![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0142.jpg)
1835
under de nye Forhold; det uvante Sprog, lian nu skulde
bruge, paalagde ham en Tvang, der lagde Baand paa hans
forrige Nonchalence, og selv om hans trofaste Publikum i
Begyndelsen tilklappede ham Bifald, varede det kun kort,
før Stemningen vendte sig imod ham i den Grad, a t han
nærmest ansaas som en Operasangers K arrikatur og kun i
Nødsfald fik Lov til at vise sig paa Scenen, indtil han
omsider, sammen med en Del andre Ubrugeligheder, fik
sin Afsked.
— 10/s debuterede Rasmus Christian Faaborg som Rodolphe i
„Den lille Rødhæ tte“, f. 5/io 1811, kgl. Skuesp. Juli 1841,
afg. Aug. .1851, f 10/io 1857 som Kammerassessor og Klasse-
lotterikollektør.
R a sm u s F a a b o r g var en Møllersøn fra Fyen, blev
Student og Alumnus paa Regensen, hvorfra man i de stille
Aftner kunde høre hans Tenor vidt omkring i Kannike
strædets Nabolag. Rygtet om den smukke Røst naaede
til D irektionens Øre paa Kongens Nytorv, han fik The-
atrets Opfordring til at lade sig uddanne hos Syngeme-
ster Siboni, og et Par Aar efter fik han sin Debut, der
vakte Opmærksomhed ved den Bravour, hvormed han sang
Partiet. Men hans komplette Mangel paa ydre Anstand i
Væsen, Holdning og Bevægelse paa Scenens udsatte Post,
besværliggjorde i højeste Grad hans Optræden, der yder
ligere slcadedes ved en hastigt fremadskridende Korpulence,
som meddelte hans Apparition en ofte latterlig Flegma selv
i bevægede P artier, saa at han endogsaa m aatte staa for
Skud i V ittighedsbladet „Corsaren“, hvor den svære Mand
med det lille Hoved blev et yndet Sujet for de maliciøse
Tegnere. Alligevel fandt Faaborg, paa Grund af sin Stem
mes ægte Tenorklang, baade Anvendelse og Paaskønnelse
i adskillige Roller i sit fem tenaarige Theaterliv. Og som
Narren i „Liden K irsten“ hjembragte han ialfald én ekla
ta n t Sejr. I 1850 fik han sin Afsked og overtog — lige
som senere den berøm te Tenor Nyrop — den mere pro
saiske Stilling som kjøbenhavnsk K lasselotterikollektør. —
Hans Barnebarn er kgl. Kammersangerinde Fru Ulrich.
—
n./9
debuterede Peter F. Møller som Henrik i „Bruden fra
Lammermoor“, afg. April 1850.
P e t e r M ø lle r havde en tynd Stemme, et daarligt Tale
organ og kun meget ringe dram atisk Begavelse. Han
er et godt Exempel, paa med hvor smaa Midler — baade
aandelige og legemlige — en Stilling ved T heatret kan
opnaas, naar tilfældige Omstændigheder hjæ lper til i For
ening. Han blev trods sin anerkendte Middelmaadighed
hængende ved Theatret, fik endogsaa en Del lang tfra helt
ubetydelige Roller a t varetage. Han manglede endvidere
al Energi til at ophjælpe sit ringe Pund ved Flid og Paa-
passelighed og opnaaede da ogsaa allerede inden sin tid
lige Død a t gøre sig ubrugelig.
1836
18/a debuterede Jfr. Wilhelmlne Luplau, senere Mad. Rasmus
sen, som Lady Milford i „Kabale og Kærlighed“, f. 21/
b
1813, t 21/
b
1868.
J f r . L u p la u var lang tfra uden Evner, og hendes utvivl
somme Talent understøttedes heldigt af gode ydre B etin
gelser: en høj, statelig Figur og en smuk, kraftig Tale-
stemme. Hun vandt stæ rkt Bifald i Lady Milfords meget
vanskelige Rolle i „Kabale og Kærlighed“, ligesom hun
den paafølgende Saison med lignende Held optraadte i
Elisabeths fordringsfulde P arti i „Maria S tu a rt“. Men
Tvivlen om, at hun alligevel vilde nyde Fremgang i et
Rollefag, til hvilket man havde en saa fremragende og
højt anset Frem stillerinde som Jfr. H e n r i e t t e J ø r g e n
s e n , bevægede Jfr. Luplau til at søge Engagement i Norge,
hvor hun vandt alm indeligt Bifald, og hvorfra hun senere
vendte tilbage for at knyttes til Casinos Theater. Der
blev hun en afholdt Skuespillerinde. Hendes Mand, Skue
spiller T lie o d o ru s R a sm u s s e n , var i nogle Aar Casinos
Direktør. D atteren var den for sin eventyrlige Livsskæbne
kendte Skuespillerinde H e lg a R a sm u s s e n , som blev gift
med en Søn af KonsejIspræsident B lu h m e .
