154 / 540
153
se ev t.
n r .14,
t a le l s e fra kommunen, som de havde sendt en kopi a f vores brev. I kommunen sag
de de, at udvalget for fa ste ejendomme sku lle behandle byudviklingsudvalgets
henvendelse en a f de nærmeste dage, og hvis det ikke tog endelig s t i l l i n g , sku l
le sagen for på e t byrådsmøde lig e før j u l. Da v i ringede for at høre, hvad ud
va lg et for fa s te ejendomme så havde ment, fik v i at v id e , at de fa sth o ld t, at v i
ikke måtte bruge GI. Damgård, og at byrådet nok v i l l e være enig med dem.
Vi klagede vores nød t i l byudviklingsudvalget over telefon en - og f ik endnu
engang at v id e, at man var nødt t i l at sig e som kommunen, hvis den a fs lo g , men
også at de måske v i l l e fø lg e kommunen, hvis v i f ik ja .
Mens v i ventede på kommunalbestyrelsesmødet f ik gruppen s i t fø r ste barn,
dvs. det fø r s te i gruppen h is t o r ie . Den lykkelige moder tilb r a g te tiden på k l i
nikken med at lasse a v ise r . Der så hun t ilfæ ld ig v is en annonce om en landejendom,
der var t i l sa lg - og den lignede t i l forveksling beskrivelsen a f 'Vores" gård.
Vi kom ud a f hu llerne i en fa r t - tænk, hvis den nu b lev s o lg t , mens v i kaan-
pede for at skabe forudsætningerne fo r , at v i kunne købe den. - Det var ganske
r ig t i g t vores gård. Men ejendomsmægleren var en anden, end ham der havde ind
rykket den fø r ste annonce. Ejeren havde a f en e lle r anden grund sa t to fo r sk e l
lig e ejendomsmæglere på sagen. Og nu ringede han p lud se lig t i l os og sagde, at
når v i også forhandlede med ejendomsmægler nr. 2, v i l l e han ikke sælge t i l o s.
- Men v i f ik da en a fta le med ham om, at han v i l l e vente på o s , t i l byrådsmø
det var overstået den følgende uge. Dagen e fte r mødet ringede v i for at høre
nyt: stad ig n e j. Men de havde tænkt på en anden mulighed, og v i l l e give os be
sked, hvis det b lev ak tu elt.
Gårdejeren v i l l e gerne sælge snart, a lt det her gik ham og hans kone på ner
verne. Vi a f t a lt e , at han kunne forhandle t i l anden s id e , men give os e t praj,
hvis han fandt en køber, så v i måske kunne nå at komme f ø r s t. I byudviklingsud
va lg et mente de stad ig , at de v i l l e fø lg e kommunen.
I løbet a f januar 1972 ringede gårdejeren nogle gange for at høre, hvordan
det gik - han havde stad ig ikke s o lg t , og v i forsøgte at holde ham hen, mens v i
skyndede på byudviklingsudvalget. Når v i rykkede dem for en dato, v i l l e de h e l
le r e snakke om mulighederne i Solrød. I Solrød sagde de, at de havde rykket by
udviklingsudvalget mange gange, og havde indtryk a f , at det var p o s it iv t stemt,
men de havde endnu ikke fundet e t bestemt sted t i l o s. Endelig f ik v i at v id e,
at byudviklingsudvalget sku lle have møde i begyndelsen a f februar, og at det
nok v i l l e give Ledøje-Smørum medhold, s e lv om man godt kunne s e , at v i havde
brug for s ted e t, og at vores 30 børn ikke v i l l e komme t i l at larme nær så me
get som de 50 g r is e , e lle r den maskinstation, som nok v i l l e komme der i sted et
for os.
Da v i rykkede for svar midt i februar havde udvalget a llig e v e l ikke behand
le t sagen endnu - men v i kunne ringe igen om fjor ten dage. I begyndelsen af
b ila g
marts - godt f ir e måneder e fte r at v i havde bedt dem hjælpe os - fo relå deres
>•404
svar. Deri sagde de, at de mente som Ledøje-Smørum, at v i ikke matte lave en
børnehave der, og hvad vores spørgsmål angik, sa man s ig ikke i stand t i l at
besvare dem. Men v i kunne klage t i l b o ligm in isteriet inden f ir e uger. Dagen
gør havde v i få e t a fsla g fra både Birkerød kommune og fra 0 . J . N ielsen , bygge
spekulanten i Thyrasgade. Det var for meget: