10 / 288
— og for hvis anden Side Pile-Alléen dannede Grænsen. Der findes
fra A aret 1753 et Grundrids — „Situations Carte“ kaldet — over
hele A realet, beliggende „ved Backe-Huuset, tv ert overfor Hol-
lander-Marcken, benævnet Sønder-Marck ved Friederichsberg Slott,
tilligem ed den saakaldede Remise, efter Cammer-Collegii Ordre
opm aalet“. Man ser paa dette Kort, at Rahbeks Allé paa hin Tid
kun opviste én Bygning, nemlig Bakkehuset, og at den ind imod
det nuværende Vesterbrogade som nærmeste Tilliggende havde
„Christen Jensens W enge“, der stødte um iddelbart op til Bakke
husets „Hauge“, og dernæst „Rasmus Christoffersens Wenge“. Paa
den nyerhvervede Grund opførtes ikke længe efter det n y e
Bakkehus, der blev det stæ rkt besøgte Sommerhjem for den kgl.
Livlæge J o h a n von
B e r g e r , hvor et lige-
saa aandfuldt som
fornem t Selskab sam
ledes omkring den
gæ stfri Vært.
E fter Holstein-Led-
reborgs Død 1768 solg
te hans Søn Grev
C h r i s t i a n samme
Aar Bakkehuset til
Bygmesteren J o h a n
C o n ra d i, under
hvem det om talte
Kro-Privilegium for
nyedes, og det er
ligeledes paa hans
Tid, a t Bakkehuset
begynder a t modtage
Sommergæster. Dog
er det egentlig først
under Conradis E fter
mand, C a rl H e n r ik
0 r d i n g , som havde
købt Bakkehuset ved
Auktion i 1777, at
Stedet vinder Ry som
Opholdssted ved Som
mertid. I Københavns
Adresseavis fra 1780’
erne kan man fore
finde Avertissemen
ter, forfattede af den
entreprenante Hr. Or-
ding, i hvilke han ind
byder Lysthavende til
a t tage Bolig hos ham.
Det var dog endnu
kun Standspersoner
og velhavende Folk,
der i hine Tider kunde
tillade sig en saa kost-
part| af Nyelandsvej 19n med den ,
bar Luksus som Land-
liggeriet dengang var, naar man sam tidig havde Husholdning inde I
1 Staden.
P aa det n y e Bakkehus, der ofte er blevet forvekslet med det
gamle, var den ovennævnte Livmedikus B e r g e r rykket ind, i
1777, samme Aar som Ording kom i Besiddelse af det gamle, og
ofte hændte det, at Gæsterne i det Berger’ske Hus, naar Selska
bet trak for langt ud paa N atten, saa at Byporten forlængst var
lukket, m aatte søge Tilflugt i de Ording’ske Pauluner. Om det
n y e Bakkehus, hvis H istorie ikke frembyder nævneværdig In te r
esse, skal her kun tilføjes, at det efter Bergers Død solgtes til
S tatsm inister C h r is ti a n B r a n d t, en Broder til den fra S tru -
e n s e s Tragedie bekendte Grev E n e v o ld B ra n d t.
Blandt de Gæster hos Berger, der ved N attetid har m aattet
tinge sig ind i Ordings Gæstekamre, har sikkert ofte Digteren
P ra m været. Saa meget er under alle Omstændigheder afgjort,
at han var én af de første, om ikke d e n første, blandt de Skøn-
aander, der til Stadighed søgte Fred og Ly under det gamle,
navnkundige Bakkehus’ Tag. Og det er vel nærmest denne For
bindelse med Bakkehuset, han kan takke for, at hans Navn vil
sikres fra Forglemmelse, — thi hans litteræ re Frembringelser
kendes kun nu af saare Faa og læses af Ingen. Men det var
gennem h a m , at Knud Lyne Rahbek introduceredes paa Bakke
huset og saaledes, rigtignok uden a t ane det, lagde Grunden til
Stedets frem tidige Berømmelse.
Pram havde hørt til Rahbeks nærmeste Omgangskreds, men,
som det ofte hænder i ungdommelige Venskaber, havde en Me
ningsforskel skilt deres Veje, og naturligvis var der en Kvinde
med i Spillet. Rahbek var aldrig helt lykkelig, saafrem t han
ikke havde en ulykkelig Kærlighed, hvormed han kunde beskæf
tige sine Tanker og Fantasi. Han var en lang Række af Ung-
domsaar blindt betaget af den yndige Madam J o h a n n e C a th r in e
R o s in g , der med sin Mand, den udmærkede M ic h a e l R o s in g ,
dannede det mest
straalende S tjernebil
lede paa den davæ
rende Danske Skue
pladses Firmament.
At hun ikke blot var
tiltræ kkende i ydre
Forstand, men tillige
rigt dram atisk bega
vet, gjorde hende i
Rahbeks Øjne dobbelt
tilbedelsesværdig, —
thi fra sin Ynglinge
tid og indtil sin Død
var Rahbek
uden
Overdrivelse den mest
theaterinteresserede
Mand, der nogensinde
har levet i Danmark,
og at han paa Grund
af sin Figur og sin
noget pibende Stem
me selv var udeluk
ket fra at optræde
som Aktør, var ham
sikkert alle Dage en
Pæl i Kødet, omend
hans senere Værdig
hed som Instruktør.
Censor og Medlem af
den høje Theater-
direktion ydede ham
E rstatning for Skuf
felsen. Madam Rosing
var hans sceniske Af
gud. Men hun var
ikke Prams. Maaske
har Pram væ ret af
samme Mening som
S tr u e n s e e , der var
Madam Rosing alt an-
..
r i . ^ ...
det end bevaagen paa
1910—11 opførte „G odthaabskirke“.
Grund af hendes u al
mindelige Blondhed, der efter Struensees Paastand gjorde hende
næsten til „Hvidføding“, og muligvis har Pram i sine Sam taler med
den forelskede Rahbek tillad t sig en lignende respektløs Hentydning,
— nok er det, Madam Rosing blev i Venskabet mellem Pram og Rah
bek det Stridens Æble, der i nogle Aar fjernede dem ganske fra
hinanden. Men en skøn Dag var de bleven forsonede paany og i
Rørelse — som det var hine Tiders Skik — faldet hinanden om
Halsen, og saa havde Pram paa staaende Fod indbudt sin gen
fundne Ven til a t aflægge sig Besøg paa Bakkehuset. Rahbek
havde øjeblikkeligt slaaet til og den samme Nat sovet for første
Gang i den gamle Egetræs Bindingsværksbygning, uden at drømme
om, at han med det Samme havde indviet den til frem tidig Be
rømmelse. Denne Forsoningsfest mellem Vennerne fandt Sted ved
Sommertid i det Herrens Aar 1780, da Rahbek endnu var en tyve-
aarig Yngling. Men først i 1787 blev han Stedets faste Beboer,
og fra 1802 blev han Bakkehusets Ejer!
Man har, for at tydeliggøre Bakkehusets fjerne og ensomme
Beliggenhed og de omkringliggende Vejes U farbarhed, sagt, at
det nærmest m aatte betragtes som Bolig for Erem iter. Og sandt
er det, at man for at naa derud, nødvendigvis m aatte underkaste