—
&U
debuterede 1ste Gang Betty Christiane Christensen, senere
Mad. Smidt, som Catharina i „ L e s to c q “, f.
5/a
1818, afg.
Juni 1837, genansat 1849, sidste Optræden
28/5
1850, f 8l/i
1892.
Et lignende Forløb som den ovennævnte Jfr. Luplaus
Theatercarriére i Kjøbenhavn havde Jfr. Betty Christensens.
Hun var Elev paa Musik-Conservatoriet, optraadte i nogen
Tid paa det kgl. Theater og gjorde sig fordelagtigt bekendt
ved sit tækkelige, kvindelige Væsen og sin smukke Sang
stemme. Ogsaa hun indsaa Vanskeligheden ved i en nær
Fremtid at kunne tilkæmpe sig en sikker Stilling og rejste
til Norge, hvor hun som Mad. Smidt, i Ægteskab med
den dygtige Skuespiller A n to n S m id t, vandt stor og for
tjen t Yndest. Ligesom Jfr. Luplau vendte ogsaa hun til
bage til Kjøbenhavn, hvor hun paany forgæves prøvede
Lykken paa det kgl. Theater en enkelt Sæson. Men paa
Privattheatrene, særlig Folketheatret og Casino, hørte hun
i en lang Aarrække til de folkekæreste Kunstnere, og i
ældre K arakterroller og halvkoraiske og godmodige Matro
ner præsterede hun ofte ægte Kunst. Hendes Mand op
naaede i 1862 den for en P rivattheaterskuespiller hidtil
enestaaende Ære at blive dekoreret med Fortjenstmedaljen
i Guld — dog ikke for scenisk Virksomhed, men fordi han
1836
var Regeringens fortjente Konsulent i Fiskerisager og som
saadan dekoreret med Æreslegionens Ridderkors.
—
ls/5
debuterede Jørgen Christian Hansen som „Hans Hei-
ling“, f. 24/'s 1812, kgl. Skuesp. Juli 1839, afg. Juni 1875,
t 24/a 1880.
J ø r g e n C hr. H a n s e n — i Folkemunde altid kaldet
Christian Hansen — var en Værtshusholdersøn fra Told
bodvejen i Kjøbenhavn. Han var en musikalsk Dreng, der
til Kundernes Glæde gned Violinen i Beværtningen, og
hans Evner i den Retning var saa aabenbare, a t Faderen
lod ham tage Undervisning i Violinspil hos den geniale
Koncertmester Wexschall, der im idlertid engang tildelte
den halvvoxne Dreng en korporlig Revselse, som krænkede
Elevens Æresfølelse i den Grad, a t han løb baade fra sin
Lærer og sin Violin. Han fortrød dog snart sin Eskapade,
da den medførte, at Forældrene bestem te ham for Sko
magerfaget, der var ham af H jertet forhadt. Da hændte
det en Dag, at Tilfældet, som ofte regerer Menneskers, ikke
m indst Theatermenneskers, Skæbne, førte den unge Chri
stian Hansen ind i T rinitatis Kirke, hvor han hørte Jfr.
