og i Sejer
K a ld e r paa os med sin manende R ø st
Dem kan vi takke, at Dannebrog vajer
F ag e rt og frit fr a vo rt Fædrelands K y s t.
A k Langelinie, vogt dine V eje,
B au ta du bæ rer til Heltenes Ros,
Tvi da den Yngel, som giver sit E je
V illig t til P ris for hver fremmed M atros.
G lansen a f Sol paa den blinkende Flade,
S to rsejlet spændt a f den strygende Vind,
Ungpigeskikkelser, kaade og glade;
V a a ren os vinker med Smil p aa sin Kind.
E r der en D ra ab e a f V ikingeblodet
Endnu i Manden, som færdes p a a H a v ?
B le v vel det sidste a f Eventyrmodet
Stedet til Ro i den grønlandske G ra v ?
B læ s da, du V aa rvind , saa Dunsten fra B yen
F ly g te r for Havlu ftens rensende Strøm,
L ø ft vort befriede Sind over Skyen ,
Bæ r os p a aV e j mod vort H aab og vor Drøm.