230 / 420
226
Sønden for Lands L
oy
og Ret.
* \vk> -
%.
(
/ivet er i Grunden trist
For en stakkels Ana r k i s t ,
Der sin Lyst kan daarlig styre
Til at myre
Andre Godtfolk her og hist.
Samfundsordenen er slet,
Den er paa det sorte Brædt
Og skal helst som Ormeføde
Lægges øde!
— Det er han s moralske Ret!
Men, des værre, det er haardt,
At en slig uskyldig Sport
Som at dolke Præsidenter
Jevnlig endt er
Med Proces, der tidt blev kort.
Kaster han en Bombe ned
I en sølle Menighed,
Lærer han saagar pr. Strikke,
At han ikke
Maa slaa Folk ihjel i Fred.
Det er næstendels en Skam,
At man nu det skyldfri Lam
Levner kun af Ret en Skygge!
Selv hans Trykke
frihed man berøver ham!
Hans Forsamlingsfrihed gaar
Nedenom og hjem i Aar;
Hvordan skal i denne Kvide
Han vel vide,
Hvorfra han lidt Samling faar ?
Selv i E n g l a n d er der Spor
Til et særligt Lovens Ord,
Saa han kan behandles ganske
Som den danske
Zangenberg paa slesvigsk Jord!
Men, gaar Staklens Menneske
rettighed i Hundene,
Kan maaske dog Dyret i ham
Et Steds gi’e ham
Dyrenes Beskyttelse!
Paa Tærskelen.
Personerne: F r e d e | Äspiranter
Frede.
Var du saa oppe i den røde
Bygning, Klavs?
Klavs.
Ja, men jeg blev lieldt ud.
De sagde, at jeg havde ikke noget dér at
bestille.
F.
Det er dog ganske mærkværdigt.
Sagde de noget om mig?
K.
Ikke et Muk. De bar sig i det
hele ad, som om hverken vi eller Aftalerne existerede.
F.
Forunderligt. Har du ellers sét
ham for nylig?
K.
Jeg mødte ham paa Toldbodvejen
i Formiddags. Han nikkede til mit Knaphul
og smilte forbindtligt, men han sagde
ingen Ting.
F.
Saa han ud til at være træt?
K.
Des værre, nej. Han var saa
lebendig som nogen Sinde. De nitten Aar
har gjort ham nitten Aar yngre.
F.
Jeg forstaar mig ikke mere paa
den Mand. Under de forberedende Forhandlinger var han aldeles mør, og det
var jo en fastslaaet Klavsul, Klavs, at
du og jeg . . .
K.
Ikke sandt? Og den Tale i Lauds-
thinget? Den, skulde man da mene, var
tydelig nok. Han sagde det jo næsten
med rene Ord.
F.
Det forbavsende er, at Højre selv
har troet det.
A.
Og endda bliver han siddende.
Hør, har du ikke en eller anden Avis, du
kunde inspirere til at rokke ved ham?
»Dannebrog
« f. Ex.
F.
Ak nej, det var i de glade Morgen
bladsdage, Larsen og jeg begik Sechers
Ledere. Nu er det Albertis Aand, der
svæver over Vandgangene. Men jeg skal
se at iaa
»Møns Folkeblad
« til at køre
op med det svære Skyts.
A.
Og naar jeg saa samtidig bombarderer væk i »Assens
Amts Avis*,
saa tør
jeg indestaa for, at han skal komme til
at bæve i Knæerne.
F.
Et saadant kombineret Angreb vil
han vanskelig kunne staa for. Den Salut
bliver ham for stærk.
K.
Det kunde jo ogsaa tænkes, at
Sølvbryllupet . . .
F.
Nej, naar der ikke skete noget i
Randers, bør vi ikke vente os Hjælp fra
den Kant.
K.
Eller om vi fik Agrarerne til Undsætning ?
F.
De tænker kun paa den betrængte
Høst i denne Tid, ikke paa trængende
Mennesker som os.
K.
Skulde nu Kampagnen i de os
undergivne Monitører i Assens og Stege
ikke hjælpe, hvad gør vi saa?
F.
Saa er der ikke andet for end at
gaa direkte til Kongen med en aller
underdanigst Ansøgning.
Jeg formener,
det vil støtte vor Sag mægtigt, at vi anfører, vi allerede har bestilt Uniformen.
K.
Uniformen! Død og Pine! Jeg
maa paa Øjeblikket hen til min Skræder.
F.
Jeg skal ogsaa hen at prøve. Den
Trekantede har jeg.
K.
Jeg ogsaa. Farvel, kjære Frede!
F.
Farvel, kjære Klavs!
Begge.
Paa Gjensyn i den Røde!