117 / 420
114
Sørgelige Udsigter.
dJ
m v x
0 /
/*. r ø r
Å[ ^
L/ad Højre her i Riget
Kun ofre Ros og Virak paa »Forliget«,
Og lad kun Boj sen blære
Sig mod den dyrt betalte sOrdinære«.
Han selv kan daarlig nægte,
At ved hans Roser findes hvasse Torne:
Sejrene var forlorne,
Men, desto værre, Skuffelsen var ægte.
Man skaffed’ ikke Landet
Saa meget som en radikal Minister,
Men kun det bare Klister,
Hvor Hojre Melet var og Venstre Vandet.
Dets Aarsag maa herhjemme
Hver indfødt Evropæer dybt sig græmme.
Hvad har nu disse Stakler
For en Snes Aars ihærdige Spektakler?
For Riftelringsanfægtelser
Og for Finanslov- og for Skattenægtelser?
Hvad har nu disse Troende
Paa Landbodemokraterne ?
Kun Mindretalsmandaterne
Og saa den Smule rene Halm i Skoene!
Haardt blev af Slaget rammet
Det Venstre, som har Ene
ret hævdet paa at kalde sig »det rene«
Og ikkun »skarp Protest« har i Programmet;
Thi der er Intet mere,
Mod hvilket det Parti kan »protestere«.
Deri just stikker Humlen,
At man har ingen Gjenstand for sin Rumlen.
Det blev en net Historie,
At man blev pudset for et »Provisorie« ;
I hver en Bondehytte
Er Vælgerne vel flade,
Men siger klog af Skade
Til nok en »Grundlovskamp«: Hvad kan det nytte?
Hvert Stridspunkt saligt hviler
Dybt under Jordens Dække.
Sligt skal nok Vingen stække
Paa selv den mest renlivede Krakiler;
Thi, hvor skal han faa fat paa
Noget, som nu han hænge kan sin Hat paa?
Kjendte Navne. Nogle af vore mest berømte Forfattere
indbyder til Dannelse af en Forfatterforening.
Det mest
I bekjendte Navn er Knud Bo k k e n h e u s e r s .
Han er
| Forfatter til Indbydelsen.
B r a n d v a g t e n .
Nu stiger den! Som jeg sagde
forleden til min Ven Therkiidsen,
der laver Lyn og Torden i
Kulissen og altsaa er saa og
sige en vidtløftig Medkollegus af
os Brandmænd: »Er dør nogen
upasserlige her paa Komedie-
stationen?« sagde jeg. »Næh,«
sagde Therkiidsen, »hvorfor det?« — »Naa, jeg tænkte bare,
da jeg saa, at
Oluf
allerede skulde op, at- det kanske var
begrundet paa Svagelighed, at Personalet ikke kunde taale at
gaa ud, ogsaa de ligesaa godt kunde blive hjemme og spille
Stykket meddet samme.« — »Naada, næh,« sagde han, »der
er saamænd ingen anden svagelige end som vores Kothe, som
pludselig har opdaget, at der har slaaet sig Influenza paa
Gasjen og Repetoriumet.«
Nu maa jeg for Resten sige, at
Oluf
er overmaade honnet
og regederligt Arbejde. Det er ligesom jeg vil sige en lille
besindig Husild til fire Stationssprøjter og ingen Dampsprøjte.
Den gjør sgu ikke en Kat Fortræd, og der er, hvad der skal
væie: Text af E i n a r k r i s j a n s e u og Bønder i Skjorteærmer
og Dødsfald i Finalen og He r o l d , som er storartet og alene
Pengene værd. Og saa er- der det overmaade behavelige, at
man kjender hele Texten i Forvejen, hvad der navnlig er til
Foidel for Fru Keller, der er nederdrægtig og norsk Venstre
kvinde, hvorfor hun foragter det danske Sprog og synger
Partiet paa Volapyk, fordi det danske Publikum ikke forstaar
Landsmaalet.
Skal vi have Nordmænd, saa vil jeg for Resten hellere
have det rene Væsen, som man faar bedst og riælest i