33 / 288
Interesser, der var hende selv kære, — hun havde mere end nok
til at udfylde sin Tid baade med Aanden og Haanden og har
utvivlsomt ofte glædet sig langt mere end beklaget sig over den
Ensomhed, hvortil hun var henvist. Desuden, ønskede hun Sel
skab, var det ikke langt borte. Thi fra det Øjeblik Bakkehusets
egentlige H istorie oprinder, tog hendes mest elskede Broder Carl
en virksom og levende Del deri. Det Samliv, der i 1796 var
bleven afbrudt mellem Rahbek og Carl Heger, blev nemlig ikke
ret længe efter Bryllupet genoptaget, ja, snart paa saa inderlig
en Maade, at Carl Heger opslog sin Bolig hos Søsteren og Svo
geren, indtil han fik en fast Stilling som Prins Christians — den
senere Kong Christian den 8.’s — Privatbibliotekar og flyttede ind
paa Amalienborg Slot, hvilket gav Biskop Mynster i sin Ligtale
over Carl Heger i 1836 Lejlighed til følgende Vending: „Vor Vens
tidlige Hu stundede til en landlig Bolig, tæ t ved Guds Hus; der
vilde han i rolige, men dog H jertet opløftende Sysler have søgt
færdedes, gjorde sig ualm indelig elsket, overtog han aldrig nogen
p raktisk Livsstilling, men henlevede en idealiseret Tilværelse som
„Venskabets Apostel“, som sine Venners mest trofaste Ven, altid
rede til Hjælp i Raad som i Daad. Men paa Bakkehuset fandt
han sin lykkeligste Tid hos de To, til
hvem han følte sigkn y ttet
fast mere end til nogen Anden, i Livet som i Døden. Og derfor er
Adam Oehlenschlagers Indskrift over den Grav, der paa Frederiks
berg K irkegaard gemmer Støvet af Rahbek, Kamma og Carl Heger
ligesaa sand, som den er skøn:
Med elskte Viv vor Digter hviler her,
De delte troligt Livets Fryd og Kummer, —
Og han, som var dem begge kær
Og leved dem saa længe nær,
Nu deler med dem Gravens Slummer.
G. H ofm ann.
Parti ved F alkonéralléen, set fra B ispeengen.
O riginalen tilk . det kgl. B ib liotek .
I Forgrunden L adegaardsaaen og den foran om talte gam le Bro, som forbandt Falkonérallé m ed Jagtvej; t. 1). „N ørrealléenlyst“
v ed F alkonéralléen (senere „A aliuset“) — bagved samm e laa „Falkonérgaarden“. A llerbagerst ses Ejendom m en ,,B oliglied“s H ave
(senere Sygehjem m et), A ar 1840.
sad Time paa Time som naglet til sin Skrivebordsstol og lod
Pennen ustandseligt løbe. Han har udenfor Spisetiderne ikke
væ ret Kamma til synderligt Selskab. Muret inde paa sin Arbejds-
hybel har han myreflittig sammenskrevet de Bjerge af Bøger, der
samlede vilde fylde flere Reoler fra Loft til Gulv, og af hvilke
kun enkelte Bind er Nutidslæsere bekendt — maaske endda mere
af Navn end Gavn.
Men — som sagt — Kamma var ikke blot en klog Hustru, der
ligesaa lidt vilde øve nogensomhelst Tvang paa sin Ægtefælle,
som hun vilde berøves sin Frihed til at dyrke de Adspredelser og
Fred for sin Sjæl og stræbt at give Andre Fred med sig. Men
det forundtes ham ikke at kunne opslaa sit Paulun ved de stille
Marker, og han sagde ofte med vemodigt Smil: jeg har altid
elsket H ytter, og min Bolig er i et P alads“.
Han var af N aturen rigt udstyret med Forstand og Følelse, og
han havde erhvervet sig Kundskaber, særlig i Theologien, der
havde b erettig et ham til at indtage en høj Plads i Universitetets
eller Kirkens Tjeneste, men en vidtdreven næsten sygelig Beske
denhed holdt ham bestandig tilbage. Og ved Siden af sin Biblio-
theksvirksomhed paa Slottet, hvor han, som overalt hvor han
27