S_FørOgNu

1841

Triumf. Men tæ nk saa paa alle de Figurer, hans Geni

skabte sam tidig i Skuespillet, — tænk paa hans Aslaksen,

hans Holberg’ske Radelzier, hans Ulysses, Jacob von Thy-

boe, lians Herman von Bremen, Corfitz og Vielgeschrey!

I et halvt Aarhundrede var han en af vort Theaters mest

ansete Kunstnere, et forunderligt genialt Gemyt, der in tu i

tiv t formaaede at gribe det centrale i den Figur, han

skulde fremstille, — paa samme Tid en stor Kunstner og

et stort Barn, der i sin Kunst ligesom i det gensidige For

trolighedsforhold, hvori han efterhaanden kom til at staa

til Publikum, var aandelig i Slægt med gamle Rosenkilde,

— begge hengav de sig paa Scenen til de kaadeste Im

provisationer, som man neppe havde ta a lt af andre, men

deres Folkeyndest, deres henrivende, naive Lune og deres

kunstneriske Autoritet var deres Skjoldvagt.

1842

6/a debuterede Niels Peter Knudsen som Ludvig Thostrup i

„Østergade og Vestergade“, kgl. Skuesp. Marts 1849, f -8/s

1854.

N. P. Knudsen savnede som Komiker hverken Lune eller

Vid, og han besad en medfødt Pudsighed, et godt Øje for

menneskelige Naragtigheder, og da han tillige var en over

ordentlig flittig Mand, der med stor Interesse gennemar

bejdede sine Roller, naaede han ofte at gøre det helt Gode.

Men hans Theaterbane, som gav Løfter om, at han med

Held kunde have overtaget Foersoms Roller, blev afbrudt

ved en ret tidlig Død. Hans Kunst manglede dog den Fin

hed, der giver den egentlig Værd, og hans V irkem idler var

ofte af grovkornet Art. Derfor var det ikke saa under

ligt, at han fandt en bevaagen Tilskuer i Kong Frederik

den Syvende, til hvis utvungne og gemytlige Sammenkom

ster Knudsen ofte sammen med Kr. M a n tz iu s og Chr,

H a n s e n blev indbudt som en kæ r og velkommen Gæst.

— 4/ø debuterede Jfr. Louise Rudolphine Marcher, senere Mad.

Sahlgreen, som Gemmy i „Wilhelm T ell“, f. 17/g 1818, kgl.

Skugsp. Aug 1845, afg. Oktbr. 1868, j 15/s 1891.

Jfr. Marcher havde et højst uheldigt Theaterydre. Hun

var paafaldende lavbenet, lille og bred af Vækst, og hen

des Ansigt, der var for stort, var kun tiltalende ved Hjælp

af et Par kønne, livfulde Øjne. Alligevel blev hun The-

atret til betydelig Nytte. Hun ejede nemlig en Sopran

stemme, der var klangfuld, stæ rk og af en ualmindelig

Friskhed og Fylde. Og da hun yderligere ofrede Flid og

Udholdenhed paa dens bestandige Uddannelse, og da hun

var en dygtig og pligtopfyldende Natur, er det in tet Un

der, at hun blev en meget anvendt Sangerinde, der vandt

Paaskønnelse i forskellige og store Operapartier, bl. a. som

Anna i „Jægerbruden“ og Cherubino i „Figaros Bryllup“.

Og som Mad. Sahlgreen, i Ægteskab med Tenorsangeren

af dette Navn, blev hendes Navn ikke uden Anseelse blandt

Personalet og i Publikum. —

—

27/9

debuterede Kristian Andreas Leopold Mantzius som Eras-

mus i „Erasmus Montanus“, f. 4/n 1819, afg. Juni 1844,

Gæst 1846 og 1847, kgl. Skuesp. 1848, afg. Juli 1858, gen

ansat Juli 1860, kgl. Skuesp. 1861, suspenderet 7/s 1871,

afs. uden Pension

u /i

1871, Gæst Sept. 1877 og Maj 1878,

t 7« 1879.

