30 / 288
drak Vand. Derfor har det sikkert væ ret Bahbek kæ rt, a t den
lidt tvungne Feststemning omkring det lille Brudebord under
M aaltidet pludselig blev oplivet ved at et Kor af Mandsstemmer
lod sig høre udenfor Vinduerne. Det var Bryllupssangene fra
T h a a r u p s „Peters B ryllup“ til Kapelmester S c h u lz ’ smukke
Melodier, hvormed man ønskede at divertere det nygifte Par. Da
Sangen forstummede, skyndte Bahbek sig ud for a t indbyde de
elskværdige Mennesker til at drikke Kammas og hans Skaal og
modtage en venlig Tak. Men Sangerskaren havde beskedent fje r
n et sig og lod sig ikke indhente. Bahbek hørte kun en Vogn,
der i skarpt Trav raslede ned gennem Alléen. Det var Sem ina
risterne fra Blaagaard, med Vennen F r e d e r i k H ø e g h G u ld -
b e r g i Spidsen, som havde villet overraske Brudefolkene. Der
blev altsaa heller ikke ved den Lejlighed Anledning for Bahbek
til at svinge Bægeret. Men da de to Forlovere omsider tog Af-
Livet derinde i den travle, urolige By Bud paa mangfoldige
Maader. Hans Virksomhed paa T h eatret og U niversitetet m aatte
selvfølgelig passes, men naar ikke disse Institutioner kaldte ham,
følte han det, naar Efterm iddagstim erne kom, altfor ofte krible i
Blodet af Lyst til a t forlade Bakkehuset og Kamma. Han var i
Frimurerlogen en h ø jtsk a tte t Broder paa Grund af sit hjertelige
Væsen og sit vennesæle Sind. Han m aatte da ind og deltage i
Logearbejdet. Og i en længere Periode var han blandt Logens
Embedsmænd og har da følt det som sin Pligt a t møde. Men ofte
var det kun Studenterforeningens lystige Kalaser, ved hvilke han
nødig m aatte savnes, den gemytlige Fæ tter som han var, der lok
kede ham den lange Vej ind til Byen. Med Punscheglasset foran
sig og med Sangbogen, til hvilken han jo havde bidraget med
mangen munter Drikkevise i sin Haand, har han, mellem de
mange ligesindede gamle og unge Kammerater, væ ret i sit rigtige
"
D enne U dsigt, som
havde m an fra Jagtvejen um iddelbart efter at forannæ vnte Falkonérgaards Bro,
passeret. M an ser tilvenstre B agfaeaderne paa den ved U d stykningen af Ejendom m en
sked, og Bahbek fulgte dem ud til den ventende Vogn, fik han
dog den Satisfaktion, han fortjente. En ung Theolog, Orm’s
Huslærer, kom tilfældigvis forbi, og mens Kamma og T jeneste
pigen gjorde Huset i Orden, klinkede Huslæreren og Bahbek flit
tig t med hinanden, og saaledes blev Brudefolkenes Skaal alligevel
„ordentlig d rukk et“, som han med øjensynlig T ilfredsstillelse no
terer det i sine Erindringer.
Som sagt — Kamma var nøjsom og let at gøre tilpas. I de
kolde V interaftener var Bahbeks lille Arbejdskammer det eneste
Bum i Huset, der lod sig nogenlunde opvarme. Der holdt hun
saa til og beskæftigede sig ivrigt med de mangehaande elegante
Paparbejder, i hvis Forfærdigelse hun var bleven undervist af sin
Fader, og hvori hun drev det til sandt Mesterskab. Eller ogsaa
var hun optaget af sit kære Brevskriveri. Hun førte en ligesaa
let som aandfuld Pen, og hendes skriftlige E fterladenskaber teg
ner et ypperligt Billede af hendes fine og kloge Personlighed. Sin
Klogskab fik hun ogsaa i Egenskab af Hustru rig Anledning til
at vise. Bahbek var i Sandhed en alt andet end reglem ents
mæssig Ægtemand. Var Kamma et Hjemmemenneske p a r e x
c e ll e n c e , var Bahbek nærmest det modsatte. E fter ham havde
Stammer fra 1908,
O riginalen tilh . O verlæge H alk.
, som forbandt F alkonéralléen m ed dens F ortsæ ttelse til N ørrebro, Jagtvejen, var
„M afiendal“ anlagte M ariendalsvej, t.
li.
ses B ispeengen. I M idten I.adegaardsaaen.
Es, og tid t var det sent paa Natten, naar han vendte tilbage til
Bakkehuset. Men — Kamma! Spejler Jer, alle i gode Æ gte
hustruer, i hendes lysende Eksempel! Aldrig gav hun Bahbek et
knubbet Ord, aldrig en Gardinprædiken! Hun var k lo g . Som
hun selv elskede sin Frihed til at dyrke Læsning og Brevskriveri,
til at klistre sine Papæsker og til at sysle i Haven med sine
elskede Blomster, var hun ikke den, der vilde formene Bahbek
hans Frihed. Hun vidste, at Tvang, Jalousi og ynkelige Jerem iader
i Æ gteskabet er Kærlighedens argeste Fjender, — men fremfor
alt kendte hun sin gamle Knud Lyne ud og ind, med hans store
Fortrin og smaa Svagheder, og vidste, han holdt af hende som af
ingen Anden. Det var hende nok.
Bahbeks Kærlighed til hende kølnedes ikke med Aarene. Han
var ikke blot hendes trofaste Elsker, han var endnu mere hendes
taknemmelige Beundrer, Hun var i deres Ægteskab den p ra k ti
ske, den der ordnede alt i det daglige Liv, —■hun var, naar det
kom til Stykket, den der førte Begeringens Tøjler, men med en
blid og nænsom Haand. Og Bahbek vidste at paaskønne hende.
Og altid erkendte han, at det var hende, der havde kastet Glans
og Poesi over den uordentlige Ungkarlehybel, som Bakkehuset
G:
y
:
au
2-1