101 / 420
98
Det er ganske vist!
v ' -
F
or den stakkels »Ordinære«
Var her aldrig' godt at være
I en storpolitisk Tvist,
Atter gik den i et Fælles
udvalg, hvor dens Timer tælles.
— Det er ganske vist!
Vel kan endnu ingen vide,
Hvilken
Medfart
den maa lide
Bag
hint
Udvalgs Fængselsrist:
Men, al den vil blive plaget,
Knebet, klippet, tlaaet, raget,
Det er ganske vist!
Om til Slut den bjerger Livet,,
Er just ikke forud givet;
Let kan Skæbnen
blive
trist;
At den for- har stranguleret
Et Budget, der var barberet,
Det er ganske vist!
Ingen veed, hvad sig
kan
..hænde,
Før en Rigsdag er til Ende.
Trods den snare korte Frist
Er der Tid nok — maa der siges —
Til at skjændes og — forliges.
Det er ganske vist!
— Hæ rr e fo r men. de loyale
Skinfarbandiere afmale
Som en udsøgt Højrelist,
Kunde som Forligets Hille
Fjer« dog godt en Rolle, spille,
Det er ganske vist!
Om der sluttelig vil stamme
Hele fem Høns ned.fra samme,
Herpaa har vor Kundskab Brist,
Men at den i H ø g sb ro es Hænder
Bliver let til bare Ænder,
Det er ganske vist!
Dog, lad os kun være glade.
Hvis »Forliget« tager Skade,
Ler den bedst, som ler filsidst
River ud det
i
en Flænge,
Kan »Forhandlingen« sig hænge,
Det er ganske
visf!
Freden, som den er.
' V
Mine Damer og H e rre r!
Freden er en af de m est om
tvistede Ting her paa Jorden.
I)e fleste holder paa den som
noget rart og godt, ja opkalder
endog deres Gader efter den
og stifter Foreninger i dens Navn.
medens andre kalder den lumsk
kedelig og gør alt muligt for at
blive den kvit. Alexander den
Store var ingen Yen af Freden,
og Napoleon den dito ligesaa
lidt. Naa! de to H errer havde vel neppe erholdt bemældte
Hank til
deres
N avn, hvis de i Stedet for som Krigere var
optiaadte som
deres Tids Fred. Bajer’e. — Du Frelsens n e j!
det var netopTJfreden, der fredede om deres Berømmelse, saa
attlen voksede
sig sior og mægtig. N ej! at se Napoleon som
stille Videnskabsmand, — eller Alexander som fredelig Bonde
bag Ploven
vilde vist gøre samme Virkning som at overraske en Hanløve
i det indre Afrika i Færd med at frisere sig, og jeg vil derfor
gaa over til at tale om Freden i Almindelighed.
Den første Gang man her i Norden hører tale om Freden
i dens mere udstrakte Betydning, er under Frode Fredegod.
Indtil den Tid var det gaaet løs paa Næverne, for ikke at tale
om Sværd og Skjold og Skinkehen efter en større Maalestok;
men Frode, der var en endnu, større Fredsven end selve Fred:
B fik i en Fart. og ved vægtige Argumenter Freden bragt til
Veje; og der henlaa i flere Aar et Guldarmbaand paa alfar Vej,
inden at det faldt nogen ind at røre det med saa meget som.
en Finger.
Da Frode døde vår Freden forbi, og nu var den saa
temmelig husvild her i Norden i lange Tider. Erik Ejegod var,
næst efter Frode, den, der var nærmest ved Idealet, men selv
han formaaede dog ikke helt at naa det; —
Vs>