87 / 97
8(5
bygninger i samme Manér, spredt ud over hele Byen, føler man her, at denne
Art af Facader er født under lysere Himmelstrøg og at de kun rigtig kom
mer til deres Ret, naar Lys og Skygge faar Lov til at spille deres betagende
Spil henover de graa Vægge.
Saa levende og klart udtalt er Rythmen i Amalienborg Plads, forstærket
ved Væggenes Given Plads for de 4 Gadeindløb og ved Betoningen af de
to Diagonalakser, at man tidlig forstod Værdien af, at disse Aksers fælles
Skæringspunkt blev markeret paa tydelig Vis. Her vilde et stort Monument
af en eller anden Art virke som det rolige, letopfattelige Midtpunkt. Og
Monumentet blev Sallys Rytterstatue af Bydelens Skaber, Frederik V , korrekt
efter Anlægets Idé anbragt i Frederiksgades Retning, vendt imod Hoved
aksens Tyngdepunkt, Kuppelkirken. Med denne Statue af Mand og Hest paa
høj Sokkel fik Pladsen — og paa en vis Maade hele Kvarteret — sin naturlige
Fuldendelse. Senere kom Harsdorffs Kolonnade til — oprindelig opført som
Festdekoration og derfor kun i Træ. Forsaavidt er Kolonnaden — vore køben
havnske Propylæer — lagt ind i Amaliegadeaksen, overflødig, set fra selve
Pladsen. Naar den alligevel er os uundværlig, ligger det dels i dens Egen
skønhed og dels i dens store bybygningsmæssige Værdi som Afslutning for
Amaliegade, med det smukke Vue ind til Rytterstatuen bagved, der ind
rammes saa dekorativt af Kolonnadens Søjler.
Baade herved og ved sin stilfulde Rococo- og Empirebebyggelse bliver
denne Del af Amaliegade som en Via Thriumphalis ind til den straalende
skønne Amalienborg Plads. Allerede Gadens Udløb fra St. Annæ Plads giver
Optakten; Hjørnerne mod Pladsen markeres af to gode Palæer, det nu helt
ombyggede v. Ostenske Palæ paa venstre Haand og det Jegindske paa højre
Flaand. A f den Ensartethed i Byggemaade, der allerede fra første Færd var til
sigtet i Frederiksstaden og som det tidligt blev overladt Eigtved at tage sig
af, er der endnu lykkelige Spor i Kvarterets Gader. Den Regularitet, der
var saa stærkt gennemført paa Centralpladsen, skulde føres videre, saavidt det
lod sig gøre. Ensartethed i Bebyggelse var jo et gammelt Krav helt fra Re-
naissancens Dage — som ogsaa Nyboder viser det. Kravet blev dog for
stærket i Baroktiden. Ved Kongens Nytorv havde det ikke kunnet gennem
føres; end mindre i de ældre Dele af Ny-København og i de Kvarterer, der
opførtes efter Branden 1728. Magtmidlerne slog ikke til. Men i Frederiks
staden — i 18. Aarh.’s Midte — blev Kravet ret nøje gennemført. Da var
det dertil nødvendige Embedsmaskineri bedre i Orden som ogsaa senere, da
store Dele af Byen skulde genopføres efter Branden
1795.
Og i Midten af
18. Aarh. havde man bl. a. til sin Raadighed ingen mindre end Eigtved, By
planens Skaber og Centralpladsens egentlige Arkitekt. Det siger sig selv, at
der for Frederiksstaden var udarbejdet et, endda ret snævert, Byggereglement.
Det bærende Princip for Frederiksstaden som kunstnerisk behersket By
organisme er Datidens. Hver Karré skulde behandles som en samlet Blok,