122 / 420
&/
118
S idste Stik.
(Frit efter D r a c hm a nns
» farste Spadestik*.)
v i ,
I r f
%VV
\\
+
Sig det, sig det, er det sandt,
H o l g e r strider paa det sidste,
At hans Yariethevand fandt
Hverken Rantzau eller »Kiste«?
Har hans tærskende Lyriks
Okse faaet Laas for Munden?
Maa han i sin Porfmenix
Ræddes for at se til Bunden?
Tryk og Sværte — ærlig talt!
Den, som saa ham træde Yande
I hans Ordflom »nationalt«,
Saa paa »Jungfernstieg« ham lan,de.
I hans Garderhøjtidssang
Haabets Lærker hørtes klukke,
Nu hans Harpe har en Klang
Fast som Evropæørsukke.
Han paa Matinéens Dag
Jubilæum kunde holda
For de fem og tyve Flag,
Han i Mundsvejr ud lod folde.
Han som Alvorsmand paa Sligt
Kan hvert. »Omslag« paa sin Finger
Attestere med et Digt,
Naar »das Gold« i Kisten klinger.
«
— Nej, det er dog ikke sandt,
At hau strider paa det sidste,
At hans »Spadestik« paa Kant
Har ham bragt med nogen »Kiste«.
I Koncertpalæet gav
Liberalt, de Liberale
Mønt ham til en Yandringsstav
Op til Norges Oftedale.
Som man veed, »der var en Gang«,
Hvor om Yærn mod Danmarks Fjender.
Om'dets ædle Mænd han sang
Og dets villiestærke Kvinder.
— Nu et andet Løsens Ord
Paa sin Fane vil han skrive:
»Kast din Fortid over Bord,
Naar Moneter det kan give!«
Af et Brev.
Kjære Læser! Jeg sender dig herved en
Bunke Anførselstegn, som Du selv kan sætte til bagefter, hvor
Du synes, det kunde passe.
D in
G. B.
Ved Kaffen.
V
VM >,7/;
•
¿ ' V "
X:■/.«> /
\
'Å II
Fru Jidiane Petersen:
God Dag, søde Fru Schrøder, ja
Tak en lille Taar, men den maa endelig være dygtig sort,
da jeg ikke taaler de livlige Farver, jeg skal sige Dem, jeg er
uemlig i et skrækkelig daarligt Humør formedelst Sj ol ander,
der har opført sig paa en ligefrem lumpen Maade imod mig,
nemlig ved at holde mig for Nar, saa jeg ikke kom med til
nogen af hans Koncerter, skønt jeg ved den levende, saa sandt
jeg sidder her i al min Nøgenhed, var oppe fire Gange om
Morgenen Klokken syv for at staa i Kø hos Y i lh elm han sen,
da jeg ikke turde betro det til Petersen, som altid sætter sig
ind til Aporta og venter, naar han skal staa i Kø, men-jeg fik
jo aber ingen Billet nogen af Gangene, men derimod den sidste
Gang en Fortand løs, som heldigvis var forloren, og Besvimelse
og knækket Parasol og reverenter talt, en Ligtorn masekreret,
og det nyttede jo ikke, at jeg gik ind i Butikken og fik fat. i
den ene af Brødrene Hansen og forestillede ham, at jeg maat te
have Billetten, da jeg havde stor Familie hjemme og i alle
Maader var en respektabel Kone, og saa har jeg været paa
Jagt efter denne Sjolander i alle Foreninger og private Kredse,
hvor hau kom med sin Luth, saa Frits Grønbæk sagde, at jeg
var bleven saa luthersk, at jeg var lige ved at blive helt jiatolsk i
Hovedet af- det, men lige meget hjalp det, og til sidst, da jeg
vilde være velgjørende mod Dr ak ma nd tog jeg fejl af ham
og en anden Velgjørenhedskoncert og sad og var velgjørende
uden Sjolander, og såa i min Fortvivlelse saa skriver jeg til
ham og inviterede ham meget pænt til The hjemme hos os
selv en Aften og musikalsk Soaré og forestillede ham, at vi
var en lille musikalsk Kreds, der protesjerede fremiiiede Be
rømtheder, og vi sendte Karlen fra Forretningen hen paa
Hotellet og fik jo saa mundtlig Besked tilbage, at han nok
skulde komme, og vi havde jo saa samlet et lille udvalgt Sel-
V£>