148 / 168
146
thi — »hver Mand kan høre som forhen endnu
Skiersliper'n paa Gaden at raabe:
Snur rur rur rur
Snur rur rur rur!
Skiersliper’n paa Gaden at raabe.«104)
Han efterligner her Lyden af den ivrige Hvæssesten, og efter
1800 forargedes man over hans »afskyelige Triller og det Brøl«,
hvormed han udslyngede sit »Skærslip«, ligesom man krævede
Moderation af hans »nu brugelige overdrevne og modbydelige
Skrig«.105) I Kampen for Tilværelsen maatte Manden med »Sliv;
karren« imidlertid ogsaa tage Reklamen til Hjælp, blandt andet
ved at give lystige Viser til Bedste, og naar Jens Baggesen lod
en Del af sine Vers flyve ud i Verden paa Dan sk og Ty sk under
Titelen »Skærsliberviser«, har han grebet sin Idé lyslevende paa
Gaderne i København. —
Under Aften døde Sælge;Skraalet lidt efter lidt hen, trætte
og hæse trak Raabernes Flok hjem efter med deres Kurve, Stræ;
derne lukkede sig i Mørke. Kummerligt næ ret af T ran osede
der vel hist og her en »Stadens Lygte« i sin Je rnarm paa Muren
eller paa en balusterformet Træpæl, men mangen Gang, altfor
tit mente nogle, henlaa Byen i »PolitkMaaneskin«.100) Selv om
Dagens Bulder og Støj sagtnede, varede det dog rum Tid, før
Staden faldt til Ro; Sang og Skraal lød fra Kældere og Vin;
stuer, hvor Na tte sæde gik i Svang, elskovssyge Katte vrælede
paa Svaler og Tagrygge, og Vægtere istemte Time for Time
deres Vers. Et var dog, som Holberg skrev, at tilkendegive
Aarvaagenheden ved Sang, et andet »at skryde som Eseler,
hvorudi ingen Fornødenhed er«,107) og Vægternes musikalske
Præstationer bedredes ingenlunde i Aarhund redets Løb. N y del;
sen maa i alle Fald 1788 have væ ret ret beskeden, saa vist som
én snøvlede, en anden tudede, én var blottet for Tone i Livet,
én gylpede, en anden kvækkede som en Frø; man tilgav gerne
dem, som raabte saa hæst og svagt, at Meningen ikke kunde
fattes; thi andre hylede til Gengæld op »saa erbarmelig, som om
de sang paa det sidste Vers«.108)