![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0146.jpg)
1838
Vs debuterede Ludvig Bernhard Sahlgreen som Strolofl i
„Lestocq“, t 2l/io 1866 som Synge-Sufflør.
Ludvig Sahlgreen besad en smuk Tenor og et stateligt
Ydre, men trak sig tilbage, vistnok i egen Erkendelse af,
a t hans dram atiske Begavelse stod i Misforhold til hans
gode ydre Fortrin. Da han opgav Stillingen som udøvende
Kunstner, overtog han Embedet som T heatrets Syngesufflør
og indlagde sig i denne Egenskab virkelig Fortjeneste.
Han var gift med Sangerinden L o u is e R u d o lf in e S a h l
g re e n f. M a rc h e r.
— S5/s debuterede Jfr. Pauline Charlotte Frederikke Lichtenstein,
senere Mad. Rung, som Rachel i Op. „Jødinden“, f.
2
7j 1818,
kgl. Skuesp. Juli 1841, afg. Juni 1857, f
WU
1890.
Jfr. Lichtenstein, der i 1842 ægtede Theatrets Syngeme-
ster, Komponisten Henrik Rung, var født Berlinerinde og
var i Følge med et tysk Skuespillerselskab kommen til Kjø-
benhavn og havde vundet Bifald som en køn, talentfuld
og stemmebegavet Elskerinde i Vaudevillefaget. Fra Kjø-
benhavn drog hun til Provinserne, hvor hendes Stemme
naaede til fuld Udvikling. Rygtet om hendes udmærkede
Egenskaber, baade i Retning af Skønhed og Talent, bragte
hende i Forbindelse med det kgl. Theater, der i 1887 til
bød hende Engagement, skaffede hende Undervisning i Sang
og dansk Tekstudtale og lovede sig en Del af hendes Med
virkning i Syngestykker og Vaudeviller. Hun overtraf langt
de Forventninger, der knyttedes til hendes Fremtid. Hen
des Stemme voksede i Volumen og Velklang, hun røbede
aandfuld Opfattelse af Foredragets Kunst og en rig Fø
lelse og N aturlighed i sit Spil, og hendes sydlandske Skøn
hed, hendes jom fruelige Ynde og hele Frem træden gjorde
hendes sceniske Personlighed saare tiltrækkende. Det blev
da i Operaen og ikke i det lettere Sangstykke, hun fik
sit V irkefelt. Som Rachel i „Jødinden“, i „Fidelio“, som
Elvira i „Don Ju an “ og som „Liden K irsten“ viste hun
snart k raftig Pathos, snart den blideste Ynde og varmeste
Følelse. Mad. Rung indtog i en Række af Aar en frem ra
gende Stilling ved Operaen, og den Dialekt, der mindede
om hendes fremmede Afstamning, gav hendes Frem stillin
ger, i Publikums Mening, en Ynde mere.
Efter en om trent tyveaarig Virksomhed trak hun sig til
bage. Jevnlige Sygdomsforfald havde hæmmet hendes V irk
somhed, men Publikums Yndest bevarede hun til det sid
ste.
Hun blev Moder til Kapelmester F r e d e r ik R u n g og
til Kgl. Kammersangerinde Fru S o p h ie K e lle r .
— 27» debuterede Jfr. Anna Henriette Petrine Andersen som
Fanchette i „De to G renaderer“, f. 28/ø 1818, kgl. Skuesp.
Juli 1842, sidste Optr. Va 1881, f V* 1881.
H enriette Andersen var D atter af en Skibsfører, der
døde, medens hun endnu var Barn. Med sin Moder, der,
for at tjene Brødet lod sig engagere som Skuespillerinde
i Provinsen og ægtede D irektør Orlamundt, blev hun tid
ligt fortrolig med Scenen og havde allerede som en lille
syvaars Pige sin Debut i Odense 1826. E fter en Del Om
flakken i Danmark og Norge havnede hun i Kjøbenhavn,
hvor hun paa det kgl. Theater fik en Debut, der ikke sva
rede helt til de Forventninger, man nærede om hende.
Men hun indfriede dem ved sin næste Optræden som
„Pariserdrengen“ i Bayards yndede Lystspil af dette Navn
og spillede i sit mere end fyrretyveaarige Theaterliv paa
det kgl. Theater baade i Skuespillet og Lystspillet en Række
alvorlige og komiske Roller, som sikrede hende en aner
kendt Stilling, om end sjeldent i første Plan.
