126 / 420
122
En K ræ ftsk ad e .
laar en sølle D i Ile tta n t
Yil forsøge sig som Snyder,
Yeed man nok, livad det betyder:
Som en uselig Forbryder
Tages hans Person i Pant
For det Mammon, der forsvandt,
Og et Fangeliv han nyder,
Hvor han bitterlig fortryder
Den Beskedenhed, der fandt
Altid Hæderspladsen blandt
Jordelivets skjønne Dyder.
— Men, naar Yerden er bedraget
Af en V i r t u o s i Faget,
Anderledes Piben lyder:
Glad ved Livet han sig fryder,
Tillidsposter man ham byder, ^
Saa hos ham i alle Gryder
Det med Mælk og Honning flyder;
Intet »Selskab« ham forskyder,
Tvertimod man højst galant
For hans Følelser at skaane
Giver Byttet ham at »laane« !
— Det er sørgeligt, men sandt.
*
*
*
Saa kan nemlig Yirtnosen
Med det mugne Mel i Posen
Altid »laane« noget mere,
Det vil sige: kun hos Næsten,
Og det første »Laan« for Resten
Med Udbyttet konvertere.
Det skal ikke stort genere
Den, der bare redder sit,
At Talentet ser sit Snit
Til paa næsten samme Maade
Andet Steds at faa Kredit:
— Andre Plader blive slaaede,
Andre Banker blive flaaede,
Det gjør ingen Ting! Aah Skidt!
Selv om Laanet bliver større,
Naar han derved kun vil sørge
For at bringe paa det Tørre,
Hvad han just har laant af mi t !
Yi kan tvætte vore Hænder
Hyggelig i Ro og Mag,
Det vil sige, hvis han spænder
Heldig af og ikke ender
Legen med at gaa en Dag,
— Medens hans Forretningsvenner
Dybt bedrøvet skjærer Tænder, —
Bort fra Skygge og — Bedrag.
Fra Demokratiets Yildtbane.
(Jagtvejen. Aftenstund. En Folketidngsmand
kommer spadserende fra den ene Side, en menig
Demokrat fra den anden.)
&
Folkethingsmandcn.
Undskyld, at jeg
saadan uden videre tiltaler Dem uden at
være præsenteret, men jeg maa have
Nogen at udøse mit Hjerte for: Endelig
er da Frihedens Dag gryet i gamle Danmark !
Demokraten.
Det er’en vel nok.
F.
Jeg mærker, De er opfyldt af den
samme begejstrede Stemning som jeg.
I denne Folkejubel finder vi Folkerepræ
sentanter den bedste Løn for vort lange,
opslidende Arbejde i Frihedens Tjeneste.
D.
Naada! Di æ sgu’nte billigt
F.
Jeg mærker, De forstaar mig. Jeg
tør maaske gaa ud fra, at De hører til de
uforsonlige Forligsmænd?
D.
Eva’ Fa’en æ de for no’ne Bisser?
F.
Kjære! de femten Forligsmænd,
der stemte mod Forliget. Ikke sandt, De
billiger denne staalsatte Holdning: man
arbejder for Landets Yel, men glemmer
dog ikke Frihedens store Sag.
D.
Ja, hva’ det mere politiske anbe-
langer, saa æ jæ Sossealdemmekrat.
F.
Ædle Hand I En Socialdemokrat
er for os mere værd end to af vore egne,
tror jeg nok. — Ja, jeg siger: tror jeg
nok, forstaar De, fordi vi femten i denne
Gjæringstid endnu ikke er sikre paa, om
vi nærmest hører til i Integade eller hos
Boj sen. Det kommer saa meget an paa
n ø g s b r o , og mellem os sagt: haneren
lun — Noksagt. Ser De, hvis vi hører
til i Integade, saa er jo Socialdemokraterne
vore Yenner; hvis ikke, maa vi kalde
alle gode Kræfter paa Tro og Love i over
12,000 Exemplarer til Hjælp mod dem.
Men jeg tror nok, den staar paa Integade.
D.
Ja, jæ æ s’gu lige glad.
F.
Jeg ogsaa — glad i hvert Tilfælde.
Jeg forstaar-, at vi to sympathiserer. Og
ikke sandt? det gik Dem ligesom mig:
De maatte herud i Aften for personlig at
at Tyranniets
A.ager
Den ka’ jæ sgu
for-visse Dem om,
afkastet?
D.
Hva’ æ’ den a’
:nte gi’ igjen paa.
F.
Ser De da ikke netop herude Sporene
af vor Sejr over Provisorismen ? De for
hadte Gendarmer er væk!
D.
Det æ di s’gu osse. Men saa æ
der vel I’olleti i Steden for?
F.
N ej og atter nej! De provisoriske
Betjente har vi jo ogs aa undlivet.
D.
Naa! Jamen saa ka’ jæ jo godt
ta’ aa mule Dig a’, Din Storborgertamp!
F.
Hvabe—ha’r?
D.
Vær nu baresteng lidt sjemytli’,
gamle Svibel, aa ta’en mæ Ro. For nu
ska’ Du ha’ Klø! (slaar løs paa ham,)
F.
Hjælp! Hjælp! Politi!
Gendarmer!
Vi)