93 / 110
foran et hus i Rådhusstræde udfor Vandkunsten. »De
udtrukne numre bleve i paphylstre udkastede blandt
mængden, og for at fange dem opstod der ikke
sjældent blodige slagsmål, thi den lykkelige, der
kunde sætte sig i besiddelse af et af disse hylstre med
numret i, fik for dets aflevering på lotterihovedkonto
ret 24 skilling«, fortæller Davidsen 85b
Ligtog formåede også at samle mange nysgerrige, og
da tabet af en kær slægtning eller god ven i reglen blev
begrædt i fællesskab, udviklede begravelserne sig ofte
til festlige sammenkomster, en skik, der endnu ikke er
helt død. »At komme ordentlig i jorden« var enhvers
ærgerrighed, men nogen billig sag var det ikke. Der
var udgifter til gravsted, kiste, ligvogn og ligbærere, til
præst og bedemand, drikkepenge til opvartning i
hjemmet, mad og meget andet foruden til de kareter,
der skulle transportere følget ud til kirkegården, og
som man kunne leje enten hos vognmand Jørgensen på
Kongens Nytorv eller hos hyrekusk Soelberg i Lille
Strandstræde86). I spidsen for ligtoget kørte den præg
tige med forsølvede udskæringer og sorte draperier
prydede ligvogn med kisten, og derefter fulgte kareter
ne, og desto større ligfølget var, jo større opsigt vakte
det.
Nok så uhyggelige virkede »natmandens folk«, hun
derakkerne, der vakte vældig furore og voldsom harme
hos mange, når de påHundedage, fulgt af en sværm af
hujende gadedrenge, drog om i gaderne og med et net
på en stang indfangede alle løsgående hunde, som
blev smidt ind i en lyseblå malet vogn med presenning
over for at blive kørt til aflivning. Der var år, fortæller
90