1839
s'/i debuterede Hans Wilhelm Lange som Luceval i „Frie
rens Besøg“, f. 18/i 1815, sidste Optr. V* 1839, f 29A 1873.
Det var Professor Molbech, som havde Fortjenesten af
at skaffe den smukke Provinsskuespiller Lange en Debut
paa det kgl. Theater, men da W ilh. Holst lagde fuldt Be
slag paa alle Elskerrollerne, drog Lange atter ud til sine
Sejre i Provinserne. Men han var mere Forretningsmand
end Kunstner, og hans Ærgerrighed var a t blive Theater-
direktør. Ved Kronprins F r e d e r ik s (d. VII) Hjælp opnaa-
ede han en Bevilling i 1844, og Aaret efter begyndte han
i Provinsbyerne sin dygtige Ledervirksomhed, der i 1848 førte
ham til Kjøbenhavn som Casinotheatrets første Direktør,
hvor han styrede til 1855. Frederik VII satte megen Pris paa
ham, vistnok mest fordi han smigrede G re v in d e D a n n e r,
og indrømmede ham til Heibergs Harme H oftheatret, hvor
Lange i den berømte Sæson 1855—56 samlede et dygtigt
Personale omkring Oppositionens Førstemænd Michael Wiehe
og Høedt. Da Heiberg var styrtet, og de betydelige Skue
spillere vendt tilbage til deres rette Virkeplads, aabnede
H. V. Lange — der af sin Konges Naade i Aarenes Løb
var blevet Kammerraad og Ridder af Dannebrog — i 1857
Folketheatret paa Nørregade, som han styrede til sin Død.
I nder al denne Foretagsomhed var Lange ingenlunde ble
vet en rig Mand; hans Død skaanede ham maaske for den
^ dmygelse at m aatte forlade det Theater, som skylder ham
sin Tilblivelse. Lange var to Gange gift, første Gang med
Skuespillerinden J u l ia n e M a rie M ic h e ls e n , der blev
Moder til Skuespillerinden Fru A g n es N y ro p , anden Gang
med den afholdte komiske Skuespillerinde J u l ie L um b y e ,
som efter Langes Død blev gift med en Søn af Kammer
sanger Hansen, Skuespiller Carl Hansen.
1839
i8/s debuterede Jfr. Frederikke Berg som Zerlina i „Don
Ju an “, sidste Optr. 8/s 1842, f 87
7
1887.
Jfr. Berg havde en omfangsrig og meget behagelig Sang
stemme, der dog hverken var fyldig nok eller tilstræ kke
ligt skolet til at kunne benyttes udenfor Sangspillet. Til
lige havde hendes ydre Frem træden, skønt beskeden og
tækkelig, et saadant Præg af Ubetydelighed, at hun umu
ligt kunde fængsle Publikums Opmærksomhed i større P ar
tier. Hun udførte Zerlinas Rolle særdeles net, men Haabet
0111
, at hun skulde kunne udfylde en blot nogenlunde be
tydningsfuld Plads i Operaen, glippede hurtigt, og hun ef
terlod in tet Savn, da hun efter ganske faa Aars Forløb
afskedigedes. Hun blev gift med F ab rik an t M u lle r.
1840
18
2
debuterede Theodorus Robertus Findanus Rasmussen som
Raoul i „Anno 1000“, f. 17/s 1814, f 21A 1893.
Theodorus Rasmussen havde en uheldig Debut i Synge-
stykket „Anno 1000“, og Overskou tilskriver tildels denne
■ Debutant, at S tykket faldt igennem. Overskou kalder ham
en Ridder af bedrøvelig Skikkelse med en høj, smal Figur
; og en Tenorstemme, der var ganske svag og utilstrække-
sigt skolet, og bebrejder T heatret, at det lod ham prøve
sin Uformuenhed paa endnu en Rolle, som Raimbaud i
„Robert af N orm andiet“, istedetfor straks a t give ham den
Afsked, som syntes ham vis allerede fra første Færd. Dette
sidste Forsøg var af den Beskaffenhed, a t enhver Tanke
om at lade Debutanten prøve Skæbnen endnu en tredje
Gang m aatte opgives. Senere blev han en anvendt Skue
spiller i Christiania, Provinserne og paa Casino, hvis Di
rektør han var i nogle Aar, og dér sam lede han i hvert
Fald én Gang hele Kjøbenhavns Opmærksomhed paa sin
Person, nemlig da han i „ G r e v in d e n o g h e n d e s S ø
s k e n d e b a r n “ foredrog Visen:
„Jeg hader den, der steg fra Dybet
bedækket med et Folks Fo rag t“.
