S_FørOgNu

1843

nogen fremragende Plads kom hun i sit lange Theaterliv

dog aldrig til at indtage.

— 5/n debuterede Jfr. Julie Weber Rosenkilde, senere Mad. Sø

dring, som Jacinte i „Æ ventyret paa M askeraden“, f.

19h

1823, kgl. Skuesp. Jan. 1847, sidste Optr.

2a/o

1875, afg.

Jan. 1876, t 21/4 1894.

Med Julie Sødring — C. N. Rosenkildes geniale D atter

— kom Magdelonerne i Holberg paany til deres Ret paa

den danske Skueplads. Mad. Winsløw, som havde væ ret

deres Indehaver efter H enriette Jørgensen, havde savnet

det brede, friske Lune, uden hvilket disse Figurer taber

deres sande Menneskelighed. E fterat Julie Sødring i 1850

med en Dags Varsel havde overtaget den giftesyge Mag-

delone i „Den Stundesløse“, blev hun den selvskrevne

Arvtager og overtog Magdelonerne baade i „Julestuen“,

„K ilderejsen“, „Erasmus Montanus“, „Den honnette Ambi

tion “, „Henrik og Pernille“ og „Jean de France“ — i

„Jeppe“ blev hun Nille, i „Kandestøberen“ Geske, ligesom

i „Barselstuen“, — kort sagt: hun blev Holberg-Skue-

spillerinde par excellence. Og med hvilken Finhed og

kunstnerisk Diskretion forstod hun ikke a t legemliggøre

alle disse komiske Figurer i al deres Forskellighed, — hun

benyttede i Modsætning til F ru P h i s t e r de m indste Midler

og frembragte dog en Virkning, der greb og holdt Tilsku

erne fast fra først til sidst, fordi den var saa ægte, saa

kunstnerisk sand. Ikke et Sekund var hun udenfor Situatio

nen, og ikke et Sekund tab te Tilskuerne Illusionen, hvad

enten hun ta lte eller tav. Hendes stumme Spil var beun

dringsværdigt. Hendes aarvaagne Blik talte, og hver Bevæ

gelse, hvert Ø jekast viste, a t hun levede med i Alt, hvad

der foregik omkring hende. Det var Virkeligheden, hun

bragte med sig ind paa Scenen, men Virkeligheden løftet

ud og op over Livets T rivialitet, lu tre t i den fuldendte

Kunsts befriende Sfære. Men ogsaa udenfor Holberg fejrede

Fru Sødring talrige Trium fer. Hendes Madam Rust i

„Sparekassen“, den døve Madam i „Audiensen“, Madam

Conradsen i „De fattiges Dyrehave“, Madam Mortensen i

„Tordenvejr“ og Forpagterkonen i „Kamp og Sejer“, alle

sammen var de Mesterværker af af komisk Skuespilkunst,

djærve og burleske og rørende, alt imellem hinanden, men

altid prægede af Livets Sandhed og Ægthed. Selv de mind

ste Roller gennem trængte hun med sin dybt menneskelige

Forstaaelse, saa at de i Ensemblet ofte tog Interessen fra

de største i Stykket. D eraf benyttede baade Direktionen

og de dram atiske Forfattere sig, og det blev snart en dum

Theater-Fordom , at Fru Sødring var „bedst i Smaaroller“,

og a t hun ikke egnede sig til „at bære Hovedroller“.

Sandheden var blot den, at hun viste sin Storhed ved at

kunne fængsle dér, hvor de andre havde m aattet give tabt,

— a t hun fandt Kunstens ægte Guld dér, hvor de Andre

kun havde fundet den tomme Rutines Slakker. —

De enkle og stilfældige Virkem idler, Fru Sødring an

vendte i sin Kunst, egnede sig efter hendes egen Mening

kun slet til det nye Kgl. Theaters store Dimensioner, og

allerede Aaret efter dets Aabning tra k hun sig tilbage,

dybt savnet og aldrig helt erstattet. Skulde man nævne

en Skuespillerinde, der i vore Dage i sceniske V irke

midler kommer Fru Sødring næ rmest, m aatte det blive

Fru S i g r i d N e iie n d a m f. A n d e rs e n .

1844

10/4 debuterede Anton Wilh. Wiehe d. æ. som Einar Tambe-

skælver i „Hakon Ja rl“, f. 8/7 1826, afg. Aug. 1851, ansat

som kgl. Skuesp. Juli 1863, afg. Juni 1879, f 4/i 1884.