Da Kristian Mantzius havde taget sin Studentereksamen

i 1837, delte han sin Tid nogenlunde ligeligt mellem det

frie Studenterliv i „Academicum“ imellem glade Kammera

ter og det theologiske Studium, som han drev, ialfald med

saa megen Interesse, at han oversatte en Lærebog i Testamen

ternes hebraiske Oldsager, — men de D ilettantforestillinger,

ved hvilke han optraadte hyppigt i Studenterforeningen og

var med til at indvie sin udmærkede Kammerat, Hostrup’s før

ste sceniske Forsøg, tog mere og mere hans Interesse fangen,

og længe varede det ikke, før Theatret havde hele hans H jerte

og alle hans Tanker. Han sluttede sig i Venskab til flere

af det kgl. Theaters unge Skuespillere og kom bl. a. som

Gæst i Michael Wiehes Hjem. Han var dengang en slank

og lyslokket Yndling, i det Ydre højst ulig den senere

saare joviale og trinde Skuespiller, hvortil han i Tidens

Løb skulde udvikle sig. Men de indre Egenskaber, der ka

rakteriserede hans Personlighed, var allerede fremtrædende

og desto mere mærkbare, som de kontrasterede mod hans

Ydres stæ rkt idealistiske Præg. Han frem satte sine Menin

ger med bred Suffisance, var sandhedskærlig indtil Hen

synsløshed, og naar han mente sig forurettet, eller naar

han saa Andre lide Uret, oprørtes hans ærlige Natur, og

han kunde bruge voldsomme Ord, bag hvilke man altid

følte lians H jertes Varme. Han handlede oftest efter Ind

skydelser, og han m aatte i sit Theaterliv ofte bøde derfor.

Hans Debuter, som „Erasmus Montanus“, Arv i „Jean de

France“ og Giulio Romano i „Corregio“, viste ikke hans

Evner i deres fulde Lys, men han opnaaede dog Ansæt

telse som Proveskuespiller. At han et Par Aar efter afske

digedes, skyldtes efter hans Mening Phisters Frygt for Kon

kurrence. 1 Mellemtiden havde han haft Lejlighed til at

præsentere den Figur, som bestandig blev en af hans mest

udmærkede, for Rjøbenhavnerne, — ganske vist ikke paa

selve det kgl. Theater, men blandt Studenter paa Hofthe-

atrets Scene, nemlig sin kostelige L ieutenant von Bud-

dinge i „Genboerne“, en Præstation, der for første Gang

aabenbarede hans brede, saftige Lune og fremragende ko

miske K raft i Repliken: Han rejste til Norge, kom tilbage

1842

til Danmark og fik endelig Lejlighed til som Gæst at op

træde paany paa det kgl. T heater, indtil han i 1848 ved

et Magtbud fra Frederik d. Vil ansattes fast, men des

værre baade for T h eatret og ham var denne Fasthed af

en noget løs Natur, fordi Mantzius med sit uforfærdede

Frisind, sin Sandhedstrang og sin djærve Mund daarligt

kunde indordne sig under en bureaukratisk Disciplin og

de forløjede Forhold, der ofte dominerer i et Theaters ind

viklede Mekanisme. Hans sceniske Bane betegnes af Suspen

sioner og Afskedigelser, Nyengagementer og Gæstespil i

fortsat Række, men hans kunstneriske A utoritet som en

komisk K arakterskuespiller af første Rang forblev trods

alle Omskiftelser ubeskaaret. Han var som Kunstner af

samme sjeldne Oprindelighed som den, der særtegnede

hans Menneskelighed. Hans ydre Apparition — bred, blod

rig og myndig — harmonerede godt med de Egenskaber,

der prægede hans Kunst. Han havde sit eget Fysiognomi

baade paa Scenen og i Livet. Og man forstaar, at han

ikke m indst som Holbergs Fortolker m aatte hævde sig en

fremragende Plads. Og glemmes skal det ikke, at Faa eller

Ingen som han nemmede Oplæserens egenartede og vanske-

skelige Kunst, hvori han blev Foregangsmand herhjemme,

og hvori han uddannede sig til Mesterskab i de Perioder,

da han frivilligt eller ufrivilligt havde Otium fra Theatret.

Hans eneste Barn er Skuespiller, Dr. phil. Karl Mantzius,

—

debuterede Jfr. Ida Adelaide Roseline Rantzau, senere

Fru Brun, som Alice i „Robert af N orm andiet“, f.

14/12

1825, sidste Optr.

Sl/s

1851. f '°/n 1909.

