130
lede til Publikums Gunst, mente
»Det kiøbenhavnske muntre
Borger^Selskab«
1772, at Urtek ræmmere og Spækhøkere ikke
mere behøvede at komme i Forlegenhed for Papir at svøbe ind
i: »en Spegesild i
Læse'Sahlen,
et Pund Smør i
Af temPos ten,
et
Pund Ost i
Borger^Selskabet,
en Slump G ryn i
Borgeren i Guds
Rige,
et Pund Svidsker i
Kiøbenhavns Allehaande
— jo det vil
se herligt ud«.13)
Alle disse Ugepjecer levede kun kort, de fleste forsvandt
efter de første Numre, men Viserne stod i Flor, København gik
en syngende Tid i Møde, »aldrig har vore Gader vrimlet saa«
ledes med nye Viser, som de nu giør«.14) Med Mishag og Fors
undring maatte en Fremmed være Vidne til »den uophørlige
Skrigen, Tuden, Syngen og Musiceren fra alle Kanter« af Byen.15)
Mord og Rædsler, som optog Københavnernes Sind og havde
Aktualitetens Interesse, greb Visefabrikanterne med Begærlig«
hed; thi endnu havde Aviserne tilstrækkelig Sømmelighedsfø«
Ielse til ikke at svælge i sligt, ja i Datidens »Berlingske« kan
man 1753 læse følgende Betragtning: »Adskillige i disse Dage
her i Staden passerede Ulykker, saasom at en fra China hiems
kommen Matros har myrdet et Barn og en Grenadier sig selv,
hengives som
Scandala generis humani
heller til Forglemmelse
end, at derom noget udførligt skulde meddeles«.10)
Visemagerne var mindre nøjeregnende, og
1782
har
Kællin«
gerne uden Tvivl kunnet gøre Regning paa god Afsætning af det
sidste, højaktuelle Produkt:
»Et Speyl paa en blodig Hævns Følge, som viste sig i
Mousqveteer Johan Schurses afskyelige Gierning, da han
paa en forskrækkelig mordisk Maade anfaldt sin Kiereste i
lille Kongens Gade og ynkeligen skildte hende ved Livet.
For hvilken G rumhed han den 18. April blev hen rette t med
Sværd«.17)
De følgende Aa r falbodes paa Gaderne rystende Skildringer
af Dagens Krønike som:
»En opvækkende
N y e Vise,
hvorudi Misdæderen Johan
Friderich Petersen Kineser, Musketteer ved det No rske Liv«
regiment, som for begaaet forsætligt Drab paa sit eget Barn