144 / 540
se e v t.
n r .7, s
le kunne overkomme arbejdet - samt endelig sku lle det indbyde t i l e t fællesmøde.
b ila g
Vi skrev b l.a . "vi har arbejdet i over et år og har få e t en masse kontakter
363
som næsten a l le v i l hjælpe os med at få fa t på det r ig t ig e . Vi v i l h e ls t lave
in s titu tio n en her i kvarteret, men det har h id t il været umuligt a t få fa t i nog
le lok a ler, der kunne bruges. Vi arbejder stadigvæk på d e t, men har også brugt
en masse t id på at lave en udflytterbørnehave. Den troede v i , v i kunne lave i en
håndevending. Det kunne v i ikke. Hovedsageligt ford i omegnskommunerne har været
v r a n g v illig e , men også ford i by- og landzonelovgivningen gør det l e t for dem at
være d e t. H id til er det kun b levet t i l a fs la g , men v i har nogle muligheder på
hånden, en ved Ganløse, og en i Solrød - samt en spinkel mulighed i forb indelse
med noget nybyggeri her i kvarteret." I b ladet, som v i trykte i løbet a f 3-4 da
ge og omdelte t i l hele kvarteret sammen med de andre grupper, indbød v i a lle na
boer t i l e t møde på skolen. Mellem uddelingen og mødet var v i ude med plancheud
s t i lli n g e r og løbesed ler for at minde om bladet og mødet. Det var en h el anden
s la g s arbejde.
På mødet i maj 1972 havde v i d e lt klasseværelserne imellem o s, så de, der
v i l l e vide mere om børnehaver og måske gå ind i gruppen, kunne komne t i l o s. Da
v i mødtes i gruppen 3 dage senere, kunne v i konstatere, at v i var b lev et tr e me
re - og ugen e f te r kom yd erligere f i r e . Det var en tiltraa ig t saltvandsindsprøjt
ning - men gav også vanskeligheder i arbejdet, ford i der nu var nogen a f o s , der
kendte hinanden meget godt, og nogen som s le t ikke kendte hinanden. Det gik dog
nogenlunde. De f le s t e a f os b lev sammen, men der var e t par stykker, der forlod
os a llered e e fte r en uge. De syntes arbejdet var for overvældende.
Vi har prøvet at lave a llia n c e r fle r e gange og er b lev et bedre og bedre t i l
d et. Eksempelvis snakkede en a f os en gang med nogen fra Fenrisgade-huset. De
spurgte, hvorfor v i ikke forsøg te at komne ind i nybyggeriet, når det nu var der.
Det var i slutningen a f ap r il 1972. Hvis v i gav os i lag med byggeriets a rk itek t,
kunne v i samtidig få tegningerne at se - og således fo r tæ lle dem, hvad der var
tiltæ nk t dem a f del i f r ia r e a le t . På det tidspunkt var de n a tu r lig t nok ved at
b liv e bekymrede over at få e t betondask lig e uden for vinduerne i 1. s a ls højde.
Der gik li d t over en måned, inden v i f ik fa t i bygherren og f ik spurgt om
muligheden for at lave en in s titu tio n i Heimdalsgade. Han var p o s it iv - v i kun
ne bare snakke med hans a rk itek t. Da v i siden fik e t møde med ham, f ik v i både
de tegn inger, der var a f betydning for o s, og de oplysninger, de havde brug for
i Fenrisgade. Der var en del muligheder for at komme ind i hu set, men den eneste
der gav børnene acceptable udendørs forhold, medførte en indskrænkning i bebo
ernes meget beskedne opholdsareal. Det syntes v i v i l l e være uanstændigt. Da de
indendørs muligheder på den anden sid e var gode, var v i også kede a f d e t, hvis
muligheden sku lle fo r sp ild e s.
Derfor henvendte v i os t i l vuggestuegruppe II med resu lta tern e . De sku lle
jo ikke bruge nær så meget fr ia r e a l t i l deres vuggestuebøm, som v i t i l vores
børnehavebørn, og de stod på det tidspunkt pa lig e sa bar bund som o s , v id ste v i .
Det fa ld t så h e ld ig t, at v i kunne nå at give dem oplysningerne inden det møde,
som v i havde indbudt t i l i fællesskab i Røde Rose 6. Med oplysningerne i hånden
kunne de komme t i l at snakke om deres planer på en meget bedre og mere konkret
måde på mødet.
Da v i kort t id d erefter mødtes for at t a le mere d e ta lje r e t om mulighederne,
var der to pædagoger med. De v i l l e både være med t i l at udarbejde planerne, og
143