S_FørOgNu

1828

R y s s iå n d e r , en Søster til Kammersangerinde Mad. Si

monsen, debuterede n /s 1885 som Maria i „Fornuftgifter-

m aalet“, men forlod kort efter Scenen. Hun døde

1892,

79 Aar gi.

—

12/12

debuterede Christian Kragh som W ilhelm i „Axel og

Valborg“, f.

s/io

1802, kgl. Skuesp. Aug. 1882, afg.

n /n

1867,

f 5/n 1884.

Det gælder for Christian Kragh som for Vilh. Holst, at

den yngre Slægt, der kun kendte ham paa hans ældre

Dage, havde vanskeligt ved at forstaa, at han i fordums

Tid virkelig havde udfyldt en ikke helt ubetydelig Plads

i Repertoiret. Han kan i to Ord karakteriseres som „Ry

ges Skygge“. De.t var hans Orm at spille sin store Lære

mesters Roller, men tidligt overlevede Kragh sig selv som

Skuespiller. Et Faktum er det ikke desto mindre, at hans

Debut vakte Bifald. Og Forklaringen siges a t være den,

a t han i sin yngre Alder ikke blot havde en klangfuld og

stæ rk Røst, men tillige en naturlig Værdighed isin Frem

træden, der gjorde ham vel skikket til Roller, der krævede

Anstand. Han har saaledes med god V irkning spillet Berg-

thor i „Hakon Ja rl“, Ebn i „Kong René’s D atter“ og

Lampens Aand i „Alad-

din“. Han besad tillige

noget Lune og skal have

væ ret morsom som Rebsla

geren i „Den nye Barsel

stue“ og Pryssing i „Re

censenten og D yret“. Hans

Hustru var den yndede

Sangerinde B o lin e M a r

g r e t h e K r a g h f. A b r a

h am se n , som tidligere er

om talt.

1829

8/i debuterede Jfr. Caro

line Keck, senere Mad.

Kretzchmer, som Clorinde

i „Cendrillon“, f. 21/n 1812,

kgl. Skuesp. Aug. 1832, afg.

Juli 1842, t 17/a 1895.

Jfr. Karoline Keck, den

senere Mad. Kretzchmer,

havde Betingelser for at

kunne udfylde en ikke

ubetydelig Plads som El

skerinde i Syngestyklcerne.

Hendes Sopran var baade

klangfuld og ypperlig sko

let og hendes Ydre til

talende. Alen hun mang

lede, som saa mange andre

Sangerinder før og efter

hendes Tid, i saa høj en

Grad scenisk Frem stillings

evne. Hendes smukke An

sigt var uden Udtryk, og

hendes smukke Stemme var

uden Inderlighed og Følel

se i Foredraget. Allerede

et Par Aar efter sin Debut

forsvandt hun mere og mere

i Glemsel. Hendes Mand

var

Kgl. Kapelmusikus

Kretzchmer, som tidligere

havde væ ret gift med den

kendte Danserinde af sam

me Navn.

„

Olaf Poulsen som Jeppe

— 24/s. debuterede Christoffer Hvid som Caspar i „Jægerbru

den“, 27/5 1803, kgl. Skuesp. Juli 1829, sidste Optr. °/s 1858,

t 27 i 1872.

Christoffer Hvid var medicinsk Student, da han fik sin

Debut i Operaen som Caspar i „Jægerbruden“, hvori han'

havde Lejlighed til a t vise sin klangfulde og smukke

Bas. Hans anden Debutrolle var i Samsøes „Dyveke“ som

Knud Gyldenstjerne, og hans Virksomhed falder ogsaa frem

tidig baade i Operaen og Skuespillet, dog væsentligst i

Operaen, hvor han optraadte bl. a. som Jacob i „Joseph

og hans B rødre“, Camille i „Røverborgen“ og Kommandan

ten i „Don Ju an “. Der var bestandig en vis Stivhed over

hans Ydelser, og han erhvervede sig aldrig nogen frem træ

dende Plads i Publikums Bevidsthed. Hans Navn i Thea-

trets Historie vil bevares ved den Omstændighed, a t han

en kort Tid var forlovet med Jfr. Påtges, før hun indtraadte

i Æ gteskabet med Heiberg. Hvid døde som Inspektør ved

Sygehjemmet paa Rolighedsvej.

1830

25/s debuterede Jfr. Cathrine Elisabeth Ryssiånder, senere

Mad. Simonsen, som Emilie i „Alarie“, f. 7/s 1816, kgl. Skuesp.

Maj 1834, sidste Optr. 20/u 1848, f 3/s 1849.

Cathrine Ryssiånder, der i sit Ægteskab med den fo rtrin

lige Violinspiller Simonsen blev Aloder til vor folkekære

Sanger N ie ls J u e l S im o n s e n , var kun et fem tenaars

Barn, da hun havde sin Debut og henrykte ved en ualm in

delig skøn og klangfuld Sopranstemme af sjelden Højde.

