130 / 168
128
Gennem Gadernes forvirrede Blanding af Lyde skar Vise*
kællingernes Røst skarpt og skærende som en Ragekniv:
»Her
— —
er nye Vii
— —
ser, her
— —
er nye Hi
—
stori
— —
er!«')
Deres Raaben var en Svøbe for Ørene, Synet af deres Pers
soner vakte Væmmelse; thi klædt i Pjalter, dækket af Snavs,
travede Visekællingen som et Fugleskræmsel fra Gade til Gade,
for hist og her at stoppe op og i drævende Tone aflire en
»Ny e Vise, trykt i dette Aar«.
»Haaret har staaet paa mit Hoved
ved at høre de græsselige Stemmer, hvormed dette Vaas fals
bydes, — Stemmer, som allerede ere saa afskyelige, at de endog
have faaet deres Afsked fra Reddikekurven«.8)
Denne Plage var gammel. I Frederik den Fjerdes Dage havde
Poeten og Bogtrykkeren Povl Phønixberg frem for alle »ladet
see sin Dygtighed udi at componere selv adskillige smukke Vers
og lærde Viser, som daglig sjunges af smukke gamle Matroner
udi de smaa Gader med stor Andagt«, og en Bande Drenge
falbød med skingrende Stemmer disse og lignende Aandsfostre
over Staden; thi Holberg paastod, at:
»i alle Gade r man med Magt sig jo maa trænge
igiennem Viser og igiennem hæse Drenge,
der skrige Ø ret fuld, hver i sin Melodi:
N y Viser!
nu om Mord, nu Brand, nu Hexcri«.
1726 meddelte Phønixberg dog i sin »forkerte Mercurius«, at
det nu var Drengene forbudt at farte om med Bladene og »in;
eommodere honette Folkes Øren med sligt«, men Visekællim
gerne holdt Stand, og først 1738 slog man ned paa dem ved at
paabyde, at alt Salg af ucensurerede Viser skulde ophøre.0)
Snart lod Kællingerne dog paany deres Toner klinge og Dren*
gene dukkede atter op. Misfornøjet bemærker Holberg, at »den
Omloben paa Gaderne i Kiobenhavn med Viser og Eventyr,
som udi nogle Aar haver været forbuden«, nu atter er »i fuld
Drift«, og 1744 klages der over, at Kometvisemagerne lade
»deres Mercurios« løbe om med nye Viser.10)