Wilhelm Wiehe, Michael Wiehes seks Aar yngre Broder,

gjorde i Modsætning til denne straks stor Lykke, da han

viste sig for Publikum. Han var en herlig E jnar Tambe-

skælver, smuk, livfuld og kæk, rig t udstyret fra Naturens

Haand med en kraftfuld Skikkelse, et Hoved, der sad stolt

paa Skuldrene, og med en Stemme, der allerede i Ungdom

men lovede, hvad den senere skulde blive — malmfuld og

skøn, hvad enten den buldrede mægtigt eller rørte ved sin

dybe, stille Inderlighed, blød og vellydende som den var

— en Røst, der var som skabt til Oehlenschlagers bredt-

klingende Vers. W ilhelm var ved sin Debut kun en halv

voksen Fyr, og foreløbig var denne Ungdom hans Anstøds

sten. Endnu var den Trone ikke ledig, som en Snes Aar

senere stod tom og ventede paa ham. Og saa drog han til

Norge, hvor han knuste alle H jerter ved sin herlige Kunst,

og hvor han forblev, indtil han i 1860 vendte tilbage til

Danmark, lokket af et Tilbud fra det Kgl. Theater, hvor

man dog foreløbig kun vilde antage ham paa „Prøve“. Der

til var Wiehe ikke tilsinds, og saa lod han sig engagere

til Casino paa tre Aar, i hvilke han erobrede Publikum

ganske — og endelig, i 1863, vendte han tilbage til den

danske Skueplads, hvor han i et Aar havde den Lykke at

virke sammen med Michael, den Broder, han elskede saa

højt. Da døde Michael. Og den Kærlighed, hvormed Natio

nen om fattede denne, gik i Aarenes Lob mere og mere

over paa Vilhelm, der uomstridt, ved sin Bortgang fra

Scenen i 1879 stod som den, der nød Anseelse og Publi

kums Yndest i højere Grad end nogen anden. W ilhelm

Wiehe var det Kgl. Theaters sidste store Romantiker, den

sidste Oelilenschlagerske Helt. E fter hans Bortgang syg

nede den nordiske Tragedies Muse hen. Ingen af Wilhelm

Wiehes Efterfølgere var værdig a t løse hans Skotvinge.

Hvem, der har h aft den Lykke at se ham, kan nogensinde

1844

glemme hans Olaf Trygvason, hans Stig Hvide, hans

Kong Valdemar i „Syvsoverdag“, hans Olaf i „Dronning

M argrethe“, Hakon H aarderaade i „Væ ringerne“ og hans

herlige Hakon Jarl? Men hans Evne strak te videre end til

det store D rama og Tragedien. I det moderne Repertoire

fik han Lejlighed til at yde Kunst af høj Rang. Hans

Steensgaard i „De Unges Forbund“ og hans Tjælde i „En

F allit“ og Ægtemanden i „De N ygifte“ behøver blot at

nævnes. Da Wilh. W iehe syg og træ t havde tru k k et sig

tilbage fra Scenen, glædede han nu og da sit store Publi

kum ved a t frem træde som Deklamator. Han var i R ecita

tionens Kunst den enestaaende Mester. Hans Fremsigelse

af Christian W inthers „Murad“ eller af Runebergs „Sven

Due“ var uforglemmelige Kunstnydelser.

1851 blev Wiehe gift med Skuespillerinden I d a F l o r e n -

t i n e f. A d am i, som døde 1911, 87 Aar gi. Børnene var:

Skuespillerinden J o h a n n e W i n k e l , 1855—1907; Skue

spiller W ilh e lm W ie h e d. y. 1858—1916; Skuespiller

J a c q u e s W ie h e , 1860—1910.

— 2IA debuterede Jfr. Ida Liebert, senere Fru Rothe, som Li

zette i „Skatten“, afg. Aug. 1847, f som Fru Rothe.

Jfr. Liebert, der havde frekventeret Musikkonservatoriet,

viste i et Par betydelige Roller Talent for Soubrettefaget.

Hun havde et kønt Ydre, Stemmebegavelse og en naturlig

Livfuldhed. Men et P ar Aar efter sin Debut forlod hun

T heatret paa Grund af G iftermaal. Hun blev Moder til

Sangerinden H a r r i e t R o th e .

1845

21/i debuterede Wilh. Theodor Albrecht som Carl Gustav i

„Stormen paa K jøbenhavn“, f. 28/s 1822, kgl. Skuesp. Jan.

1847, sidste Optr. Vs 1860, f 8/io 1871 i Roskilde.

