137 / 359
1827
Jfr. Elise Heger var en D atter af Skuespillerparret Ste
phan og Eline Marie Heger, den fhv. Jfr. Smidth, i hvem
baade Henrik Steffens, Oehlenschlager og Rahbek havde
været stæ rkt forelskede, og som var den, der paa Scenen
skabte Kvindetypen i de Oehlenschlagerske Tragedier. D at
teren gik i Moderens Fodspor og var i lang Tid det sceni
ske Ideal som Fremstillerinden af den nordiske, højsindede
Kvinde. Hun debuterede — som sin Moder — som Emilie
Galotti og viste dyb Følelse og gav et sandt Udtryk for
kvindelig Ømhed og Renhed. Hun var meget smuk, havde
en rank Figur og ejede Ynde og Harmoni i Gang og Be
vægelse. Hendes Stemme havde en lidt for dyb Klang og
savnede til en Begyndelse tilstrækkelig Bøjelighed, hvilket
medførte en vis Monotoni i hendes Versbehandling. Men
ved efterhaanden at overtage muntre Elskerinder i Lyst
spillet, frigjordes ogsaa hendes Stemmemidlej-, og hun
vandt sig efterhaanden en fremskudt Plads i Publikums
Gunst. Blandt hendes Oehlenschlager’ske Kvindeskikkelser
straaler Ingeborg i „Dronning M argareta“ med særlig Glans.
Hendes Fremstilling prægedes af erj hellig Uskyld og den
dybeste Kærlighedsfølelse, og hendes Fremtræden til Farvel
1828
for en Del Ret. Wilhelm Holst’s Evner og Form for Skue
spilkunst faldt godt i Traad med Tidens sceniske Synspunk
ter og Krav. Der laa et stort Repertoire parat, som pas
sede for ham, og hans ydre Egenskaber var af saa hjerte
vindende en Karakter, at han let blev Publikums, særligt
Damernes Yndling. Baade de glade og de lidenskabelige
Elskere fik i Wilh. Holst en smuk og indtagende Fortolker.
Men ogsaa i det alvorlige Skuespil formaaede han at
hævde sin Plads med Ære. Hans Navn vil dog særlig blive
mindet i Forbindelse med Roller, hvis Paradeagtighed ude
lukkede dem fra kunstnerisk Værd. I Dennery’s bekendte
Lystspil „Don Cæsar de Bazan“ spillede han med besnæ
rende Friskhed og Glans T itelpartiet som den ligesaa
ædle som letsindige, den ligesaa ridderlige som udsvævende
Allerhelvedskarl. Her kulminerede han.
Fra det Øjeblik, da Michael Wiehe efter nogle Aars
tilsyneladende haabløse Kampe mod Publikums sløve og
aandløse Ligegyldighed begyndte at vinde Terræn, bleg
nede Wilh. Holst’s Stjerne, og en senere Slægt, der saa
sit Ideal virkeliggjort i Brødrene Michael og Vilhelm Wie-
hes sjælfulde Kunst, forstod ikke den Betydning, Holst
Olaf Poulsen fejres i Anledning af hans 40aarige Jubilæum (April 1907) ved en Fest i Fredensborg.
T h eaterch efen , E kscellencen, Greve
E. Z aeh ariae,
A xel M adsen,
Jo h a n n e B lad,
N. K ellendam ,
E rn st B ojesen,
D an n esk jold Sam søe. O laf P oulsen. G rosserer.
Skuespiller.
O laf P s D atfer.
E . H o lb øll,
S kuespiller.
D irek tø r.
A th a lia K eum ert.
W . Ø sterg aard ,
H a lk , O verlæ ge. P ostm ester.
E m ilie P o u lsen ,
A n n a B loch, S ku espillerin d e.
Professor.
O laf P .s H u stru .
K eum ert, S kuespiller.
Kose B ojesen, O laf P .s D a tte r.
1827
i sidste Akt var i sin ædle Simpelhed af uforglemmelig
Skønhed. Oluf i den samme Tragedie fremstilledes med
frejdig Ungdom og Varme af Vilh. Holst, der ikke længe
efter blev hendes Ægtefælle. Elise Holst’s Theaterbane
strakte sig over et Tidsrum af tre og fyrretyve Aar, og da
hendes Fremstillingskunst væsenlig begrænsedes til Elsker
indefaget, gled hun paa sine ældre Dage mere og mere ud
af Repertoiret og havde allerede længe ønsket at trække
sig tilbage, da hun med Sæsonen 1870 endelig fik sin Af
sked. —
1828
14/n debuterede Wilhelm Conrad Holst som Alonze i „Pre-
ciosa“, f. Vi 1807, kgl. Skuesp. Aug. 1882, afg. Juli 1872,
t 73 1898.
Wilh. Holst var Søn (udenfor Ægteskab) af Theaterchef
H o l s t e i n og Skuespillerinden Jfr. Man n e r up, som døde
ung. Han havde allerede i Drengeaarene tum let sig paa
lange Søfarter, men da han som tyveaarig kom tilbage til
sit Fødeland for at absolvere sin Eksamen som Styrmand,
fik Jonas Collin og Liebe ham let overtalt til at søge sin
Lykke paa Theatret, hvor man netop trængte til en ung
Elsker, og hvor han med sit smukke Ydre og friske Væsen
utvivlsomt vilde komme paa sin rette Hylde. Og man fik
1828
virkelig havde haft for Skuepladsen. Han blev mindre og
mindre benyttet og efterlod ved sin Bortgang intet Savn.
Holst blev den længstlevende af Skuespillerne fra Guld
alderperioden; endnu som 90aarig Olding vandrede han
rank og spænstig paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn (uden
for Ægteskab) var Forf., Oberst Frits Holst.
a7ii debuterede Johan Anton Påtges som Vilhelm i „intri
gen ved Morskabstheatret“, f. lz/a 1807, kgl. Skuesp. Sept.
1834, afg. Novbr. 1867, f 1883.
Anton Patges’ Navn i Skuepladsens Historie er knyttet
nøje til Søsterens, den senere berømte Johanne Luise
Heiberg. I Forhold til hendes Betydning var hans kun me
get underordnet. Han blev en anvendelig Brugbarhed, der
sikkert i væsentlig Grad skyldte sin Søsters Herskerstil
ling, at han efterhaanden fik tildelt en Mamgde Roller,
rigtignok oftest af sekundær Rang. Hans ydre Evner var
langtfra ringe, men han manglede medfødt Talent og per
sonlig Ejendommelighed. Han benyttedes i sit lange Thea-
terliv baade i Opera, Skuespil, Vaudevillen og Balletten,
men uden i alle disse forskellige Kunstarter at præstere
nogen enkelt nævneværdig Ydelse. Indtil 1873 var han
Theatrets Inspicent. Hans Hustru, J u l i a n e Ma r i e født
135