![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0126.jpg)
Paa den frie Udstilling holdtes der forleden efter Lukketid
et Diskussionsmøde for at drøfte det af et a f »
Berlingske«s
B’er
rejste Spørgsmaal om frisindede Hundes Betydning for den frie
Udstilling.
Fru
Slott-Møllers
»Niels Ebbesem. indledede. Han var af
Princip Dyreven og var netop paa Vejen til Dyrskue med sin
bekjendte jydske Hingst
»Gert«.
Hvad kunde det nytte, at man
gav Matinéer i Koncertpalæet til Fordel for hans Ven
Svend
Trøst
, naar man saa skjævt til hans firbenede Venner. Efter
at Fru Slott-Møller havde barberet ham, følte han sig oven i
Kjøbet i Slægt med den barberede Puddel, og dette kunde
naturligvis kun forøge hans Sympathi. Han var en af Indbyderne
til den Hundeudstilling, der skulde være i Banders til Sommer,
men fik Hundene ikke Lov til at komme paa den frie Udstilling
i Aar, saa kunde do frie Udstillere heller ikke vente at komme
med til Hundenes frie Udstilling. (Bifald).
Zahrtmanns
»Eleonora Christina« vilde bare spørge, om det
var en Maade at behandle en paa. Her havde hun flere Aar
igjennem maatto trave om fra den ene Udstilling til den anden,
nu i Aar var hun bleven reduceret til at hedde »En Lysvirkning«
og maatte sidde i bar Figur. Skjønt Foraaret var kommet tidlig,
var det dog alligevel et stift Stykke at forlange sligt af en
Dame i hendes Alder. Hun fik i den Dragt at føle, at vi
ikke var i Hundedagene, men saa vidste hun heller ikke, hvad
Hundene havde at gjøre her. Der burde sættes en Cerberus
ved Indgangen. (Meningskamp).
Willumsens
»Ny-Grækerinde« vilde paa Landsmandskabets
Vegne oplyse om, at Cerberus ogsaa hørte til Hundeslægten.
Hun havde selv faaet Plads i »
Taarneti.
og paa dette ophøjede
Stade genere Hundene selvfølgelig ikke, men det var dog ikke
videre pæut at se, at de benyttede Slott-Møllers Vugge til
Nødtørft.
Ebbesen
kunde paa Familien Slott-Møllers Vegne oplyse
om, at ved anden Ophængning^ vilde Familiens øvrige Sovekammerinventariurn blive udstillet, hvilket vilde overflødiggjøro
al Benyttelse af Vuggen i d e n ommeldte Retning. (Bravo!)
Skovgaards
»Eva« mente ikke, at Familien Slott-Møller be
høvede at gjøre sig Ulejlighed, da Familien Skovgaard havde
udstillet tilstrækkeligt af dekorativt Porcellæn.
Engelsteds
»Dalila« fandt de sidste Bemærkninger noget
haartrukne. Man skulde ikke skabe sig. Det med Hundene
havde nok ikke meget paa sig.
Samson
vilde bare bede Dalila feje for sin egen Dør.
Hun havde saamænd heller ikke for meget paa sig. Han vilde
derimod spørge hende, hvor hun havde faaet den røde Næse fra.
En af
Peter Hansens
Balkavalerer bad Samson lade være
at komme med Personligheder og tale om Ansigtsfarve. Taleren
selv og hans Kammerater var ganske vist sorte i Ansigterne,
men de var vel lige gode for det. Fordi Samson foretrak at
helde Sprit i Haaret, skulde han ikke komme med Stikpiller
til dem, der gjorde en mere naturlig Brug af den.
Da Ingen yderligere ønskede Ordet, afsluttede Ebbesen
Forhandlingerne
Der vedtoges derefter med alle Stemmer
mod 1 (Eleonora Christina) en Udtalelse om, at alle Hunde
skulde have Adgang med Undtagelse af
Simonsens
, der var
Udstillere paa Chanottenborg.
Bededags-Aften-Stemninger.
0 Bededag! O Hvededag I
Du fik fra gammel Tid i Arv
At samle til et broget Lag
Det danske Folks den bedste Marv.
Vel Langelinie fik sit Knæk,
En ny til Gjengjæld er begyndt,
Trods nogen anden Sommergjæk
Den praler med sin nye Pynt.
Saa gjælder det jo bare,
Om man kan Pynten klare.
Her findes dog vor gamle Bys
Den rette Traverbane end,
Men ingen Traver her er spyds,
For her er ingen H a l v o r s e n .
Selv en agrarisk Bataillon
Her trives kan paa bedste Vis,
Her er jo en Restauration,
Hvor
Hveden
stiger højt i Pris.
1 Folkegunst dog ikke
Man Snapsen ud kan stikke.
Her spirer Vaarens unge Skud
Saavel fra Kviste som fra R i i s,
Den Sidstes smaa Elever Bud
Os bringer jo til Vaarens Pris.
Til Vaarens! Jo, hvis siden hen
Man dem paa Scenen søge vil,
Og de da ikke er der end,
De svare vil omtrent dertil:
Theatret! Jo, god Maar’en I
Der har vi lige — vaaren!
Vel mindes end vi med et Suk
Den gamle Vold med Klokkeklang;
Men Nattergalens Elskovskluk
End lyder trindt i Danevang.
Her fløjter mellem Løvet tyst
Ung Hø r u p for sin Hø g s b r o l i l .
Ak! kunde blot i dette Bryst
Han tænde op den gamle Ild!
Ved Klangen af hans Klokke
Han skulde glad da sjokke.