263 / 420
2 5 9
O c begaff tí>et fie/ att fíjen liibcn fuaríe SEroíb
manitb oc Alchymist/ tjanb Dr. ©buarb
93ranbe£ bíeff fo confvnderet/ att f)annb
gaff fie tití att profethere forre fíje Sannge»
Scenbere/ att no uore Herbem? ©mtbe nær oc
fíje arrme btptber gantfdje ganngne lia Jtotterne.
£>g fíoeg tjanb fiine Sigter oc ®ar ifoitber oc foer/ att íjanb
uiítbe ctj meere fie metí) Politiquea att fabriquero Obi tíjette
Sannbmingelere/ men fct)íe offuer §affuet till S^orrije/ tí) tíjer
eretßrofeter ubaff Ijann? ©ürbetjg mere estimerede enn fomrn
tjer/ oc bíanbt 9íorrige§ gijælbe Oojer frie Sauter oc fri
Slicerríigíjeeb oc imtgen í>ünnbe»i]3ibfd)fer/ menn tjannb tijen
gamte §øg<?broe faeb tiEbaege oc uaare galt bbi Eatotten.
Da han sku ld e rejse.
Edvard skulde af Sted.
Puk
var nede for at sige Farvel. Es-
J j
man n var der ogsaa. Han ønskede
endnu at give Edvard et slaaende
Bevis paa sit Yenskab og havde
strammet sig op med en lille Pisk
for ikke at blive overvældet af Af
skedens Smerte.
Ellers var der forskjellige De
putationer, f. Ex. fra Sværtegades
selskabelige Klub, fra Integades gjensidige Forsikringsforening,
fra taknemmelige Skolebørn i'C a w lin g s sorte Skole, fra Be
boere i Slaglille (pr. Helsingør), og éndelig et Kor af Kvinde-
valgretsreformhvadvivilforeningen, der afsang »Satt maschinen
i gång« paa Dansk. Da de kom til Slutningsordene:
»Brødre i Aanden,
' ;s
p ,
Der vifter med Haanden,
Farvel, farvel paa den gyngende Grund
da græd Edvard, som ban var pisket, og. selv Esmaim, der i
dette Øjeblik havde opdaget Fru Brandes, følte sig revet med.
Puk
traadte hen til Falderebstrappen.
— Glem mig ikke,
Puk,
sagde Edvard.'
— Aldrig, svarede
Puk.
— Dig betror jeg mit literære Efterladenskab. Jeg har
jo skrevet nogle Stykker — —
— Aa ja, nogle Stykker!
— Jeg skal sørge for at de allesammen bliver opførte —
— Hvad for noget! sagde
Puk
forskrækket.
— Ja, paa en Liste. Og saa vil jeg bede Dig,
P u k
-------
Her kvalte Taarerne hans Stemme. Men
Puk
lovede ham
at tage sig af det altsammen, som han altid havde gjort.
Og saa gik han hjem og udnævnte Edvard til 1. Klasse
Nr. 3 i sin Rangforordning — en Ære; der ikke var vist
Nogen siden B e n th e im , dér endda kun var No. 4.
Et Par sorte Storke
er ankomne til zoologisk Have. Det
er dog des værre ikke dem fra Amagertorv.
L ille Edevard.
J eg vil synge om en Helt,
Yidt berømt ved Storebelt.
Der kan siges meget rart
Om den lille E d evard .
Mens i Yuggen han laa svøbt,
Blev han vist nok inte døbt.
Ellers blev der intet spart
Paa den lille E d eva rd .
Tvende Sønner fik hans Mor,
En af dem blev store Broer,
Og den anden kaldtes snart
For den lille Edevard.
Pen i Haand han havde faa’t.
Men det Vaaben var for smaat,
»Bruge Mund er mere
smart«,
Tænkte lille Edevar.d.
Derfor han paa Langeland
Stilled sig til Rigsdagsmand,
Venstre valgte i en Fart
Da den lille E devard.
E d eva rd han var polisk,
Derfor fik han Hundepisk,
Esmann som en Leopard
Sprang paa lille E devard.
Dog hans Kone tappert stred,
Rev og kradsede og bed,
Rykked Esmann i hans Bart,
Frelste lille E d eva rd .
E d evard gik hjem og sa’ :
»Er der mer, hvor d e t kom fra,
Absenterer jeg mig snart«.
Saadan sagde E d ev a rd .
Og i
-»Politi/een«
skrev
Han et yndigt Afskedsbrev,
Lagde frem sin Skæbne klart,
Stakkels lille E d eva rd .
Hvor faar vi en Edvard fra,
Naar mod Nord han stikker a’?
Langeland er goldt og bart
Uden lille Edevard.
Skal i Kamp mod sorte smaa
»Dannebrog«
i Vandet gaa,
Trøster for uheldig.Start
S e c h e r sig med Edevard.
Vi)