139 / 540
138
for det var e t a f de sted er, hvor v i havde håbet på at kunne få vores børnehave
anbragt. Dengang bestod bebyggelsen a f lave garager og 'værksteder. Men nu var
der a lts å ved at b liv e p rojek teret e t nybyggeri, og det måtte v i s e , hvordan v i
kunne udnytte. Hvis v i kunne komme i kontakt med ejeren og ark itek ten , før byg
g e r ie t var færd igprojek teret, kunne v i måske få ind r e tte t en del a f byggeriet
t i l e t lejemål for o s.
Derfor henvendte v i os t i l den a rk itek t, der stod for byggeriet, og spurgte,
om v i kunne le j e stueetagen i blokken mod Thyrasgade, når den a lts å engang kom
op. Thyrasgade var en l i l l e smal blindgade mellem Gormsgade og /Fgirsgade. Den
sk u lle nu føres igennem i forb indelse med nybyggeriet, som var tegnet for højt
i forhold t i l de gamle huse, der sk u lle b liv e liggende i gaden. Det kunne v i
s e lv f ø lg e lig ikke lid e , men hvad sk u lle v i gøre ved det? Vi var tvunget t i l at
forhandle med ejeren om e t lejem ål. Det bed ste, v i kunne komme på, var at fo re
s lå ham, at Thyrasgade sk u lle b liv e ved med at være lukket. Vi v i l l e gerne le j e
stueetagen , og legepladsen kunne så b liv e la g t , hvor han e lle r s havde tænkt s ig ,
at der sk u lle være v e j . Blev den del v i ikke sku lle bruge udlagt med blomster,
træer og græs, kunne det b liv e t i l e t p la ste r på såret for karreens beboere t i l
glæde for mange f le r e end o s.
Arkitekten var med på ideen. E fter projek tet sk u lle lejligh ed ern e i huset
have adgang fra gården. Hvis v i så f ik egen indgang fra gaden, v i l l e v i ikke ge
nere de øvrige beboere - og det v i l l e også være muligt a t is o le r e vores rum fra
sta r ten , så stø jen fra børnene b lev bragt ned t i l e t minimum; dermed v i l l e v i
ikke komme i e t modsætningsforhold t i l de øvrige le j e r e . Arkitekten lovede, at
han v i l l e undersøge mulighederne og vende tilb a g e t i l os om 14 dage. E fter de 14
dage rykkede v i for svar, og f ik at v id e , at man nu kun ventede på en godkendel
se fra brandvæsenet. Derefter v i l l e den samlede godkendelse komme - og så kunne
v i snakke sammen om d e ta ljern e.
Vi ventede så i knapt to måneder, inden v i ringede igen . Vi havde meget an
det at se t i l og tog det med ro, ford i den slag s jo kan trække ud. Denne gang
ventede ark itekten den endelige godkendelse i løbet a f en uge, og d erefter v i l l e
v i få besked. Endelig l i d t over en måned senere ringede han op. Om v i ikke v i l l e
give ham medhold i , at b o ligm in iste r ie ts rådgiver i byplansager var g a lt afmar
ch eret, når han v i l l e have, at lejligh ed ern e ikke kun sku lle have sp ise sted i
stuen, men sku lle have regulære køkkener og være så s to r e , at de kun kunne le j e s
ud som fam iliebo liger? Når v i nu manglede så mange in s titu tio n sp la d s e r , var v i
da bedre tje n t med små le jligh ed e r t i l p en sion ister og andre samt med en børne
in s titu tio n i byggeriet! Om v i ikke kunne hjælpe ham med e t brev t i l boligm ini
s te r ie t?
Vi lovede at sende ham e t stykke papir - men spekulationsbyggeriet v i l l e v i
ikke s t ø t t e , lig e meget hvad v i så kunne forhandle os frem t i l derigennem. Hvor
dan hang det hele eg en tlig sammen? Vi prøvede fø r st at ringe t i l kommunens so
c ia ld ir ek to r a t. Om de kendte noget t i l den sag? De havde ikke noget med den at
gøre, men h enviste os t i l kontoret for p en sion istb o lig e r . Derfra b lev v i henvist
t i l d irek toratet for kommunens beboelsesejendomme - som h e lle r ikke havde nogen
kommentarer. Så ringede v i i sted e t t i l b o ligm in is te r ie t, hvor v i f ik at v id e ,
at de havde få e t en forespørgsel fra Københavns kommune om dispensation fra en
hel del alm indelige bygningsbestemmelser på huset. Der sku lle forhandles om sa
gen. Komnunen stø tted e bygherren, men b o ligm in iste r ie t var imod. Projektet gik
nemlig ud på, at lejligh ed ern e hovedsagelig sku lle være 1-værelses med køkken-