Jfr. Ida Rantzau havde en re t lovende Debut som Alice

i „Robert af Normandiet“. Hun besad en m eget høj So

pranstemme, der dog savnede tilstræ kkelig Styrke. Hun

optraadte de i følgende ni Aar med Held i et ret stort

Repertoire — bl. a. som Susanna i „Figaros Bryllup“ og

som Zerlina i „Don Ju an “. Da hun indgik Ægteskab med

Forfatteren og T heaterdirektøren M. W. B ru n , forlod

hun T heatret og blev en meget yndet Skuespillerinde ved

hans Selskab i Provinserne. Sangerne Frederik og Nordal

Brun var hendes Sønner.

1843

22A debuterede Fritz Vilhelm Hultmann som Smith i „Et

Rejseeventyr“, f. 22/o 1820, kgl. Skuesp. Jan. 1847, afg. Juni

1877, f 7e 1894.

Fritz Hultmann var i sin sceniske Personlighed Inkarna

tionen af en saa hjertevindende Elskværdighed, at der efter

hans Optræden som den unge Galning i „Et Rejseeventyr“

ikke skulde megen Spaadomsevne til for at kunne forud

sige, at han vilde blive en af Publikums mest erklærede

Favoriter. Til en Begyndelse var den Omstændighed ham

ugunstig, at han virkede Side om Side med Michael Wiehe

som Elsker. Ved Sammenligning med dennes mærkelige

Personlighed og Aktion, der aabenbarede dybe aandelige

Perspektiver, blev det efterhaanden P arolen, a t Hult-

manns Kunst var „ubetydelig“. Men medens Aarene gik,

og efterat Hultmann havde erobret sig sit eget Domæne,

som Ingen hverken før eller siden kunde gøre ham ham

stridigt, steg hans Folkeyndest mere og mere, og da han

efter en mere end trediveaarig Løbebane trak sig tilbage

fra Scenen, var han elsket i en Grad, der neppe har ret

mange Sidestykker i vort Theaters Historie.

Som ingen anden blev Hultm ann den skyldfri Livsglæ

des Fortolker. Hans ranke Skikkelse, hans fine, noble An

sigtstræk, hans Smil, hans Stemme og hans sm ittende Lat

ter, og hans ligesaa elegante som naturlige Aktion indtog

alle H jerter, saasnart han blot viste sig. Hans kunstneri

ske Omraade var begrænset — a t tolke det mørke Grub

leri og Lidenskabens Rasen blev aldrig Hultmanns Sag -

men paa det Felt, hans indre og ydre Evner havde anvist

ham, var han den fødte Hersker. Hvem, der blot en eneste

Gang har set h am som Hostrups Klint, vil aldrig nogen

sinde kunne glemme ham. Denne Rolle blev hans Kunsts

Paradigma. Baade Wiehe og Holst havde begge forløftet

sig paa den, først i Hultmanns Hænder blev den det, den

skulde være, -— den glade, danske Student, et Symbol paa

Livets evige Ungdomslykke! En Elsker i Sangspil og Vaude

villen som Hultmann, en Verdensmand som han i Lystspil

let, præget af den mest fuldendte Noblesse, har vor Scene

ikke senere ejet. — Og han, der paa Scenen tolkede Livets

Ungdom og Glæde saa poetisk fint, saa skønt og sandt,

fandt dog i det borgerlige Liv saa lid t af Lykken for sig

selv. Bag det glade Smil lurede Mismodet og Tungsindet,

fordi han havde indgaaet et ulykkeligt Æ gteskab med en

Dame, hvis meget bevægede Fortid udelukkede hende fra

Optagelse i det Samfundslag, han tilhørte.

—

7 .0

debuterede Jfr. Louise Augusta Petersen, senere Mad.

Schiemann, som Trine i „Aprilsnarrene“, f. 2o/Y 1825, kgl.

Skuesp. Marts 1856, afg. Maj 1877,

1902.

Jfr. Louise Petersen, der, i Ægteskab med den frem ra

gende Obovirtuos kgl. Kapelmusikus C h r. S c h ie m a n n ,

er bedst erindret under det sidste Navn, havde en nydelig

og kvik Person, da hun som atten aarig Pige viste sig før

ste Gang for Publikum, som hun indtog ved et tækkeligt

Spil, en god Replik og en behagelig Sangstemme, som hun

havde faaet uddannet i Konservatoriet. Hun blev Theatret

til en Del Nytte i Soubrettefaget som munter Elskerinde

og ved sin Brugbarhed i et ret forskelligt Repertoire. Men

146