S_FørOgNu

1837

Sønnen. Man fandt ham korrekt og pudsig, men han sav

nede sit Ophavs Overskud af overdaadigt Lune, og heller

ikke hans paafølgende Roller syntes at skulle befri hans

komiske Pund til frodig Udfoldelse. Hans Stilling redu

ceredes efterliaanden nærmest til Statistens og Koristens

beskedne Virkekreds, og da han anmodede Direktionen om

a t m aatte forsøge sit Held i Operaen som Leporello i „Don

Ju an “, og dette Forsøg faldt ligesaa tvivlsomt ud som de

tidligere — snarest var det uheldigere — søgte han til

Christiania, som saa mange andre danske Skuespillere

baade før og efter ham, og her vandt han sig hu rtig t An

seelse som en dygtig K arakterskuespiller og nød stor Yn

dest hos det norske Publikum, og med denne Popularitet

i Ryggen vendte han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han paa

C'asino grundfæstede sin Anseelse, saa at han til Slutning

paany knyttedes til den danske Skueplads sammen med

sin Hustru, A n n a R o s e n k ild e f. P a a s k e . De Forvent

ninger, der næredes til Kunstnerparret, skuffedes endel

for hendes Vedkommende, men blev foi hans Del langt

overfløjet af Virkeligheden. Adolf Rosenkilde udviklede

sig i Aarenes Løb til at blive en Komiker' af højt Værd

og af gennemgribende Betydning for vor Scene. Sam

menligningen mellem ham og hans navnkundige Fader

m aatte af sig selv forstumme. De havde hver for sig

deres Ejendommeligheder og var i deres Komiks Væsen

grundforskellige. Medens Faderen gerne hengav sig til

Improvisationens Indskydelser, saaledes at Publikum be

standig ventede sig ny Overraskelser i hans Fremstillinger,

der bares oppe af et barnligt og overstrømmende Lune og

elskelig N aivitet, var Sønnen, paa sine ældre Dage ligesom

i sine yngre, korrekt, og selv naar han gav sin Komik frie

Tøjler, mærkede man Reflektionen bag enhver af hans Re

pliker. Som Holbergs Jeronimus, som Heibergs „Trop“ og

i mangfoldige Roller i andre af Heibergs Vaudeviller, i

Hertz’s og Hostrups D igterværker har han indskrevet sit

Navn i Theaterhistorien som en fremragende Skuespiller

hvis Komik prægedes af gennemført Smag og Kultur.

1837

n /4 debuterede Jfr. Clotildis Nalhalie Septima Ryge, senere

Grevinde Ahlefeldt, senere Grevinde Holck, som Valborg i

„Axel og Valborg“, f. e/s 1815, kgl. Skuesp. Juli 1839, afg.

Juni 1848, t *°/n 1895.

Af Dr. Ryges mange Børn prøvede Døtrene Franeiska i

1845, Therese i 1847 ligesom Nathalie deres Lykke paa

Scenen. Kun den sidste naaede a t gøre sit Navn bekendt.

N athalie Ryge var Ryges D atter i hans første Ægteskab

og medbragte til sin Debut en Fylde af aandelige og le

gemlige Fortrin, der kom hende til Gode i det Kald, hun,

tiltrods for Faderens Modstand, tilsidsf fik hans Tilladelse

til at følge. Hun besad Intelligens og Verdenstone, in ter

essante Ansigtstræk, en fortræffelig Stemme, en anstands

fuld Holdning og Lethed i at bevæge sig. Den Begejstring,

hun nærede for Oehlenschlager, forledte hende i Valget af

Debutrolle til at gøre et gøre et Misgreb. Hendes Udførelse

af Valborg vakte med Rette Bifald, men Rollens Blidhed,

•dens stilfærdige Inderlighed var ikke de Sider af den men

neskelige Karakter, hun formaaede at give det prægnante-

ste Udtryk. Verdensdamens Rollefag blev det, hvori hun

som ingen Anden formaaede at glimre. Det viste hun al

lerede ved sin anden Debut, da hun spillede Miss. Miliner

i Scribes „Formynder og Myndling“. Det var den alm in

delige Mening, at hun i Gengivelsen af den livsglade, ele

gante Verdensdame stod jævnbyrdig ved Siden af selve

Jfr. Jørgensens og Fru Heibergs beundrede Kunstydelser.

