25 / 288
Falkonérallé, gl. Nr. 33 (nu Nr. 63). Aar 1870.
I 1913 lienstod V illaen som en forfalden V æ rkstedsbygning i B aggaarden til den nyopførte Ejendom Nr. 63.
at Kamma, idet han vil fremstamme en Undskyldning, ser paa
ham med et venligt Smil og udbryder: „Det maa De gerne sige!“
Og da Rahbek saa med endnu større Dristighed spørger, om han
ogsaa maa sige „ k æ re , gode Pige“, faar han gladelig hendes T il
ladelse. Og dermed
kunde et regulæ rt F ri
eri i hine naive Tider
betragtes som afgjort.
Da Rahbek den Aften
havde forløjet sig bort,
efte rat liave kysset
Kammas Haand ti 1
Afsked, gik hun ind
til sin Moder og sagde:
„Naar Rahbek kom
mer til Moder imor-
gen, kommer han som
hendes Søn!“
I Midten af 1797 er
den notable Forlovel
se — th i hvem kendte
ikke Navnene Heger
og Rahbek i Datidens
literæ rt interesserede
København? — offi
ciel, og Rahbeks Sind
er for første Gang i
lang Tid bragt i lyk
kelig Ligevægt.
Fredagen den 81.
August 1798 oprinder
endelig den store Dag, der i Bakkehusets Historie betegner det betyd
ningsfulde Vendepunkt. I Frederiksbergs minderige Kirke rakte
Knud Lyne Rahbek og Karen Margrethe Heger hinanden Haanden og
svor hinanden Troskab. Præsten M a re z o ll, Petri Kirkes Sjælesørger,
hvem Christiane og Kamma under deres Opvækst Søndag efter
Søndag havde hørt prædike, viede Parret, som derpaa holdt deres
Indtog paa Bakkehuset. E fter fattig Evne havde Rahbek pudset
Falkonérallé Nr, 63. Aar 1914. — Samme Ejendom som paa B illedet föroven.
sin lidt forsømte Rede op, baade udvendig og indvendig, for-
haabentlig ogsaa sin egen Person, der i Retning af Pyntelighed
jo altid lod en Del tilbage at ønske, selv om han ikke endnu,
som det skete senere hen, ekviperede sig med F rakker og Panta-
lons i de bekendte
Boder ved Helliggej-
stes Kirke.
Nogen
„Tøilaps“ var Rahbek
saare langt fra at
va:re, og det har uden
ringeste Tvivl været
en af de faa Bekym
ringer — ja, maaske
den eneste — Kamma
har næ ret i deres lan
ge Ægteskab, at hun,
der selv var pyntelig
og pillen, aldrig kun
de faa sat Skik paa
Rakbeks ydre Person,
for hvis Pleje og dag
lige Røgt han næ rer
souveræn Foragt. Thi
iøvrigt var deres Sam
liv i høj Grad lykke
ligt og formørkedes
egentlig kun ved den
Sygelighed, der i Aare
nes Løb ogi stadigt sti
gende Maal, hærgede
Kammas fine, spinkle
Legeme. Hun plagedes bestandig af en ildevarslende Hoste, der
endte med a t gaa over til den Brystsygdom, der altfor tidligt
lagde hende i Graven, og imod hvilken man i hine Tider ikke
forstod at væbne sig som nu. For hendes skrøbelige Konstitution
var Bakkehuset da ogsaa et slemt Opholdssted, udsat, som det
laa paa den aabne Mark, for al Slags Vejr og Vind fra Kallebod-
strand. Kamma paastod selv i Spøg, at Huset var saa medtaget,