Previous Page  127 / 420 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 127 / 420 Next Page
Page Background

Paa den frie Udstilling holdtes der forleden efter Lukketid

et Diskussionsmøde for at drøfte det af et a f »

Berlingske«s

B’er

rejste Spørgsmaal om frisindede Hundes Betydning for den frie

Udstilling.

Fru

Slott-Møllers

»Niels Ebbesem. indledede. Han var af

Princip Dyreven og var netop paa Vejen til Dyrskue med sin

bekjendte jydske Hingst

»Gert«.

Hvad kunde det nytte, at man

gav Matinéer i Koncertpalæet til Fordel for hans Ven

Svend

Trøst

, naar man saa skjævt til hans firbenede Venner. Efter

at Fru Slott-Møller havde barberet ham, følte han sig oven i

Kjøbet i Slægt med den barberede Puddel, og dette kunde

naturligvis kun forøge hans Sympathi. Han var en af Indbyderne

til den Hundeudstilling, der skulde være i Banders til Sommer,

men fik Hundene ikke Lov til at komme paa den frie Udstilling

i Aar, saa kunde do frie Udstillere heller ikke vente at komme

med til Hundenes frie Udstilling. (Bifald).

Zahrtmanns

»Eleonora Christina« vilde bare spørge, om det

var en Maade at behandle en paa. Her havde hun flere Aar

igjennem maatto trave om fra den ene Udstilling til den anden,

nu i Aar var hun bleven reduceret til at hedde »En Lysvirkning«

og maatte sidde i bar Figur. Skjønt Foraaret var kommet tidlig,

var det dog alligevel et stift Stykke at forlange sligt af en

Dame i hendes Alder. Hun fik i den Dragt at føle, at vi

ikke var i Hundedagene, men saa vidste hun heller ikke, hvad

Hundene havde at gjøre her. Der burde sættes en Cerberus

ved Indgangen. (Meningskamp).

Willumsens

»Ny-Grækerinde« vilde paa Landsmandskabets

Vegne oplyse om, at Cerberus ogsaa hørte til Hundeslægten.

Hun havde selv faaet Plads i »

Taarneti.

og paa dette ophøjede

Stade genere Hundene selvfølgelig ikke, men det var dog ikke

videre pæut at se, at de benyttede Slott-Møllers Vugge til

Nødtørft.

Ebbesen

kunde paa Familien Slott-Møllers Vegne oplyse

om, at ved anden Ophængning^ vilde Familiens øvrige Sovekammerinventariurn blive udstillet, hvilket vilde overflødiggjøro

al Benyttelse af Vuggen i d e n ommeldte Retning. (Bravo!)

Skovgaards

»Eva« mente ikke, at Familien Slott-Møller be­

høvede at gjøre sig Ulejlighed, da Familien Skovgaard havde

udstillet tilstrækkeligt af dekorativt Porcellæn.

Engelsteds

»Dalila« fandt de sidste Bemærkninger noget

haartrukne. Man skulde ikke skabe sig. Det med Hundene

havde nok ikke meget paa sig.

Samson

vilde bare bede Dalila feje for sin egen Dør.

Hun havde saamænd heller ikke for meget paa sig. Han vilde

derimod spørge hende, hvor hun havde faaet den røde Næse fra.

En af

Peter Hansens

Balkavalerer bad Samson lade være

at komme med Personligheder og tale om Ansigtsfarve. Taleren

selv og hans Kammerater var ganske vist sorte i Ansigterne,

men de var vel lige gode for det. Fordi Samson foretrak at

helde Sprit i Haaret, skulde han ikke komme med Stikpiller

til dem, der gjorde en mere naturlig Brug af den.

Da Ingen yderligere ønskede Ordet, afsluttede Ebbesen

Forhandlingerne

Der vedtoges derefter med alle Stemmer

mod 1 (Eleonora Christina) en Udtalelse om, at alle Hunde

skulde have Adgang med Undtagelse af

Simonsens

, der var

Udstillere paa Chanottenborg.

Bededags-Aften-Stemninger.

0 Bededag! O Hvededag I

Du fik fra gammel Tid i Arv

At samle til et broget Lag

Det danske Folks den bedste Marv.

Vel Langelinie fik sit Knæk,

En ny til Gjengjæld er begyndt,

Trods nogen anden Sommergjæk

Den praler med sin nye Pynt.

Saa gjælder det jo bare,

Om man kan Pynten klare.

Her findes dog vor gamle Bys

Den rette Traverbane end,

Men ingen Traver her er spyds,

For her er ingen H a l v o r s e n .

Selv en agrarisk Bataillon

Her trives kan paa bedste Vis,

Her er jo en Restauration,

Hvor

Hveden

stiger højt i Pris.

1 Folkegunst dog ikke

Man Snapsen ud kan stikke.

Her spirer Vaarens unge Skud

Saavel fra Kviste som fra R i i s,

Den Sidstes smaa Elever Bud

Os bringer jo til Vaarens Pris.

Til Vaarens! Jo, hvis siden hen

Man dem paa Scenen søge vil,

Og de da ikke er der end,

De svare vil omtrent dertil:

Theatret! Jo, god Maar’en I

Der har vi lige — vaaren!

Vel mindes end vi med et Suk

Den gamle Vold med Klokkeklang;

Men Nattergalens Elskovskluk

End lyder trindt i Danevang.

Her fløjter mellem Løvet tyst

Ung Hø r u p for sin Hø g s b r o l i l .

Ak! kunde blot i dette Bryst

Han tænde op den gamle Ild!

Ved Klangen af hans Klokke

Han skulde glad da sjokke.