215 / 420
211
eJ
-m e /éreo
til
Degleren og Folitikkeren
H j o m n f j e t ' r i e B j ø r v t t t o t i .
p. t. Norge.
Hoho Deres Velærværtihej,
her sitter den gamle Glaje aa
svaler saj uje paa Rakvirket
a B i f r o s t med en iskold Absint,
alle
Mjøddonkene
værendes
sprongne i den myrderlie Hede
,
aa den dorlcdrevne Rad L o k e
havendes des formedelst erholt
Bevilling hos gamle Fatter Bruge
paa a uskjænkt samme grøn
gule Fængdøsjækeldrilc, hvora
di gamle tossige Eienherrier
spøtteje, bandendes paa, a de
va, inte Annet end som Kinder
pulver løst op i Vand, samme gamle Kraftindioter natyrhvis
inte havendes Forstand paa det maaderne Mexeri aa Vælær-
værtihcjen ka ta Gift paa, a den gamle Glaje har vaaren i
di hoiere R.elegioner a Begeistring over samme udøjelige
.Skjalds
»Nye Faatællinger«, Bogen værendes strax inglemmet
i Motter F r ig g a s Leiebibliothek, men samme gamle Snærpe,
havenders læst di føste halthundrede Sijer, havendes strax for
budt alle di smaa ugifte Blaaojeje sammes Læsning, aa
samme søje smaa Asynnier, værendes i den Ånlening rent
tossie etter den
,
saa den garnle Glajes Messenatægsemplar
er rent slidt i Stumper a Sammes søje smaa Fingre
,
den
lille raske Cyklistinde R o s lev a havendes desforugen brændt
Holler me sin Segaret i Titelblajet aa spaaleret Velærværti-
hejens nyjelie Paaskreft:
»Til m in gamle Glate i ValhaIla«.
Aa d i smaa Blaaøjede har natyrlig heller m te lamnet kapere
Allegorien om gamle Beslcop Absalons Parøk ossevigere, aa
inte heller har de forstaaet, om jeg saa maa sie G inealogien
i Bogen, hva den gamle Tyroler natyrlig er mere dreven i, saa
a han præ sis ve, hva der er som handler om Velærværti-
hejens forhenværendes og Sammes nuværendes Svierdatter
og om Lillebjørn, værendes et Sjeni og derigennem liesom
Oktave i
»
Lillemoer
«
kommen i Fedtefajet og ug a det iygen,
va der natyrlig ligger over de smaa Blaaøjejes Hønseforstand
m m ikke over en gammel drevm Tyrolers, der liesom\ Vel-
ærværtihejen luir stoderet Kvinnen i voreses onge Dae og nu
bagetter, da vi beggeto er bleen hæderkroneje Vismænd, ka la
Etterslægtm ha godt a vores Frfaringer, a en Portion Stram -
box alligeveller inte er den regtie Fasong i alle Tilfælle men
kons i none aa inte med Absalons Moer, Bispinden værendes
der et rent forliert Mædikkement men allieveller en brillangt
Slavscme saa hves den Bog inte kommer i otte Oplav hos gamle
Gyllendals onge Iiegel, saa vel Onnertejneje aldri mere svenge
som nu, sit Absintbeger paa Velærværtihejens immervæk
Velgaaendes og Lillebjørnens frem tijie Storhej og Løkke.
Alen det er lie aggerat det, der netop nu udføres a Velær-
værtihejens immervæk trofaste gamle glaje
T y r o le r -F e e r tig n a n t,
p. t. Valhalla.
En Vise om Hunde og et Ben.
kv<
E t Bo fra Arilds Tid bar været
Hver Prokurators Paradis,•
Og navnlig D am k ier har formeret
Sit Bo med Boer i massevis.
Selv et Fallitbo, skjønt et skidt Bo
Sig viser tidt dog som et fedt Bo,
Og saadan gik det og med S chm id t$ Bo
Der ej just var en Sybarits Bo.
I Skifteretten praktisere,
Det mored Damkier nu og da,
Han gik nok Ærender med mere
Og fik, hvad saadan der faldt a’.
Tidt, naar det var et godt Fallitbo,
Sa'e Florian L arsen : »Det er Dit Bo«.
Og Damkier snildelig sig snoer:
Han fik en hel Bo-tik af Boer.
Men, Slangen udi Paradiset
Kun pønsede paa Argelist;
Og stille bandt til Damkier Kiset,
Og lier var Slangen en Jurist.
Fornøjet som en anden Jumbo,
Gaar Damkier om med Sehmidtes Stump Bo,
Og anor ej, at onde Magter
Just efter det Bo graadig tragter.
Men knap har Boet han fortæret,
Før hans Kolleger rykker frem,
De trækker Sliren fra Sa-læret
Og truer Damkiers Bo og Hjem:
»Faar
haD
det Bo som Separat-Bo,
Saa kan vi sige nok: Godnat, Bo!
Skal han hos Florian florere?
\£>
Hvordan det hele sig vil stille,
Hvem der er hvad i Stridens Elv,
Ej her vi nu forklare ville,
Fordi de ved det ikke selv.
Moralen er dog vistnok den: »Bo
Er godt, men Fred beroer paa Gjenbo.«
Og siger Ebtten end: »Tag mal væk!«
Saa gjælder det til Wands — nej A lb eck .