210 / 420
Der C yk list kommt.
206
\ \ :
Paa Asfalten Cyklerytter,
Stærke Muskler, Luft i Lungen,
Folk paa Gaden nok sig hytter,
Lige blot i Munden Tungen.
Ak des værre: Yerden syndig,
Somme Godtfolk mindre blide,
Finder ikke Sporten yndig,
Og vil ikke gaa til Side.
Ondskab, Nedrighed, Chikane:
Klokkens Kingen agtes ringe,
Folk Cyklisten fra hans Bane
Yil saa grumme gjerne tvinge.
Ben de for Maskinen spænder,
Ofrer gjerne egne Lemmer —
Hvordan saa det hele ender,
Man nok uden Møje nemmer:
Cyklemandens Ben i Hjulet,
Og den andens Hjulben møre,
Slagsmaal: Cyklemanden mulet,
Sjov i Gaden, livligt Røre.
Hamber Humber, bitte Stumper,
Politiet ind sig blander,
Begge Parter hjemad huinper,
Mens de efter Noder bander.
Begge i Avisen skriver
Derpaa liere Snese Spalter,
Mange Potter. Galde bliver
Flydende paa Sportens Alter.
S ta a l af Skrivekløe gribes,
Han er nok et Jern paa Cykle,
Naar hans Staal til Kampen slibes,
Ve hv6r Cykle-fjendtlig Mikkel!
Saadan tapre danske Drenge
Paa de gamle Fædre slægter,
Kun for en Betjent med strenge
Miner ej at staa de mægter.
Derfor dog i Mandedom man
Ej behøver nu at vige,
Thi i Yikingtiden kom man
Ikke i den Offentlige.
En Suppleant
Det stærkt reducerede Tal paa de Halv
treds, der duede i Integade og Norden, har faaet en værdifuld
Forøgelse i en ny Neger, der til en Forandring er fra Vest
indien. Hans Plejefader Caw lin g trænerer ham i Reportagens
ABC ude blandt Grævlingerne, hvor han selv i sin Tid lærte
Negeriet.
Ved Undervisningen lægges Hovedvægten paa
Halshugning af afdøde Konger og Interviews af afdøde
Generalkonsuler.
Luftskipperen, der vilde lære Frygt at kjende.
Der var en Gang en Mand,
som aldrig havde været bange.
Hans Navn var J o h a n sen , og
det ærgrede ham, at han ikke
kunde komme til at skjælve.
Saa drog han da ud i den
vide, vide kjøbenhavnske Verden
for at lære Frygt at kjende.
Han kjørte paa den salig afdøde
Dampsporvogn, optraadte som
Taler i Kvindevalgretsreform-
foreningen, læste samvittigheds
fuldt alle C aw lin g s Artikler i »Politiken« og drak Dus med
M artin i us N ie ls e n .
Men det lykkedes ham ikke at
komme til at skjælve.
»Højere op!« sagde han, og saa blev han Luftskipper.
Han lod sig brintforgifte, gik op i Torden -og Lynild, lod
Ballonen revne, fik Ballonen smadret, kom i Klammeri med
vrede Landmænd. — Alt forgjæves.
E u g e n P e t e r s e n fik Medlidenhed med ham og tilbød
at sætte en lille Skræk i Livet paa ham. Han havde lagt
Mærke til. hvilken udmærket 'Virkning det har paa en Cyklist,
naar. der staar en Betjent ved Foden af den Bakke, han rutscher
ned ad. Derfor stillede han Betjente alle Vegne, hvor Johansen
kunde tænkes at gaa ned, parate til at notere ham.
Men Johansen var ikke en Gang bange for den Offentlige.
Han hævede sig over det og følte sig nu først rigtig oppe,
skjønt han tydelig mærkede, at det saa let som noget kunde
ende med Vandgang.
»Naar han ikke er bange for den Offentlige, saa er der
saagu heller ikke noget, han er bange for«, sagde alle kloge
Kjøbenhavnere.