270 / 420
266
eJ
L a n d m a n d s l i v .
/AT?
r x
bonden har travlt i Vest og i Øst,
Saasom han er i Gang med sin Høst:
Den skulde gjerne sankes i Lade
Uden at komme for meget til Skade;
Dog, mens A g rarern e tærsker og slaar
Og høster forhaabentlig mer, end de saar,
Er der Skam Landmænd, som ikke er glade.
Der er nu først den uheldige F r e d e
Og den moderate Arbejdsstyrke.
Skjønt her var Jordlodder nok at dyrke,
Blev de af Udbyttet ikke fede.
Den ny Uniform rev ud i en Flænge,
Men, har man saaet Klinte saa længe,
Saa kan man ikke strax høste Hvede.
Derefter følger A l b e r t i s vældige,
Banebrydende, staalsatte Flok,
Som under »
Dannebrog
« med dens tilfældige
Sjov har haft Hovarbejd mere end nok.
Kun til en udsøgt, men ikke just stor
Kvægbesætning man høstede Roer
Og lidt Kantøfler, men de var uheldige.
Dog en Slags Trøst
Har de fra B e rg ian e rn e s Høst:
Rigeligt Nedslag og ugunstigt Vejr
Gjorde selv Stemningen nedslaaet her.
Lidet kun Langhalmstærskningen gavner,
Og de for Kjerner maa nøjes
med Avner,
B e r g man for den Sags Skyld slet ikke savner.
Værst er alligevel Høsten gaaet
For vore Landmænd i In tegad e.
De har kun høstet, som de har saaet:
Lussinger, mer eller mindre flade.
Misvæxt og Visneri har der hersket,
Nu er selvJE d v a rd bleven fortærsket
Og maa de rodløse Planter forlade.
Derimod i St. G r u n d tv ig s Lo
Høsten en større Gelædesfest skylder.
Af Taburetter her høstedes to,
Og, hvad der dygtig i Skjæppen fylder,
Er dog det Pantheon, Ti o t g e n begik,
Og som Guldstriber oven i Kuppelen fik,
Der nok en Gang den
St. Gjertrud
forgylder.
T i l V elk om st .
Puk
havde været i Folke-
theatret sammen med Oberon
og Titania for at se
Niniche.
Han var bleven helt fantastisk
stemt over al den eventyrlige
Pragt, som Å b r a h a m s ’s ven
lige Husalfer havde
udfoldet
paa Tilskuerpladsen i Løbet af
Sommeren, og til sidst syntes
han, at Abrahams selv Var bleveri
en Alf med Vinger paa Ryggen
ligesom
Puk
selv.
Da hau havde sagt Godnat til Oberon og Titania, fik han
pludselig en god Ide. Han vilde op og hilse paa de nye Theater-
chefer. Hvorfor ikke ? For
Puk
er der ingen Forskjel paa
Nat og Dag.
Han blev ført ind til sin gamle Yen, P e t e r H a n s e n .
— Jeg vilde gjerne hilse paa . . .
Rædselafmalede sig i det kommitterede Aasyn.
— Hvad er det, Degjør?
De forrykker Forholdet mellem
Theatrets bærende Kræfter! Yeed De ikke, at det hører under
den Repræsentative ? ,
Puk
fremstammede noget om, at han havde opfattet det
saadan, at den Kommitterede foreløbig gav Greven — og et
Øjeblik efter stod han overfor den rigtige Chef.
— Ah, Hr.
Puk.'
— Er det her, man hilser paa Chefen?
ExcellenSen tænkte sig et Øjeblik om. Saa sagde han:
— Jo, det tror jeg nok. Jeg er jo lidt ny i Tøjet endnu
har ikke faaet sat mig ind i Forretningerne, men jeg tror
nok, at det hører under mig.
19