29 / 83
tid; han giftede sig og indstillede sig på en række år under gode og betryg
gede arbejdsforhold. Men det kom til at gå helt anderledes. Efter 5 års for
løb standsede mønten sin virksomhed; og
M ü l l e r ,
der foruden som guardejn
også til tider havde gjort tjeneste som møntmester, fik sin afsked med en
foreløbig pension på 200 rdl. om året. Et håb om i stedet at få en ansættelse
ved den kongelige mønt, hvor der just på samme tid skulle ske nybesættel
ser, glippede, og
M ü l l e r
stod nu ledig på torvet.
Samtidig med at passe sin stilling ved mønten havde
F r .
H.
M ü l l e r
fort
sat sin videnskabelige uddannelse, specielt i mineralogi og metallurgi, og han
holdt i årenes løb stadig private forelæsninger såvel i disse fag som i teknisk
kemi; men denne virksomhed var dog ikke tilstrækkelig indbringende, det
gjaldt om at finde en mere sikker levevej. - Som det senere skal omtales
nærmere, var
M ü l l e r
allerede på dette tidspunkt også begyndt på sine for
søg med fremstilling af porcelæn; formentlig på grund af pengemangel
kunne han dog ikke gennemføre dem den gang.
F r a n t z H e n r i c h M ü l l e r
besluttede sig nu til at søge udnyttet sin farma
ceutiske uddannelse, ikke ad den ordinære apotekervej, men i en ganske sær
lig stilling som »materialist og laborant«, i hvilken han regnede med spe
cielt at få brug for sin kemiske viden. I en ansøgning af 3. november 1767,
hvori han bad kongen om at få bevilling til en sådan virksomhed, gjorde han
rede for sin plan, hvis enkeltheder vil fremgå af det følgende.
Det siger sig selv, at de københavnske apotekere straks rykkede ud med
en kraftig protest. I en omfangsrig erklæring påpeger apotekerne, at det,
M ü l l e r
ønskede sig, var intet mindre end et udvidet materialistprivilegium
med tilladelse til at præparere og sælge »alle Slags
Simplicia
og
Præparata
medica & chymica«,
som det var apotekerne forbeholdt at sælge såvel en
detail som en gros. En sådan plan ville, hvis den blev gennemført efter
hans ønske, betyde et alvorligt indgreb i apotekernes omsætning og iøvrigt
være i modstrid med de gældende forordninger. Sagen blev indgående be
handlet også i
Collegium medicum,
hvor man bestræbte sig for at finde en
løsning, som dels kunne tilfredsstille apotekerne og dels skaffe
M ü l l e r ,
der var kendt som »et skikkelig og habil subjectum«, en levevej. En absolut
betingelse for hans ønskes opfyldelse måtte dog, efter kollegiets mening,
være, at der blev udarbejdet en særlig instruks, bl. a. omfattende hvilke
simplicia
og
præparata
han måtte sælge og i hvor små kvantiteter; en betin
gelse, som
M ü l l e r
beredvillig gik ind på. - Han søgte bistand hos kancel
liets oversekretær, geheimeråd
O t t o G r e v e T h o t t
og betonede overfor
26