1830

Under Sibonis Vejledning uddannedes denne Stemme yder

ligere, og den unge Pige erhvervede sig efterhaanden en

fænomenal Koloraturfæ rdighed, og da de betydelige Na

turgaver yderligere understøttedes af den fineste Musik-

sans og ubøjelig Trang til stadig Fremgang i Kunsten, va

rede det ikke længe, inden Jfr. Ryssiånder blev Operaens

selvsagte Primadonna, en Stilling, der som bekendt med

fører „N ykker“, som heller ikke udeblev her. Stridigheder

med D irektionen førte til et Brud, som for et P ar Aars Tid

berøvede Operaen sin første kvindelige K raft. Da Brudet

var lægt, vendte den unge Primadonna tilbage og modto

ges med aabne Arme af sit Publikum . Men Adskillelsen

stod efter en halv Snes Aars Forløb a tte r for Døren. Hyp

pige Barnefødsler tvang Sangerinden til a t indskrænke sin

Virksomhed, og da hun døde som Kgl. Kammersangerinde

i sit 34de Aar, efterlod hun otte ukonfirmerede Børn. Hen

des E fterslæ gt arvede hendes musikalske Evner, endda i

anden Generation, hvad Børnebørnene Frk. G e rd a C h ri

s t o p h e r se n og Sangerne af Navnet S c h m e d e s har haft

rig Lejlighed til at bevise.

Alad. Simonsens dram atiske Evner stod lan g tfra paa Højde

med hendes em inente Sangkunst og dejlige Stemme. Alen

alligevel straaler hendes Navn

som et af vor Operas største, og

blandt hendes fornemste Ydelser

nævnes foruden Donna Anna hen

des Dronning i „Hugenotterne“

og hendes Alice i „Robert af

Norm andiet“.

1830

10/n

debuterede Jfr. Cecilie

Gade som Cherubino i Op. „Figa-

ros G ifterm aal“, f.

19/i

1814, afg.

1835, f 7/n 1890.

Jfr. Gade havde sin Debut i

samme Saison som Jfr. Rysslån-

der, men blev uden mindste Be

tydning for vor Scene, som hun

efter faa Aars Forløb forlod for

a t optræde paa Christianias The-

ater, hvor hun som Mad. Jørgen

sen gjorde megen Lykke. Hun

blev gift med den bekendte dansk

norske Skuespiller J ø r g e n s e n ,

til hvis Æ re H enrik Ibsen har

skrevet et Digt. Hendes Broder

var Danseren L. II. G ad e, og en

Søster, J a c o b in e , blev Sangeren

G. B. C e ttis Hustru og Moder til

Skuespiller F. A. C e tti.

1832

5/5

debuterede Johan Ru

dolph Waltz som Buchlaw i „Bru

den fra Lammermoor“, f. 9/o 1811,

kgl. Skuesp. 1835, sidste Optr. 27/s

1853, t % 1853.

Johan W altz var Konservatorie-

Elev og viste sig ved sin Debut

i Besiddelse af en køn og blød

Basstemme med en god Uddan

nelse, og denne Stemme blev ham

i Tidens Løb en udmæ rket Støtte

i Vaudevillernes Blomstringstid.

Hans Hammer i „Nej“ og Keiser i

„Recensenten og D yret“ skal have

væ ret al Æ re værd, selv om hans

dram atiske Evner ikke rakte vidt.

I Stykker, hvor hans tiltalende

i „Jeppe paa Bjerget“.

Sangstemme ikke fandt Anven-

1832

delse, vandt han dog ogsaa, paa Grund af sin vakre Person

lighed, udelt Bifald. Der er særlig Grund til a t minde om

hans Udførelse af Grib i „Hakon Ja rl“ og navnlig om

hans Henrik i „A lferne“. Begge Roller gav han et smukt

Udtryk for stilfæ rdig Inderlighed og romantisk Drømmeri.

Han døde i Sommeren 1853, medens den frygtelige Kolera

rasede, men da han ikke skyldte Epidemien sin Død, note

rede Aviserne ved Bekendtgørelsen: NB: Ikke af Kolera.

— 21/ø debuterede Ludvig Ferdinand Sahlertz som Carill i „De

to N æ tter“, f. 10/s 1812, kgl. Skuesp. Juni 1836, sidste Optr.

Vs 1860, t Vi 1886.

Ludvig Sahlertz blev en udmæ rket Støtte for Operaen

gennem en lang Række Aar, selv om han ingensinde naa-

ede nogen Førerstilling. D ertil var hans ydre Personlighed

og hans Frem stillingskunst ikke fængslende nok. Men i

det kjøbenhavnslce Damepublikum havde han længe en høj

Stjerne paa Grund af sit vindende Væsen og sin kønne

om end noget spinkle Skikkelse. Hans Debut var langtfra

lovende, idet Ængstelsen ganske udviskede det Indtryk,

man paa Forhaand var berettiget til at vente af hans yp

perlige og godt uddannede Tenor, der besad den ægte Me

talklang. Sahlertz var tillige en gennemmusikalsk Natur,

flittig og energisk, og han vandt sig lid t efter lidt den Sik

kerhed og Frihed i sin sceniske Frem træden, hvorpaa det

fra Begyndelsen havde skortet ham. Han vandt jævnlig

stor Anerkendelse i store og vanskelige P artier som George

136