25 / 540
22
VI HOPPER UD. ARBEJDET ER KOLOSSALT - MEN VI BLIVER FLERE
Oktober_1970
Det var skønt a t komme igang. Vi holdt os t i l planen og den så ud t i l at
være god - tingene fungerede. E fter disponeringen a f gårdrydningsnummeret var
v i gået hjem med hver vores opgaver, havde skrevet vores a r t ik le r , byttede dem
indbyrdes så vores f e j l kunne b liv e r e t t e t , og var samledes igen t i l sammen
skrivningen. Her løb v i ind i e t problem, som v i b lev bedre t i l at håndtere
gennem gen tagelserne, men som v i a ld rig har lø s t .
Ingen a f os var hverken stædige e ll e r så fø lelsesmæ ssig t engagerede i at
tingene sk u lle s ig e s på en bestemt måde, a t der opstod nogen videre van skelig
heder a f de grunde, og dem der var forsvandt efterhånden som v i b lev bedre og
bedre t i l a t t a le om tingene på en s a g lig måde. Men det var og b lev et problem
for os at klare diskussionerne om, hvad der var r ig t i g t - sandt - og a lts å a f
væsentlig betydning i teksten . Vi kom t i l den overbevisn ing, a t problemet var
u lø s e lig t , og var således i n d s t i l l e t på a t sk u lle løbe ind i det ved hvert nyt
blad. Men det at diskussionerne var så tidskrævende, kunne få os t i l at tabe
fatningen, når det b lev ud på de små timer. Det kan undre, at v i så lod være
med at forandre vores arbejdsmetode, og at den endda er b lev e t v id erefø rt i
grupperne i Røde Rose, når v i har sk u lle t lave skrivearbejde der. Grunden her
t i l e r , at diskussionerne er nødvendige. De opstår der hvor én ser en uklar
hed e ll e r modsigelse i tek sten . Hvis vedkommende så ikke a fv is e s er reg len , at
det v ise r s ig , at det var med god grund der b lev g jort opmærksom på den. Diskus
sionen p le je r at føre t i l en a fslø r in g a f en manglende fo r s tå e ls e som er kata
s t r o f a l, samt t i l en afk laring a f hvori problemet b estå r. S ituationen forekom
mer os derfor som uundgåelig, når v i beskæftiger os med v id erebringelse a f op
ly sn inger, der er os enten h e lt e l l e r d e lv is ukendte. Princippet har ko stet os
mange timers nattesøvn og sommetider både sved og tå r e r , men v i har holdt fa s t
ved d e t, ford i det har f r e ls t os fra mange f e j lt a g e ls e r og gjort os k logere,
samt bibragt os en fæ lle s o p fa tte ls e a f de tin g v i beskæftiger os med.
Trykningen sku lle jo k lares a f os s e lv på en duplikator. Den b lev lån t og
bragt t i l "kontoret", der også b lev in d r e tte t så man kunne arbejde der. Dupli
keringsmetoden betød at renskrivningen sk u lle ske på s t e n c ils . Da d is s e im idler
t id ikke kunne holde t i l mere end 3.000 tryk , mens vores oplag sk u lle svare t i l
7.500 færdige blade og således t i l ca. 8.000 tryk in c l. fe jltrykk en e, så med
førte d et, at v i måtte skrive sten c ilen e 3 gange. Havde v i ha ft råd e l l e r kendt
nogen, kunne v i have få e t dem e lek trok op ieret, men det hverken havde e l l e r g jor
de v i dengang. Nu, da v i er b levet mange ser sagen anderledes ud, men dengang
var både renskrivningen og trykningsarbejdet s to r t. Der var im id lertid også me
get sjov i det.
Timerne ved duplikatoren hørte t i l nogle a f vores bedste. Der havde v i tiden
for os. Var ikke tvunget t i l kun at holde os t i l sagen. S e lv fø lg e lig t a lt e v i i
virkeligheden ikke om r e t meget andet end den. Det b lev jo efterhånden den v i
tænkte på og arbejdede med t i d l i g t og s ild e , i a l vores f r i t i d . Arbejdets ka
rakter gav os t id t i l at p ja tte og tage os a f hinandens problemer, mens v i ar
bejdede. A lt e f te r om bladet sku lle være på 3 e ll e r 4 ark, 6 e ll e r 8 tryk sid er,
kunne arbejdstiden svinge med
\
døgn, men sædvanen var, at v i kunne klare tryk-