Th. Albrecht var en ung Elev, der fik en forhastet De

but i Operaen „Stormen paa København“, hvori han sang

Kong Carl Gustavs store og vanskelige P a rti, som han

umuligt kunde være moden til a t udføre tilfredsstillende.

Hans Figur var høj og smal, hans Ansigt uden livfuldt Ud

tryk, og hans Sangstemme, som han vel brugte baade

med Varme og musikalsk Sans, var især i Dybden malm

løs. Alligevel var hans Frem stilling lovende, og han vandt

senere Bifald i enkelte Roller, uden at han dog i sin fem-

tenaarige T jenestetid vandt nogen frem trædende Stilling.

— 24/i debuterede Lars Frederik Winsløw som Cold i „Torden

skjold“, f. 20/o 1822, afg. Sept. 1856, t 19A» 1891.

Student Lars Winsløw var Søn af den berøm te Skue

spiller Carl Winsløw og frapperede ved en stor ydre Lig

hed med Faderen baade i Skikkelse, Bevægelser og Stemme.

Men hermed hørte ogsaa Ligheden op. Han havde ikke ta

get sin Faders G enialitet i Arv. Han var tør og hjalp sig

oftest frem ved den tomme Rutines Midler. Men han var

paapasselig og flittig og fandt en ikke helt ringe Anven

delse i Gammelmandsfaget. E fter en halv Snes Aars Forløb

tog han sin Afsked og blev senerfe i mange Aar Skole

læ rer i Toelt nærved Humlebæk. En D atter af Lars W ins

løw, A n n a H e n r i e t t e , 1859—1913, havde i 1877 en De

but paa det Kgl. Theater uden dog at vinde Fodfæste paa

Scenen. Hun blev gift med Skuespiller W i l l i a m P io ved

Casino, og en Søn af dette Ægteskab er den unge Skue

spiller E l i t h P i o, f. 1887, der i de sidste Sæsoner har

gjort sig fordelagtigt bekendt ved D agm artheatret. Han

besidder et originalt Talent, som leder Tanken hen paa

hans Oldefader, Carl Winsløw.

— V

debuterede Jfr. Franziska Ludovica Josephine Undecima

Ryge som Clemente i „En Bedstemoder“, f. 9/e 1827, sidste

Optr. 2s/b 1854, t 20/i

1854.

Jfr. Franziska Ryge, en D atter af Dr. Ryge, manglede

Søsteren Nathalies fremragende Talent, og hendes ydre

N aturgaver kunde ikke bøde paa Manglen. Hun havde

et skønt, livfuldt Blik, men hendes Figur var for spin

kel, hendes Ansigtstræk for smaa, og selv om hendes

Talestemme var baade tydelig og behagelig i Klangen,

manglede den i for høj Grad K raft til at kunne gøre sig

gældende fra Scenen. Hun agerede altid med Forstand,

men hun formaaede ikke at fængsle ved Figurens K arak

teristik eller ved en ejendommelig Opfattelse. Alligevel

vandt hun undertiden Publikums venlige Paaskønnelse, men

Følelsen af a t Evnen til at give sine Intentioner Udtryk

paa Scenen manglede, fyldte hende med Mismod, der i For

ening med Overanstrengelse af de fysiske, svage K ræ fter

paadrog hende en Sygelighed, som tidligt lagde hende i

Graven. Hun døde i en Alder af kun syvogtyve Aar. —

Søsteren, T h e r e s e D u o d e c im a R y g e , f. 1828, den eneste

af Dr. Ryges Børn, som endnu (1917) lever, debuterede i

1847 som Sigrid i Oehlenschlagers Tragedie „Am leth“, men

forlod kort efter T h eatret og blev gift med Fuldmægtig

B o r th i g og efter hans Død med Desinateur H. P. H a n s e n .

— is/n debuterede Jfr. Vilhelmine Leocadie Theresia Bergnehr,

senere Mad. Fossum, senere Fru Gerlach, som Filippa Palmi

i „Aagerkarl og Sanger“, f. 23/i 1826 i Stockholm, kgl. Skuesp.

April 1848, afg, Maj 1864, senere Gæst, sidste Optr. 8/n 1866.

Leocadie Bergnehr var D atter af en svensk Officer, født

i Stockholm og neppe udvokset, da hun i sin Fødeby vakte

Opmærksomhed ved sin pragtfulde Stemme. P aa Vejen til

Paris, hvor det var Meningen at fremme hendes Uddan

nelse. som Sangerinde, aflagde hun i Kjøbenhavn en Prøve

148