100 / 110
ninger, så de kan fortjene det almindeliges agt«, hvor
imod vægterne blev »alvorligen anbefalet, at de med
beskedenhed begegne alle folk og med gode styre til
rette og forhindre klammerie, mord og tyveri af yderste
evne, og ikke, uden det befales eller personligt anfal
des, nogen med hug og slag begegne«. De skyldige
skal de sørge for bliver arresteret, men desuden skulle
de som hidtil bl.a. også påse, at gadelygterne blev
renligholdt og tændt.
I 1840 talte politikorpset iberegnet politidirektøren
og kontorpersonalet endnu kun 85 mand. Betjentene
var dårligt aflønnede, og derfor faldt de skillinger, de
fik, bl.a. når de gik rundt til de forskellige husstande
og ønskede glædeligt nytår, på et tørt sted, men det
styrkede på den anden side ikke befolkningens tillid til
politiet, og ofte kom det til sammenstød, hvor betjen
tene ikke gik af vejen for at gøre brug af deres lange
bambusstokke. Og stemningen mod politiet blev der
for efterhånden så ophidset, at det i revolutionsåret
1848 blev hævdet, »at dersom folket nogensinde under
en alvorlig bevægelse først beslutter sig til ikke at tåle
stokkeprygl, da vil det ikke slå politiet, men slå det
ihjel«.
Vægternes antal var på dette tidspunkt faldet til
188, men efter bedste evne hjalp de stadig politiet
med at opretholde ro og orden, og hver time på natten
genlød gaderne af deres sang, men da de ikke kunne
leve af at være vægter, havde de ved siden af et
almindeligt borgerligt erhverv som brændehugger,
børstenbinder eller skomager, og at de derfor ofte faldt
i søvn på deres post om natten kan ikke forbavse
97