39 / 121
ført til Forsøg paa at dæmpe Larmen udefra, enten ved at skaffe Omgivelser,
hvor Færdselen ikke kunde foraarsage Støj, eller ved at lægge Færdselslinierne i
større Afstand, eller ved at bedække disse med lvddæmpende Materiale, eller
endelig ogsaa ved at lægge Lokalet langt tilbage i Bygningen og omgive det
med tæppebelagte Korridorer. Selve Salen gjørcs ikke større end højst nødven
dig og særlig ikke for høj, ligesom man ogsaa undgaar at gjøre Logerne i Væg
gen for dybe, da disse sluge Lyden. Alle disse Hensyn tages selvfølgelig især der,
hvor Medlemstallet er stort, thi det drejer sig jo ikke blot om, at Medlemmerne
og Formanden kunne høre, hvad der siges, men Stenografer, Referenter og Til
hørere skulle ogsaa kunne høre godt, og denne Fordring bliver særlig vanskelig
at tilfredsstille der, hvor det enkelte Medlem har Ret til at tale fra sin Plads.
Det er nemlig langt lettere, naar man som i Paris, Wien og Bryssel kan ordne
det Hele efter en Talerstol, som staar foran Formanden. I Udlandet — baade
i foreliggende Projekter og i dem, der ere komne til Udførelse — synes den
halvrunde Form at være den herskende overalt, hvor der tales fra en Talerstol,
hvorimod Kvadratformen og den rektangulære Form, og disse tvende Former
med brudte Hjørner, synes at være tjenlige, hvor der tales fra Pladsen. —
(I Christiania er dog den halvrunde Form valgt, skønt man her taler fra Plad
sen). — Overalt har man dog for at indskrænke Rumstørrelserne maattet tilmaale
Medlemmerne en forholdsvis ringe Plads med smalle Tilgangspassager. Theo-
philus Hansen giver saaledes i Wien til Bord og Siddeplads 42 Tommer i
Dybden og 1 Alen i Bredden, men Enhver vil indse, at der behøves større
Rum, naar der tales fra Siddepladsen, da Taleren maa have fri Plads til sin Ge
stus, naar han rejser sig. Da enhver Taler maa kunne ses baade af Forman
den og af alle Medlemmer, Referenter og Tilhørere, saa hidfører dette en am-
fitheatralsk Opstilling. Hansen angiver denne Stigning til 1 : 10.
Da ingen maa generes af Lyset, hverken Formanden, idet han ser ud over
Medlemmerne, eller disse, naar de saa hen paa Formanden, har man overalt enten
anordnet meget højt anbragte Sidevinduer, eller nedfaldende Lys, naturligt eller
kunstigt.
Formandens og Sekretærernes Pladser ere løftede saa meget, at de kunne
have frit Overblik over Forsamlingen, hvis nærmeste Rækker altid ere noget
fjernede fra dem: dette giver Plads til Rigsdagens Stenografer umiddelbar neden
for Formanden. Stenograferne maa have en bekvem Udgang, hvor de, uden at
genere Medlemmerne, kunne færdes til og fra den Række Arbejdsværelser, som
ere tildelte dem i Nærheden, enten i en lidt lavere liggende Etage eller i samme
Gulvhøjde som Salen.
Ministrene faa Plads som hos os i de forreste Rækker, dog saaledes hen til
den ene Side, at de, naar de tale, saavidt mulig ikke vende Ryggen ti! Nogen
i Forsamlingen. Det at Ministerpladserne findes umiddelbart ved den Dør, som
fører ind til Ministerværelserne, der ligge Side om Side med Salen, noget der
gjør det muligt for en Minister at lade Døren staa paa Klem og høre, hvad der
foregaar i Salen under en Debat, samtidig med at han konfererer med dem,
der søge ham eller som han kalder til sig og som ikke selv tør betræde Sa
len, er en heldig Ordning, som ikke kendes andre Steder. Korridorvæsenet
udenom Salen hidfører her en Adskillelse, der paa dette ligesom paa flere andre
Omraader ikke er heldig; Ministrene have vel de fornødne Værelser med For
værelser og Aftrædelsesrum saa nær ved Salen som muligt, men dog altid i no
gen Afstand fra Salen.
Hensynet til at Medlemmerne ikke bør generes i deres Samtale og Færden
ved at have Tilhørerne: Publikum, Bladreferenter, Diplomater og de ministerielle
Embedsmænd, der alle have deres særlige Logeafdelinger, altfor tæt paa sig, har
ført til, at man har løftet disse Tilhørerpladser i passende Højde over Gulvet.
De ere fordelte rundt om Salen ved Siden af hverandre; alle have særlige Ind
gange, Trapper, Garderober og Aftrædelsesrum. At Kongehusets Loge og Kava— x x x iii —