Zrza synge. Hendes dejlige Røst gik ham saa dybt til
H jerte, at han m aatte græde, og i de Dage, der fulgte
efter, førte Skæbnen ham videre ad den Vej, hvor han
skulde finde sin Gerning og sin Lykke her i Verden. I
en Avis læste han et Avertissement om, at man ved The
atre t søgte efter unge Mennesker med Stemme og musi
kalsk Evne, og at Lysthavende til en nærmere angivet Tid
blot havde at henvende sig til Syngemester Siboni. Chri
stian Hansen fulgte Vinket, og han fandt i Siboni den
Støtte og ivrige Fortaler, som netop i d ette Øjeblik var
ham saa nødvendig. Siboni var begejstret over den dejlige
Røst, som Skæbnen havde lad et ham møde, og han var
ikke paa nogen Maade tilsinds at lade Guldfuglen slippe
sig ud af Hænderne. Han indfandt sig i den Hansen’ske
Beværtning og udkæmpede haarde Kampe med den ener
giske Mad. Hansen. De slog i Bordet for hinanden. Mo
deren vilde have Drengen gjort til Skomager, og Siboni
vilde have ham gjort til Sanger. Sibonis ildfulde Vel
talenhed paa det gebrokne Italiener-D ansk sejrede. Him
merigsporten var aabnet. Og Christian Hansens gudbenaa-
dede Røst var reddet for T heatret. Men Lykken gjorde
endnu en Omvej, før den helt lod sig gribe. Ved et Til
fælde kom den unge Sanger til første Gang at vise sig for
Publikum i en Rolle, der pegede i en anden R etning end
den rigtige, og det var først da „Hans H eiling“s berømte
Komponist Marscliner i Foraaret 1836 ankom til Kjøbenhavn
for at lede Indstuderingen af sin Opera, a t Appelsinen
faldt i Christian Hansens A laddin-Turban. E fter a t Marsch-
ner havde hørt og set den smukke unge Mand, var Ter
ningen kastet. Og den Aften, da den herlige Opera gik
for første Gang over vor Scene, blev ogsaa den stolte Ind
vielse for Christian Hansen, Værtshusholderens Søn, der
ikke længe efter blev Folkets tilbedte Sanger, Frederik
den Syvendes Ven, den af B ifaldet altid ombruste „Kam
mersanger“, der som „Hans H eiling“, „Vilhelm T ell“, som
Peter den Store i „Czar og Tømmermand“, som „Figaro“
og som „Don Ju an “ har indskrevet sit Navn i vor Operas
Historie med uudslettelige Træk baade ved sin fortryllende
Røst og sit dramatiske Instinkt.
Ja, denne Røst! Hvor er det muligt med Pen og Blæk
at forklare, hvori dens T rylleri bestod ? Det lyder fattig t
at sige, at den var baade kraftig og blød, a t dens Klang
var saa følelsesfuld, dens Toner saa smeltende, at de sang
sig ind i alle H jerter med Magt, saa rørende milde, saa
inderligt bevægende, a t de paa én Gang greb og bevægede.
Hans Stemmes Klang elektriserede, selv naar han paa sine
gamle Dage — som Gæst paa Casino — traad te frem som
Lodsen Mikkelsen i „En Søndag paa, Amager“ og foredrog
de naive Ord om Søen, naar den skummer i Vrede. —
Christian Hansen var og blev Danmarks Romancesanger par
excellence.
1 sit Ægteskab med Skuespillerinden E r h a r d in e H a n
sen f. R a n tz a u blev han bl. a. musikalske Børn Fader
til Sangeren E r h a r d - H a n s e n , som blev gift med Sanger
inden D o ris P f e il. Skuespillerinden Fru J o n n a N e ii-
e n d a m er Kammersanger Hansens D atterdatter.
1837
29
/a
debuterede Adolph Marius Rosenkilde som Ludvig Tho-
strup i „Østergade og Vestergade“, f.
16h
1816, afg. Juni
1839, ansat paany Juli 1856, kgl. Skuesp. Juni 1857, sidste
Optr. 27io 1881, t u /to 1882.
A d o lf R o s e n k ild e — en Søn af den berøm te C. N.
Rosenkilde og selv en Skuespiller af høj Rang — kom
allerede i sit tolvte Aar paa Konservatoriet, men af Frygt
for, at Sønnen skulde tage Skade paa sin Moral ved at
færdes i saa ung en Alder i det slet disciplinerede Sam
fund, som paa den Tid Konservatoriet ansaas for at være,
tog Faderen ham bort derfra, og tyve Aar gammel dim it
teredes han af Stiftsprovst Storm fra Valby til Univer
sitetet som Student. Den unge Rosenkilde agtede dog
lang tfra at benytte sin Examen som Grundlag til et Brød
studium. Allerede et halvt Aar efter a t have erhvervet
den akademiske Grad staar han paa det kgl. Theaters
Scene som Ludvig Thostrup i „Østergade og Vestergade“,
sin Faders gamle Rolle. V alget udfordrede i sig selv til
en farlig Sammenligning og faldt ikke ud til Fordel for