138 / 168
136
dermed over hele Byen. Bonden, som sendrægtigt Fod for Fod
korte frem i Strædet med Vognen fuld af Kartofler, overlod
stundom en Gadedreng med friskt Stemmemateriale at raabe
»
Kartøfler, Kartøf!«
saa han selv kunde spare paa Mund tøjet,45)
og Tørvebønderne, som trak af Sted med deres Læs, plagede
Folk med deres uudholdelige, atter og atter gentagne Brøl:
»Tørre! Tørre! Tørre! Tørre! Tørre
Z«46)
»Denne behagelige Morgenpsalme, som gaaer under sin egen
velklingende Melodie,« jagede Københavnerne op af deres søde
Søvn, og særlig paa Kultorvet og der omkring stimlede skraa*
lende Djævle af Bønder sammen med deres »Tørre! Tørre!
Tørre!« For Enden af Købmagergade kunde man — efter hvad
det 1780 paastaas — »intet andet øjne end blaa og graa Kaskiet?
ter og Hoveder af Heste og Folk«. Den, som vovede sig ind i
Vrimmelen, forfulgtes formelig af Bøndernes Lovprisninger af
deres Torv,47) og langt ind i 19. Aarhund rede hjemsøgtes Byen
af disse Plageaander, »en ofte røveragtig Bande, der truede
ensomme og frygtsomme Personer til at kjøbe deres snyders
agtigt læssede Varer«.48)
Den Støj, Tørvebønderne forvoldte, overdøvedes dog næsten
af »den excessive Allarm, med hvilken visse højrøstede Bønder
i de grønne Æ rte rs Tid opfylder vore Gader, ret som om der
enten var Ildløs, eller Svensken var i Landet, eller noget andet
On d t var forhaanden«.49)
»Grønne Kranse! Grønne Kranse! skal I ha grønne Kran;
se?«50)
Hvor grov og rusten Stemmen end var, bragte den Folk inden
Døre til velvilligt at lytte, naar den første Gang lød i Gaden.
Udenfor smilede Foraarssolen jo Varme og Lys ned i det mugne
Stræde, Skyggerne drog sig saa bløde tæ t ind under Husene,
og fra Tagskægget fløjtede Stæren. Det var Vaaren, som meldte
sig i Byen. Langt ude i Skovene brød Bukkargrønt frem af den
rode Bund, duftende og friske hilstes SkovmærkeÆransene som
et Bud fra den frie Natur. Bønder fra No rdsjæ lland bragte dem
til Staden. Bærende den hele Forsyning af Kranse i en Kurv
paa sin Ryg, medens et mindre Udvalg var stukket paa en Kæp,