149 / 540
hvor v i f ik a t v id e , at kommunalbestyrelsen v i l l e behandle begge ansøgningerne
på e t møde f ir e dage senere.
Det b lev et nej t i l o s . Det fa ld t e t par dage før Dragørs; og begrundelsen
var, at man v i l l e sik re ejendommen t i l bømehaveformål for kommunens egne bebo
ere ved hjælp a f en byplan. Det rar jo r im elig t nok, at en kommune fø r st v i l l e
sørge for sin e egne - men a llig e v e l I Vi trø sted e os med, at det måske var en
fø lg e a f vores i n i t i a t i v , at Birkerød så f ik noget der.
Vi opgav Birkerød, t i l v i godt
\
år senere gik i gang på en ny måde - som
omtalt under Dragør. Vi bad dem s ig e , hvor deres byplanvedtægter t i l l o d os at
lave en in s t itu t io n . Vi var jo b lev e t ved med at løbe ind i de samme proble
mer, hver gang v i ansøgte øm e t hus, v i havde fundet. Systemet b lev siden ud
v ik le t t i l , a t v i søgte oplysningerne, inden v i tog ud at se på husene. Birke
rød var li d t lamgere om a t svare end Dragør, men svaret var nogenlunde det
samme: de havde ikke plads t i l o s.
I jun i 1971 fandt v i en anden annonce, der lød godt. Denne gang drejede det
s ig o« en t id lig e r e gård i Solrød. Vi tog im id lertid ikke straks ud og så på
ejendommen. Vi var b lev e t træ tte a f at få en masse forventninger, gode ideer og
a f a t lave en masse forgæves arbejde. Nu ringede v i t i l kommunen og spurgte e f
t e r bestemmelserne strak s, inden v i tog derud, men så sagde de, at de v i l l e ha
ve en s k r i f t l i g ansøgning.
Vi tog derfor a llig e v e l ud og kiggede. Da det så v is t e s ig at være e t pragt
fu ld t sted med adgang t i l stranden, skrev v i ansøgningen. Vi gik og glædede o s,
og tog e t ekstra tag for a t lø se base-problemet. Men inden tre uger kom svaret
fra Solrød: e t nej igen . Byplanvedtægten for det område, huset lå i , gav kun
mulighed for in s titu tio n e r t i l kommunens egne børn.
Vi ringede for at høre,
om
der s l e t ikke var nogen muligheder, og f ik at
v id e, at der var la g t plan for a l den jord , der kunne b liv e t a le om i kommu
nen - men v i kunne da prøve i Greve. Det gjorde v i så , men der sagde de, at
v i sk u lle ud i "et grønt område, der var så s t o r t, at v i kunne forsvinde i det".
Den sla g s havde de ganske v i s t ikke noget a f s e lv , men Københavns kommune hav
de nogle fredede area ler langs kysten, og der kunne v i måske komme ind . . . .
Så gik v i lø s på Solrød' kommune ig en , men .ændrede tak tik og spurgte dem nu
i s te d e t, an de havde velegnede byggemodne' e ll e r bebyggede grunde, som v i kunne
få lov a t være på, og om de i g iv e t fa ld v i l l e anvise o s , hvor de havde nogle.
Efter knap en måned, i begyndelsen a f september 1971, rykkede v i for svar. Da
det kom, var det e t nej igen . De sagde, a t arbejdet med a t besvare vores
spørgsmål v i l l e være for s to r t t i l , at de kunne bruge t id på d e t. Men de love
de a t undersøge muligheden for a t lægge en u d fly tte r i deres landzone, og om
■uligt a t vende tilb a g e med e t fo r sla g om en konkret ejendom.
Det var den eneste kommune, der h id t i l havde v i s t s ig forstående over for
vores problemer med byplanerne. Det var v i dem overvældende taknemlige for og
sendte dem en masse oplysninger om os s e lv og vores v ilk å r , sådan at det kunne
b liv e nemmere for dem at finde ud a f noget t i l os og nemmere for dem at argu
mentere fo r e t arrangement, hv is de sk u lle spørge nogen.
se e v t. b ilag
n r .6 , s . 402
se e v t. b ila g
n r .7, s . 403
se e v t. b ilag
n r .8, s . 403
se e v t. b ila g
n r .9, s . 403