I den franske Salonkomedie, som netop var paa Moden,

besad nu T heatret et kvindeligt Trekløver, der søgte sin

Lige: Jfr. Jørgensens letkomiske ældre Dame stod udmær

ket til Fru Heibergs følelsesfulde Flagren fra Alvor til den

letteste Spøg og til den unge Jfr. Ryges ulastelige Ele

gance og beherskede Fremstilling af den livskloge og for

nemme Verdensdame. Det blev selvfølgelig det dengang mo

derne franske Lystspil, hvori Jfr. Ryge fejrede sine Triumfer.

Men hendes fremragende Intelligens og omfangsrige Talent

gjorde hende det muligt ogsaa udenfor dette Rollefag at

præstere Kunst, naar det gjaldt at fremstille de stærke

Følelser og den voldsomme Lidenskab. Og hun vidste al

tid at forlene, selv den alm indeligste Elskerinderolle, med

en ejendommelig og interessant Karakteristik. Jfr. Ryges

Theaterbane blev altfor kort. Hendes ideale N atur følte sig

frastødt af T heatrets ofte højst uideale indre Forhold, og

og da hun indgik et forøvrigt ulykkeligt Ægteskab med

Grev A h le f e l d t- L a u r v ig e n , forlod hun Scenen, efterat

have optraadt sidste Gang i Foraaret 1848, — Senere ind

gik hun i nyt Ægteskab med Kammerherre Grev H o lc k .

— 12 debuterede Christian Lunov Laasby Ferslev som Edvard

i „Kong Salomon og Jørgen H attem ager“, f. 3% 1817, kgl.

Skuesp. Juli 1845, sidste Optr. M/s 1883, f V« 1883.

Chr. Ferslev var en nittenaarig Knøs, da han debuterede

i en Heibergsk Vaudeville uden a t vække videre Opmærk

somhed. Ikke heller i sine paafolgende Roller røbede han

Evner, der pegede frem mod den anerkendte Stilling som

Operasanger, han i Tidens Løb skulde naa. Først da

han fem Aar efter sin Debut fik Lejlighed til at optræde

som Almaviva i „Figaros Bryllup“ — som efter Initiativ

af Bournonville, Rung, Stage og Wexschall skulde opfø

res paa Italiensk, for at vore egne Operakræfter skulde vise,

1837

hvad de duede til i en Kappestrid med de Italienere, der

Aaret før havde sat Kjøbenhavn paa den anden Ende —

kom lians Evner for en Dag. Særlig for Ferslevs Vedkom

mende faldt Forsøget ud med uom tvistelig Glans, og man

forudsaa, a t hans dybe, kraftige Bas vilde sikre ham en

fremskudt Plads i de kommende Aars Operarepertoire. Og

dette slog til. Samme Sæson sang han med stor Dygtighed

W alter Fiirst i „Wilhelm T ell“, og i de næ rmest følgende

Aar optraadte han med Held i „H ugenotterne“, „Don Juan“,

„Røverborgen“, „Norma“ og „Czar og Tømmermand“, I

1847 tog han Undervisning hos den berøm te Garcia i Paris,

som gav hans udmærkede Stemme de mest lovpriste Vid

nesbyrd, og skønt der syntes at aabne sig en lovende Frem

tid for ham i L'dlandet, vendte han dog tilbage til Fædre

landet, hvor han i Tidens Løb grundfæstede sin Stilling

som en meget dygtig og samvittighedsfuld Sanger, der vel

ikke ofte naaede a t staa i første Række, men som allige

vel i enkelte store P a rtie r — som f. Eks. i „F aust“ som

Mefistopheles — præsterede solid Kunst, indtil han efter en

næsten halvhundredaarig scenisk Virksomhed afgik ved

Døden.

— 22/ø debuterede Michael Rosing Wiehe som Korsinsky i „Rø

verne“, f. 28/i 1820, kgl. Skuesp. Aug. 1845, afg. Maj 1855,

genansat Juli 1856, kgl. Skuesp. Marts 1857, sidste Optr.

30/s 1864, f 37io 1864.

Michael Wiehes Navn omstraales af en Glorie, hvis

Glans kan lignes med en Helgens.

