S_FørOgNu

Steder i Adam Oéhlenschlågers Dagbøger fra Skoletiden, da lian

kun lidet anede, at han paa Bakkehuset, som han nu kaldte

„Orm’s Væ rtshus“, skulde finde sin tilkommende Hustru, den yn

dige Christiane Heger, Kammas Søster.

For at fuldstændiggøre Rækken af Bakkehusets vekslende Lejere,

staar det nu kun tilbage a t notere, a t i 1799 solgte Orm Stedet

til Dispacheur K n u d L a n g b e r g , der i 1802, den 24. December,

ifølge Skødet solgte det til Rahbek for 7200 Rdlr. „tilligemed den

til Huset beliggende Hauge for Enden af samme beliggende Vænge

sam t den Strimmel Jord langs den søndre Ende af Alléen, item

Alléen selv og den Grund, Træerne staa p aa“. Bakkehusets for

henværende Ejer, den ovennævnte Langberg, havde forbeholdt sig

den ligeoverfor Bakkehuset paa den nordre Side af Vejen lig

gende Jordlod, hvorpaa han opførte sig et nyt Sted, i B akkehus

dim inutive Scene. Han var hele elleve Aar yngre end Rahbek,

men A ldersforskellen har ikke her væ ret nogen H indring for et

inderligt Venskab. Thi Heger med sit stilfæ rdige, tilbagetrukne

Væsen har sikkert forekommet ældre, medens Rahbek, den fidele

Dusbroder og evigunge Student, har forekommet yngre end Al

deren angav. Hele den lange V inter igennem boede de to Ven

ner sammen paa det ensomme Bakkehus og førte fælles Hushold

ning. Men ved Sommertid flyttede Carl Heger med Rosings til

Fredensborg, hvor Skuespillerparret jæ vnligt m aatte agere ved

Hoffets Fester, og hvor Heger fungerede som Huslærer for deres

talrige Børneflok, og da var ogsaa Rahbek, der, som om talt, var

Madam Rosings begejstrede Tilbeder, selvfølgelig i Tugt og Æ re

og med Rosings fulde Vidende, en hyppig Gæst derude. Men saa-

snart de kongelige Herskaber mod Sommerens Slutning forlagde

I. H. Rubens Fabriker, R olighedsvej 8—10, opført 1854.

sproget kaldet „Borgen“ ; det var i Langbergs skønne D atter den

bekendte H istoriker Chr. M o lb e c h , der læ rte hende at kende

hos Rahbeks, senere fandt sin Brud.

Før vi gaar over til Beskrivelsen af Livet paa Bakkehuset,

e fterat Knud Lyne Rahbek og Kamma Heger havde holdt deres

Indtog som Ægtefolk, vil vi dvæle lidt ved den Periode, da Rah

bek endnu levede derude som Ungkarl i Fællesskab med Vennen

C a rl H e g e r, som opslaar sin Bolig paa Bakkehuset i de første

Aar af 1790’erne. Han og Rahbek var truffen sammen i det

R o s in g ’sk e Skuespillerhjem , paa Strandmøllen hos den bekendte

D r e w s e n ’sk e Slægt og endelig i det re t eksklusive „B o ru p s

S e ls k a b “, hvor de bedste Københavnerfam ilier samledes i festlig

Samvær og forlystedes med musikalske og dram atiske P ræ statio

ner baado af professionelle Kunstnere og — vel nok saa hyppigt

— af talentfulde D ilettanter. Her har Rahhek mangen god Gang

faaet sine T heateraspirationer tilfredsstillede, og Carl Heger, i hvem

der uden Tvivl stak en virkelig Skuespiller, men som manglede

Modet til at gøre det afgørende Skridt fra Store Kongensgade,

hvor Borups Selskab havde Lokale, til Skuepladsen paa Kongens

Nytorv, var ogsaa af og til blandt dem, der optraadte paa den

Residensen til Hovedstaden, og Theatersaisonen skulde til at be

gynde, brød ogsaa Rosings op, og da samledes de to Venner paany

ude i det stille Bakkehus, og da blev Heger helst hjemme i de

gamle Stuer, medens Rahbek næsten daglig gjorde A fstikkere til

Studenterforeningen for at pokulere, til T h eatret for at nyde den

Kunst, han elskede, eller til U niversitetet for at holde Forelæs

ninger. N aar Rahbeks Ud farter gjaldt dette sidste Sted, slog

Heger dog ofte Følge med ham, og saa gik de Arm i Arm den

lange Vej tilbage til Bakkehuset.

Ved Sommertid 1796 ophører de to Venners Kontubernalskab,

— ikke deres Venskab, der holdes trofast vedlige, til Døden sk il

ler dem. Rahbek har gennemgaaet en stæ rk sjælelig Krise, og i

et Brev meddeler han Carl Heger, at han trænger til at bo i En

somhed. Derpaa svarer Heger i efterfølgende Skrivelse,, der er

dateret Fredensborg den 7. Juli 1796.

„Dyrebare Ven! Jeg vil ikke dølge for Dig, at det Brev, hvori

Du lader mig vide, at vi maa skilles ad, bedrøvede mig meget.

Det vilde være usselt af mig, om jeg troede, gode Rahbek, at

kunne takke Dig værdigen paa dette Stykke P apir for den Tid,

vi har levet sammen. Kun dette altsaa. Jeg trø ster mig med, at