64 / 540
62
et af direktoraterne om at lave en indstilling til bygningskommissionen om ryd
ning af vores gård.
De forenede arbejdsudvalg omdelte forslaget til gårdens indretning til
samtlige beboere i karreen med indbydelse til møde om samme.
Den dag mødet skulle finde sted, ringede vi til kommunen for at få friske
nyheder, og nu meddelte man os, at grunden, til at det havde taget så lang tid,
var, at forskellige magistratsafdelinger havde brugt et halvt år til at finde
ud af, hvem der skulle behandle sagen (IH HVOR ER DET KOMMUNALT!). Vi fik også
at vide, at kommunen havde forhandlet med den ene af ejerne af fabriksbygnin
gen, samt at bygningskommissionen måske kunne nå at behandle sagen på sit møde
i oktober 1972. Men til gengæld meddelte man også, at vi ikke skulle regne med
at få besked foreløbig.
Vi holdt vores møde - 14 husstande var repræsenteret, heraf en ny. Vi disku
terede arbejdsudvalgets forslag, og enedes om at vedtage det. Mødet nedsatte nu
et nyt arbejdsudvalg, som fik til opgave at skrive det brev til kommunen, som
vi ville sende sammen med vores tegning. Vi havde en heftig diskussion om, hvor
vidt brevet skulle omdeles i karreen, inden vi gik ud og samlede underskrifter
ind, men vi enedes til slut om at pålægge arbejdsudvalget at sørge for omdeling.
Vi har flere gange haft den slags diskussioner om, hvordan vi skal forholde
os til dem, der ikke er kommet til et møde, som skal tage stilling til et eller
andet spørgsmål. Argumenterne for ikke at orientere dem er som regel, at folk
kunne jo bare være kommet, at de ikke er interesserede osv. Argumenterne for at
gøre det - og det er hidtil dem, der har sejret - er, at man kan være forhindret
af mange gode grunde, at det både styrker indadtil og udadtil at så mange som
muligt står sammen om sagen - og det opnår vi kun ved hele tiden at give alle
mulighed for at vide, hvad der sker og give sig til kende.
Den 20. oktober 1972 ringede vi igen til kommunen for at høre, hvorledes
det gik, og vi fik den besked, at der var givet påbud om nedrivning, og at man
nu skulle forhandle med den anden ejer.
Arbejdsgruppen skyndte sig derfor med at få delt brevet til kommunen ud til
alle beboere i karreen sammen med et referat af det seneste karrémøde, samt med
se evt.
en annoncering af underskriftsindsamlingen et par dage senere.
nr.5, s
Vi var 84 personer, som stod for afsendelsen af brevet med tegningen til
se evt.
kommunen. På dette tidspunkt havde godt 60 af vore 113 husstande på en eller
nr.
6
, s
anden måde deltaget i udarbejdelsen. Fra at være 3 husstande i foråret 1971 var
vi nu i efteråret 1972 vokset til 60.
Efterhånden er vi altså mange, der kender hinanden. Det medfører bl.a. at
vi er en lille flok, der mødes hos hinanden, hos købmanden på hjørnet lige før
lukketid, på gaden eller på vores lokale værtshus. Der går meget tid med at
sludre. Før så vi sikkert også hinanden, men vi lagde bare ikke mærke til hin
anden. 'Tolk bliver til mennesker" som én har udtrykt det.
Nu havde vi langt om længe fundet ud af, at det var nødvendigt at følge
sagen op med korte mellemrum i kommunen. Vi ringede derfor en god uges tid se
nere og fik nu at vide, af man regnede med at komne til enighed med den anden
ejer, således at kommunen kunne overtage hele fabriksbygningen i januar 1973.
Samtidig fik vi aftalt et møde om vores tegning knap en måned senere.
Vi var 4 som havde mulighed for at gå med til mødet. Vicestadsgartneren
kritiserede vores indretning af gården. Han sagde bl.a. "Den mangler helhed og
klar disponering, så de enkelte funktioner kan opretholdes", men vi holdt på
bilag
.377
bilag
.377