Han var Fortol

keren af den drømmende Romantik, det milde Tung

sind, den dybe, glødende Erotik. Og som hans Kunst var

hævet over Døgnets K ritik, var hans menneskelige Per

sonlighed i det offentlige Omdømme ukrænkelig, og da han

døde i Ulykkens og Smertens A aret 1864, føltes hans Bort

gang som en Landesorg. Hans Lige kunde jo aldrig findes!

Hans Kunst var en Skønhedsaabenbaring, ud ru stet som han

var fra N aturens Haand med de mest fuldkomne Egenska

ber, baade Aandens og Legemets. Hans Stemme, der op

rindelig var hans Akilleshæl, udviklede sig i Aarenes Løb

til hans lydige Redskab, og dens Vellyd alene havde en

saa forunderlig Magt over Sindene, at det f. Eks. om hans

Deklamation i Syngespillet „En N at mellem F jeldene“ med

R ette kunde siges, a t hans Tale var den skønneste Musik

i hele Stykket. Da Michael W iehe først havde udstridt

den Kamp, han m aatte bestaa, før han fik det fulde H erre

dømme over alle sine herlige ydre og indre Midler, var

hans Løbebane som Kunstner en fo rtsat Række af Trium

fer. Hvortil tjener det a t opregne den Mængde Roller,

hvori han begejstrede? Enhver enkelt af hans Præstationer

blev for Publikum en uforglemmelig Oplevelse. Saa stor,

saa betagende var hans Kunst, a t man undsaa sig ved at

ytre ham sit Bifald i Haandklap og Bravoraab, — det var

jo at skænke Regnepenge istedetfor klingende Guld! Uvil-

k aarlig t følte man, at her var den dybe Taushed det ene

ste værdige Bifald. Endnu lever Mennesker iblandt os, der

har set Michael W iehe paa Scenen, og som mindes den

Betydning, han havde for dem i deres Ungdom. Det staar

i deres Bevidsthed som Begivenheder i deres Liv, at de

har væ ret Vidne til Michael Wiehes og Fru Heibergs Sam

menspil i „Ninon“ og i „Kong Renés D a tte r“. Intet Navn

har i dansk T heaterhistorie Klang som Michael Wiehes.

En ædlere, renere, mere ophøjet Kunst end hans er aldrig

set paa nogen Scene. En Kunst som hans afgiver Maale-

stokken for den aandelige Magt, T h eatret kan øve over

en hel Nation.

— ” /io debuterede Jfr. Wilhelmine Frederikke Østerberg som

Florine i „Fanchon“, kgl. Skuesp. Juli 1842, afg. Novbr.

1849, f

14/2

1888.

Jfr. Østerberg vakte ved sin første Frem træden Forhaab-

ninger, der dog ikke skulde opfyldes. Hun havde en mid

delhøj og smuk Figur, sorte, udtryksfulde Øjne og et tæ k

keligt Væsen. Hendes Stemme var velklingende, en køn

Sopran, der dog var af begrænset Omfang og neppe mæg

tede de stæ rkt kolorerede P artier. Hun opnaaede at gøre

en ikke ringe Lykke i et P ar større Roller, men hendes

Stemme tabte sig paafaldende hurtigt, og hun fik efter-

haanden en saare beskeden Plads i det løbende Repertoire

og afskedigedes efter tolv Aars Forløb.

1838 2/

debuterede Edvard August Hansen som 1ste Saddelmager

svend i „Emigrantens Rejsevogn“, f. 17/s 1820, afg. Sept.

1847, f 26/io 1874.

Edvard Hansen var Broder til Kammersanger Chr. Han

sen. Hans Debut lovede godt. Han førte sig frit og kønt

og viste sig i Besiddelse af en varm og dyb Følelse, der

kun hindredes ved et endnu m angelfuldt uddannet Tale

organ i at skaffe sig fuldt Udtryk. Da det lod til, at det

skulde tage Tid, inden han naaede frem til en sikker Po

sition ved det kgl. Theater, tab te han Taalmodigheden og

lod sig engagere til Provinsscenen, hvor han h u rtig t vandt

saa stor ^ ndest, at han kaldtes tilbage til Hovedstaden

og paa C'asino blev en højt paaskønnet Elsker. 1860 tog

han Afsked fra Casino for at blive Provinstheaterdirektør,

1870 ansøgte han om at faa Bevilling til a t drive et The

ater paa Nørrebro, et Foretagende, han paa Grund af Syg

dom ikke fik realiseret.

142