Th. Rasmussen var gift med Skuespillerinden V ilh e l-
m in e f. L u p i au og Fader til H e lg a B lu h m e .
— 28
/4
debuterede Jens Carl Stephanus Bruus som Ruy Gomez
i „Man kan, hvad man vil“, f 10/s 1895-
Bruus er i Theatrets H istorie et h elt forglem t Navn.
Han var i Besiddelse af en god Talestemme og et ret be
hageligt Ydre, der skulde synes a t kunne gøre ham skik
ket til at indtage en Plads som anden Elsker. Han fik da
ogsaa Lov til at forsøge sig i enkelte, lan g tfra ubetydelige
Roller, men opnaaede dog kun a t blive R utinier og —
endte som Dampmøller.
1841
12/n debuterede Gunder Emanuel Gundersen som Willis i
„Richard Sarage“, f. 23/s 1817, kgl. Skuesp. Jan. 1847, afg.
Decbr. 1876, f 27
t
1890.
Gunder Gundersen var Elev paa T h eatret sam tidig med
Michael Wiehe, og den højvise D irektion, hvem Vorherre
havde skænket Embedet, men uden a t forlene den med
Forstand paa dram atisk Kunst og slumrende Evner hos
kejtede Begyndere, saa et frem tidigt Lys i Gundersen, me
dens den nærmest lod den unge Michael W iehe have Lov
til at blive ved T heatret af Hensyn til hans Afstamning
fra den berømte Rosing'ske Slægt. Men efterhaanden bleg
nede Gundersens Stjerne, medens W iehe skred frem i stedse
større og stæ rkere Glans. Gundersen blev fortrinsvis be
n y ttet i det komiske Repertoire, men han hørte til den
Art af Komikere, der egentlig røber mere Lune og sm it
tende Humør udenfor Scenen end i deres Kunst. Han var
blandt Kammeraterne bag Kulisserne altid sikker paa et
taknemmeligt Auditorium, en ypperlig Fortæ ller og fuld
af de pudsigste Indfald, som han var. Men paa Scenen
svigtede oftest hans Humør. Der var han tør, Stemmen af
en kedelig Klang og hans1Person uden Sympathi. Han
vedblev hele sit lange Theaterliv igennem at staa i de
Meniges Række, og han gjorde med redelig Vilje sin
Pligt, indtil en Sindssygdom standsede hans beskedne
Virksomhed.
— 7
12
debuterede Peter Ludvig Nicolai Schram som Bertram
i „Robert af Normandiet“, f. 5/a 1819, kgl. Skuesp. Juli
1845, f 7 t 1895.
P eter Schram var en betydelig Operasanger og samtidigt,
hvilket er sjeldent, en betydelig Skuespiller. Og hans Ev
ner spændte vidt — fra den mægtige Pathos til den bur
leske Komik. Men Fantasien var hans største Kraft, Kær
nen i hans Kunst baade som Operist og som Skuespiller.
Hans prægtige Skikkelse, det sloltbaarne Hoved med de
store Træk og hans prægtige, udmæ rket skolede Basstemme
gjorde ham hurtigt til en af Operarepertoirets Bærere.
Hans Leporello i „Don Ju an “ og hans Mefistopheles i Gou-
nods „Faust“ var monumentale Adelser, der vilde have
væ ret til Ære for enhver europæisk Scene. Og det var
in tet Under, at den store Opera i Paris vilde tilbyde ham
Engagement paa gunstige \ Tilkaar. Flere Gange fristede
man ham med lokkende Tilbud fra Udlandet, men han
blev Danmark tro, og skriver man Operaens Historie i
sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, skriver man sam
tidig Schrams. Her er ikke Plads til a t opregne hans sang
lige Triumfer, — vi vil blot nævne hans Jacob i „Joseph
og hans Brødre“, Sachs i „Mestersangerne“, Brause i „So-
vedrikken“ og Don Bartholo, hvor hans Lune fejrede en
144