S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

152

v i sku lle prøve i landzonen, for der var ikke nogen p laner. Derfor mente v i ,

at nu måtte der være b id .

Vi kunne fø r s t få t id t i l at tage derud en god uges t id senere. Men da v i

var sik re på, at denne gang v i l l e det gå, så skrev v i straks en ansøgning t i l

se e v t.

n r .11,

kommunen, før v i havde t a l t med ejeren , endsige se t ejendommen. Den v is t e s ig

at være sto r og med r ig e lig plads t i l at tumle s ig udendørs for børnene. Der

var tilstræ k k e lig langt t i l naboerne, hvis nogen a f dem kunne tænkes at f ø le

s ig generet a f børnenes tils ted e væ r e ls e . Og prisen kunne man nok snakke s ig t i l

r e t te om.

Endnu en uge senere ringede v i t i l kommunen for at høre, hvordan det g ik ,

og f ik at v id e , at der sku lle være udvalgsmøde den følgende dag. De bestemte

s ig med det samme: t i l e t n e j, som v i f ik mundtligt. Men de anbefalede os at

henvende os t i l byudviklingsudvalget for Københavnsegnen. Dem ringede v i så

t i l - men de mente ikke, de kunne hjælpe o s.

Derfor bad

v i kommunen om at fo r 

k lare o s,

hvad der eg en tlig var grunden t i l ,

at v iikke

kunne fålo v . Svaret lå

der fjo r ten dage senere i form a f e t s k r i f t l i g t a fs la g , hvori begrundelsen var,

at huset lå i e t område, der var udlagt som landzone samt udlagt t i l "åben lav

boligbebyggelse" i kommunens d ispo sition sp lan !

A p ]^ l_ til jDyudYiklingsudvalget

Sammen med a fs la g e t fu lg te en oplysning om, at v i kunne gå t i l byudviklings

udvalget, hvis v i v i l l e anke. Vi overvejede frem og tilb a g e , for v i forudså e t

meget s to r t arbejde hermed. Men da v i syn tes, at nu var det a llig e v e l b lev e t

for urimelige v ilk å r , som byplanerne bød o s , så så v i ingen anden udvej end at

benytte os a f ankemuligheden.

Først ringede v i . Der f ik v i at v id e , at de ikke p lejede at gå imod en kom

mune, når den a fslo g noget, men a t det h e lle r ikkevar hændt, at de havde god

kendt planer som vore, hvis en kommune havde

g iv e tlov .

Samtidigf ik v i at v id e ,

at vores venner i Solrød kommune havde spurgt dem om deres p r in c ip ie lle s t i l l i n g

t i l udflytterbørnehaver i landzone, j f r . Solrøds lø f t e t i l o s. Udvalget v i l l e

svare Solrød, at de v i l l e s t i l l e s ig p o s it iv t , hvis der var t a le om e t sted i

nærheden a f rekreative områder. Det s id s te varmede, men var jo foreløb ig kun

snak, og v i kunne ikke fo r s tå , hvorfor v i ikke kunne få lov t i l at lave vores

børnehave i Ledøje-Smørum. Hvem kunne det skade? Derfor skrev v i t i l udvalget

se evt

nx* 13

og bad dem om a t give os en d ispensation fra by- og landzonelovens bestemmelser

(det var dem, kommunen havde henholdt s ig t i l ) , så v i kunne få lov t i l at lave

vores udflytterbørnehave i GI. Damgård, som sted et hed, e lle r fo r tæ lle o s , hvor

v i sku lle lede for at kunne lave noget o rd en tlig t, e lle r fork lare o s , hvor i

loven det stod , at det var forbudt. Nu v i l l e v i ikke være t i l grin længere.

Vi orienterede gårdens eje r om sagens s t i l l i n g og lovede at give lyd , så 

snart byudviklingsudvalget havde svaret - ligesom v i orienterede Ledøje-Smørum

kommune om vores sk r id t. Vi var nu i slutningen a f oktober 1971 og stod med en

række a fsla g i hånden, men samtidig med nogle åbne muligheder som fø lg e a f , at

v i h ele tiden havde sørget for at lasgge lin e på lin e ud, hvor v i kunne d et.

b ilag

s . 404

b ilag

s .404

. b ilag

s . 404

I den følgende t id holdt v i os orien teret hos byudviklingsudvalget og kom

munen med jævnlige telefonopringninger. Udvalget sagde, at de ventede på en ud-