46
den Tid nok til at gøre Vedkommende hed om Ørerne, og
han skyndte sig forklarende at sige: »Det var bare denne
Taske, jeg skulde sætte herind for Kaptajn Bentzon.«
»Jeg spurgte, om De havde set det hele,« gentog Miilertz
med dyb Alvor. »Det var denne Taske
« »Jeg spurgte,
om De havde set det hele, for ellers maa De hellere benytte
Lejligheden, den kommer nok ikke saa snart igen.« »Jo, Tak.«
»Saa træd af,« og Synderen forsvandt med Lynets Fart glad
ved at være sluppet saa let. Formodentlig har Miilertz moret
sig rigtig godt — indvendig.
I det hele var Disciplinen dengang en anden, eller maaske
snarere dens Form var anderledes; der krævedes mere Orden
og Præcision i alle Smaating, og var ikke alt, som det skulde
være, faldt der en ordentlig »Balle«. At der undertiden faldt
»Baller« paa urette Steder, er udenfor al Tvivl, men det var
der ikke noget at gøre ved.
Ikke mindst Vicebrandinspektøren, Kaptajn Bentzon, der
kendte Tjenestens forskellige Grene som kun faa i Korpset,
var frygtet, fordi han saa alt — lige til en manglende Knap.
Saaledes hændte det engang en Brandmand, der havde mistet
en Knap paa Vagten paa Hovedstationen, at han, da han
næsten en Uge efter kom paa Vagt der, blev standset af Kap
tajnen og gjort opmærksom paa, at den manglede. Brand
manden mente, at han var meget snedig, da han lod vældig
overrasket og saa sig omkring, somom han lige havde tabt
Knappen, men han blev revet ud af sin Vildfarelse, da Kap
tajnen tørt bemærkede, at det vist ikke nyttede, at han saa
efter den, da den havde manglet allerede sidste Gang, han
var paa Vagt for næsten en Uge siden: og saa faldt der en
ordentlig Balle.
Det var ogsaa Kaptajnen, man maatte til, naar man ved en
Ildløs havde faaet Skotøjet ødelagt og skulde have »Skopenge«,
som man dengang fik. Kaptajnen var meget paapasselig med,
at der ikke blev betalt for meget paa den Konto, men naar
han var borte paa Orlov, var det Brandfuldmægtig Hyller,
der passede denne, og han var mere flot, bare for at drille
Bentzon; men saa maatte man være meget paapasselig med