218 / 420
IE :n S p a a d c m .
Der var en Gang en Folkethingsmand,
Som fangede Bønder paa Langeland.
Han fangede store, han fangede smaa,
Saa mange, som her vilde bide paa.
Det gik til en Tid; saa blev han en Dag
Kaldt bort fra Skygge og fra Bedrag.
Dog, medens han færdedes her paa Jord
Frembar han de skæbnesvangre Ord:
»Naar Modet er knækket hos Yenstres Mænd,
Da kommer T ræ h esten s Tid igen,
Og Hundepisken vil slaa sine Smæld
Til Gru for hver usæl folkelig Træl!«
— Nu har man, des værre, tidsnok set,
At Manden har været en stor Profet;
Thi Modet er knust hos den Venstremand,
Der nu fanger Bønder paa Langeland.
Paa Vælgermøder hans Mund er tavs,
Hans Farve er »ren«, men »Kuløren« er snavs.
Der ovre, midt i den gysende Kreds
»Træhesten« som et Varselstegu ses,
Og »Hundepisken« har sat sine Spor
Paa en af de Godtfolk, der duer i Nord.
Men Træhesten er ikkun den Pegas,
Hvormed liden Edvard har haft sit Mas,
Og Hundepisken i Danevang,
Det var den Svøbe, som Esmann svang;
Saa Spaadom og Pisk ved Skæbnens Spil
Slog begge paa Edvard bedrøvelig til.
Løvinden Tony
døde forleden Dag — formodentlig af
Græmmelse over, at
Løvetand
i Følge den nye Lov om
Levnedsmidler er bleven degraderet til simpel
Kaffetilsætning.
Baron F ir c k s viste sig ikke ved Begravelsen, da han var
ganske forbrølt. Til Gjengjæld stillede han i Kisten, hvor han
drak en isafkølet Fricks vom Fass.
_____
-/ ' « ^ V e d IK Z a ffe n .. ,
f i f ( » / y /
å
Fru Juliane Petersen:
God Dag, søde Fru Schrøder —
ja Tak, en lille Draabe kan jeg rigtignok ikke modstaa. naar
De vil bære over med, at jeg inaaske sidder ganske stille og
lader Dem tale paa Grund af Varmen, som virkelig er noget
nochniedagewesenes, og det vil jeg sige, at det gaar over min
Forstand, hvordan C aw ling kan holde ud at opholde sig
mellem de andre Negre i Vestindien i den Temperatur, jeg'
siger bare, at jeg finder, det er lidt underligt af Bladet at
servere tropiske Artikler nu, da det formelig vilde kvæge at
læse lidt fra Nordpolen, men saa kan Cawling jo til
Gjengjæld glæde sig ved, at det var en kold en, den E in ar-
k r is tia n s e n skrev i »Illustreret Tidende« om hans »Dybe
Dale«, men hvad der er mig det allermest ubegribelige, det
er, at nogle af Landmændene i Randers gjorde Udflugt til
Heden, som om vi ikke havde Hede nok her i Kjøbenhavn,
og at saa oven i Kjøbet en af dem har talt om at nære Varme
for Hødesagen, navnlig da Jyderne jo oven i Kjøbet har Ord
for at kunne være temmelig lune af sig — nej, veed De hvad,
søde Fru Schrøder, saa gaar jeg dog heller i Vandet i Sundet,
selv om der er Vandmandsforsairling, end jeg gaar til Land
mandsforsamling paa den Maade, og det er da en Guds Lykke,
at vi er kommet til at ligge ved Taarbæk i Aar og ikke er
kommet i Ordrup, som der først var Tale om, og alle vi
Taarbækkere er jo stærkt optagne af Kystbanen, som vi jo
rigtig nok ikke har faaet endnu, men som rimeligvis vil blive
stærkt optaget af os, naar den en Gang kommer, og der er jo
bare det kjedelige ved det, at den skulde gaa i en helt anden
Retning, end den skal gaa, saa vi har jo boldt et Protest
møde og vedtaget en Adresse om, at hvis Kystbanen skal være
Lystbane, saa maa den gaa ad en ganske anden Bane, og hvis
nu Skodsborgerne og Vedbækkerne og Humlebækkerne og alle
de andre Bækker ogsaa holder hver deres Protestmøde og
laver hver deres Adresse om at faa Banen hver i deres
Retning, saa skulde det gaa underligt til, om alle de mange
Bækker smaa ikke blev til et stort Aah, hvis det da ikke
bliver Banens Bane, at den kommer saa meget paa Bane,